« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Karin Michaëlis: Gyda. G. B. N. F.
Karin Michaëlis er Specialist inden for de kvindelige Forfatteres Række. Hendes Specialitet er Barnekoner - underlige Væsner med store, stirrende, forskrækkede Øjne, med unaturlig Følsomhed- og uhyggelig Livsskæbne.
Der er noget abnormt i denne Forfatterindes Emne-Valg saavel som i hendes Emne-Behandling; men hun formaar at tage et fast Greb i sine Læsere, om end dette Greb stundom er noget krampagtigt.
Man fristes ved Læsningen af Gyda saa vel som ved Læsningen af tidligere udkomne Bøger af samme Forf. til at spørge: Kunde der mon ikke gøres noget mere ud af de store Evner og Kræfter, som her aabenbarer sig? Kunde de ikke finde nye Baner, hvor dybere Dyb kunde naas, og hvor sandere og skønnere Værdier kunde hentes frem?
Helene Berg.
Sophie Breum: Kongebørn. 138 Sider. G. B. N. F.
Sophie Breum har med sin fra „Fuldtro Sind" kendte historiske Nøjagtighed i „Kongebørn" givet et Tidsbillede fra det 16. Aarhundrede. Hovedpersonen i Fortællingen er Chr. den 2dens Dronning Elisabeth, hvis Skikkelse Forfatterinden har tegnet med Sympati og Klarhed paa den givne historiske Baggrund. Hun har givet en Karakteristik af en god og klog Kvinde, der trofast elsker den Mