« Tilbage til søgeresultaterne
Drengenes Æresord
I det i Berlin udkommende kvindeblad, Deutsche Hausfrauen Zeitung, som siden 1874 udgives af den ædle forkæmper for kvindens rettigheder, fru Lina Morgenstern, der for nylig fyldte 74 år, og der siden sit 18de år har kæmpet for og taget del i næsten alt, hvad der efter menneskelig forstand kunde tjene til samfundets vel, hun bringer i ugebladet for 27/11 en skildring fra Amerika om, hvorledes man der, istedetfor at straffe unge forbrydere, søger at omvende dem ved at tale til deres bedre jeg og vække deres æresfølelse.
Når man på en bestemt fredag i måneden kommer ind i den stedlige kriminalrets forhandlingssal i New York, bliver man der vidne til et optrin, som man ikke let igen kan glemme. Salen er for størstedelen fyldt med drenge og unge mennesker, som er bleven tilsagte at møde for at høre dommen over sig selv. De unge mennesker, som har gjort sig skyldige i lovovertrædelser, bliver nemlig ifølge det nye system hverken sat i fængsel eller forbedringsanstalter, men efter en indtrængende formaningstale afkræver man dem højtideligt deres æresord paa at forbedre sig, og de bliver satte paa fri fod. Men de må forpligte sig til stadig at lade vedkommende dommer få underretning om deres gøren og laden. Af disse offentlige beretninger, som i reglen bliver oplæste på en fredag, afhænger de under æresord løsladtes fremtid. De må da enten forny deres æresord for en bestemt tid, eller de bliver sat fast eller frikendte for straf. For det meste synes det sidste at være tilfældet.
Ofte er der i salen forsamlet hundrede drenge som således har afgivet deres æresord. De stilles i rækker, og efterhånden som deres navne råbes op, må de hen foran skranken. Det er hr. David Willard, som alle de unge forbrydere står under. Han oplæser den foran skranken stående unge forbryders forseelse. Her er det f. eks. en dreng, som har bestjaalet sin principal, og står under
2 måneders æresord. Principalen har igen taget ham til sig i forretningen, og da drengen i de to måneder har opført sig godt, uden igen at falde for fristelsen, så giver dommeren ham helt friheden tilbage, idet han formaner ham til at blive en dygtig borger i staten, „nationen behøver dygtige mennesker”, siger han. Glade, med løftet pande, forlader de unge frigivne salen. Naturligvis sker det ofte, at de, som har afgivet deres æresord, ikke har saa megen moralsk kraft, at de straks første gang kan komme ud af sumpen. Dårligt selskab, sørgelige familieforhold, nød og elendighed, bringer tit tilbagefald. I sådanne tilfælde formaner dommeren dem strængt. og fornyer æresordet for en eller to måneder, idet han påminder de unge mennesker om, at man kun giver dem en prøvetid, for at de ved egen kraft igen kan blive nyttige medlemmer af samfundet. På denne måde er dommeren både den rådgivende og vejledende. Det er ikke „den strænge retfærdighed”, men velvillig menneskelighed, hvorved man håber at nå gode resultater.
Tidligere kendte man i New York kun fængselsstraf for forbrydere over 16 år. En amerikansk dommer erklærede en gang om disse unge mennesker: „Nogle måneders fængsel, og den unge lovovertræder er et til undergang viet menneske!” Så var det senere, at man indførte denne lov om æresord. Allerede 1886 tilbød lederen af fængsels-drengeskolen at tage sig af unge mennesker mellem 16-25 år, som første gang forså sig imod loven. Istedetfor at sende dem til fængsler eller forbedringshuse måtte de afgive deres æresord, og blev stillede under den menneskekærlige Willards personlige opsyn, indtil det lykkedes ham at finde ansættelser til dem.
Ved at gøre sig bekendt med mange af disse unge menneskers levnedsløb og livsforhold gik det op for Willard, at fængselsstraf mindst af alt skulde føre de unge tilbage på den rette vej. Forbryderne måtte nu enten ved daglige besøg eller ved skriftlige beretninger give Willard meddelelse om, hvad de tog sig til. Den unge fik derved en fornemmelse af, at en sædelig kraft vågede over ham, og at han selv havde visse moralske forpligtelser at opfylde. Han følte, at der gaves ham lejlighed til at gøre sine fejltrin gode igen, så at der ikke hele livet igennem hvilede en plet på hans ære.
De erfaringer, som Willard har gjort, og som han har optegnet siden æresordsystemet blev indført, er meget gunstige. Han opgiver, at af 150 tilfælde, som kom til offentlig forhandling, førte 105 til fuldstændig frigivelse. På den måde vinder staten et antal gode borgere, som ved egen kraft har arbejdet sig op, og derfor må der sættes dobbelt pris på dem.
Hvad om man herhjemme forsøgte noget lignende som i Amerika, og hjalp de unge til arbejde, her, hvor det især er de unge knøse, hvem lediggang driver ind på forbrydervejen!
