« Tilbage til søgeresultaterne
Prostitutionsspørgsmålet
Den 7. oktober fremsatte justitsministeriet for Landstinget „forslag til lov om modarbejdelse af offentlig usædelighed og venerisk smitte". I anledning af dette lovforslag fremkom der i blade og på møder en offentlig discussion. Dels taltes der for og imod ophævelsen af den lovbeskyttede prostitution, og dels taltes der om, hvorvidt det fremsatte lovforslag var i stand til at løse spørgsmålet, forsåvidt det skulde løses på den måde. Nogle, ikke mindst erfarne og fremragende læger, hævdede, at forslaget gav anledning til formeget politispioneri og for lidt virkelig lægekontrol.
Vi skal her fremdrage et udklip af et indlæg i den nævnte discussion af Gustav Philipsen i Politiken for den 6te november 1904. Vi beklager, at pladsmangel hidtil har forhindret os i at optrykke disse venlige og forstående ord.
Hr. Philipsen skriver:
„- - - Skal Systemet overhovedet være virksomt, maa Politiets Opmærksomhed stedse være rettet imod en ubestemt Kreds af Personer, det vil sige af Kvinder, som, fordi deres Levesæt paa en eller anden Maade afviger fra det normale, antages at kunne blive til, hvad det skal være. I Fortiden med dens fastere Livsrammer, hvor den hæderlige ugifte Kvinde som Regel enten var Datter i en Husstand, Beboerske af en Stiftelse eller Tyende, var Kredsen af dem, der stod udenfor, snæver og let overskuelig; i vor Tid, hvor en stor Del af Kvinderne søger selvstændigt Erhverv og lever deres eget Liv, er Kredsen ganske ubestemt, og Antallet af dem, der, i det mindste teoretisk set, er udsatte for Overgreb, ligesaa. Er det da saa underligt, at Angrebene mod den bestaaende Ordning vokser i Styrke og Vægt? I Aartusinder har Kvinderne roligt fundet sig i, at Lovene gaves af Mænd i Mændenes Interesse; de gør det ikke mere, de søger at gøre Kvindens menneskelige Synsmaader gældende paa alle Omraader, og de siger paa det foreliggende: Vi vil ikke længer taale en Lovordning, der, for at betrygge Mandfolkene mod Smitte, principielt sætter hele Kvindekønnet under en ydmygende Kontrol, eventuelt under Polititilsyn og tvetydige Straffelovsparagrafer. Ogsaa uangribelige Kvinder føler sig solidariske med dem, mod hvem Mistanken virkelig rettes, endogsaa med dem, der drages dybest ned. Gør man sig det en Gang klart, hvorledes Kvindens Votum vilde falde i denne Sag, om hun havde Stemmeret, og har man tilegnet sig den Opfattelse, at Stemme-berøvelsens Uretfærdighed ikke tør øges ved, at man lader Mandfolkeegoismen ene raade i en Sag, der berører alle Kvinders Kønsære saa meget, synes det yderst vanskeligt at modstaa en stærk og energisk Viljetilkendegivelse i den givne Retning". -------------
Omtrent samtidig, den 2den november, fremkom der i Socialdemokraten et indlæg under titlen: Kønssygdom og Ægteskab af En Læge. Af dette skal vi gengive følgende:
„ - - - Uden at forsøge paa Statistik skal det her udtales, at hvis Lægerne udtalte sig uforbeholdent, hver Gang de traf „Kønssygdom" som Aarsag til Underlivssygdomme hos Kvinder, som Aarsag til Abort og Dødfødsler og til mangfoldige af Sygdomme, og det af de mest indgribende og ødelæggende hos Børn, vilde der gaa en uhyggelig Fornemmelse over mangfoldige Hjem, hvor nu Lægens „Takt", Ægtemandens Tavshed og Hustruens Ukendskab med Sagens Sammenhæng danner et dækkende Grønsvær over Hængedyndet.
Der vilde rejse sig et tusindstemmet Raab om Beskyttelse fra de unge Hustruer og Mødre, der næppe vil indrømme, at Syfilis og Gonorrhoe, indbragt af Manden i Ægteskabet, er noget, der bør taales og lides som enhver anden Sygdom.
Ukendskaben dækker Nødraabene. og en deltagende Beklagelse rammer den Mand*} hvis Hustru ligger paa Operationsstuen, eller hvis Børn er „blinde fra Fødselen" paa Grund af hans halvglemte Gonorrhoe.
*) Udhævet af os.
Thi Ulykken er den, at de veneriske Sygdomme i uhyggeligt stigende Grad medbringes i Ægteskabet.
Der er ingen Tal paa de smittede Ægteskaber, men enhver Læge ved, at Tallet er stort, saa stort, at ethvert Forsøg paa at forbedre dette Forhold paa Forhaand skulde synes haabløs.
Men gør Lægerne da ikke noget i den Retning? forbyder de ikke deres kønssyge Patienter at gifte sig? forlanger de ikke, at en venerisk Patient lader sig behandle til han er smittefri? Jo - Lægen har efter Loven af 10. April Ret til at paabyde en med venerisk Sygdom smittet Patient, hvis der er særlig Grund til at befrygte Tilbagefald af den i smitsom Form, at fremstille sig for Lægen til en bestemt Tid eller at tilvejebringe en anden avtoriseret Læges Vidnesbyrd for, at intet saadant Tilbagefald er intruffet.
Men for de Patienter, de ligegyldige med deres Sundhed, og dem er der mange af, hvortil denne Lovparagraf sigter, er denne Lov virkningsløs; den Læge, der vilde anvende den Paragraf, hver Gang en af hans veneriske Klienter forlod ham for „at søge en anden Læge" eller udeblev af Behandlingen, han vilde snart faa sin Konsultationsstue fri for de veneriske Patienter.
Men der er et Tidspunkt, hvor Betimeligheden af en Attest for ikke at lide af venerisk Sygdom i smitsom Form er nødvendig, om nogen Sinde, og det er før Indgaaelse af Ægteskab.
De veneriske Sygdomme har den uheldige Egenskab, at de som oftest, naar de har været til Stede hos et Individ i nogen Tid, da ikke generer denne i følelig Grad; af Indolence unddrager Patienten sig da den kedelige Behandling og tænker i sin Letsindighed ikke paa Følgerne, der ofte lader vente, man kunde sige, kun alt forlænge paa sig. Gjorde Sygdommen stadig ondt, som Tandpine f. Eks., vilde næppe nogen udskrive sig paa egen Haand.
Men det er et Faktum, der bør slaas fast, at et overordenlig stort Antal Indvider unddrager sig Behandling, naar Sygdommen blot er trængt saa nogenlunde tilbage, og den store Ulykke er den, at kun altformange benytter denne Latensperiode til at gifte sig.
Her trænges til en Lovparagraf.
Island har en allerede fra 28. Marts 1776 eksisterende og senere skærpet Lov, der forbyder spedalskes Ægteskab, og ingen Islænder vies uden Attest for ikke at lide af Spedalskhed.
Her til Lands tillader Loven ikke en Mand, ikke den rigeste, at gifte sig, før han har præsteret Bevis for, at han er klar af Fattigvæsenet, og denne Lov er selvfølgelig, og enhver bøjer sig villigt for den.
En Vielse bør ikke kunne finde Sted, før Ægteskabskandidaten kan fremlægge Bevis for, at han paa det Tidspunkt ikke er kønssyg i smitsom Form.
En saadan Lovparagraf vil være et virksomt Led i Kampen mod Udbredelse af venerisk Smitte.
Venerisk Sygdom kan selvfølgelig importeres senere hen i Ægteskabet, men det er en ubestridelig Kendsgerning, at langt den overvejende Del af de talløse smittede Ægteskaber skyldes den Omstændighed, at Manden ikke var helbredet ved Ægteskabets Begyndelse; det er i Regelen „de gamle Ungdomssynder", der møder op i Form af Sygdom hos Ægtefælle og Børn.
Paa Smitte senere indført i Ægteskabet maa andre Paragrafer tage Sigte.
Kan det ikke genere en Mand, selv den rigeste, at hans Navn, før Vielse kan finde Sted, eftersøges i Fattigvæsenets Protokoller, skulde man ikke let tro, det vil genere en ikke-kønssyg Mand at skaffe sig en Attest paa sin Sundhed.
Der vil sikkert ikke stille mange kønssyge til Undersøgelse, lige saa lidt som der er mange, der søger at skaffe sig en Attest for at være fri af Fattigvæsenet, naar de endnu sorterer derunder.
Nøjere formuleret fremsættes følgende Forslag.
1. Ingen Mand kan blive viet uden Sundhedsattest. (Sundhedsattesten tager kun Sigte paa Kønssygdom.)
2. Attesten bør være enslydende for Alle, for den, der aldrig har været kønssyg, og for den helbredede kønssyge; den bør kun udtale, at „efter Undersøgelse af Ægteskabskandidatens Sundhedstilstand, kan der ikke antages at være Hinder for, at denne kan indgaa i Ægteskab".
3. Attesten skal være udstedt en vis kort Tid før Vielsen og undertegnet af 2 Læger, hvoraf den ene kan være Ægteskabskandidatens private Læge, den anden skal være en af de i dette Øjemed specielt ansatte Læger.
En Ordning som den foreslaaede vil sikkert bidrage meget til, at Letsindigheden overfor en kronisk Gonorrhoe formindskes, og til at en med Syfilis smittet Person lader sig underkaste tilstrækkelig virksom Behandling; man vilde selvfølgelig ved Udstedelse af nævnte Attester tage Hensyn til og forlange Attester for tilstrækkelig gennemført Behandling af denne Sygdom." - - -
Forslaget om at forlange en sundhedsattest er ikke nyt. Det har bl. andre steder været fremsat af fru A. Stampe-Feddersen i „Maanedsblad, udg. af Foren. imod Lovbeskyttelse for Usædelighed", Nr. 69-70, Jan. 1885.
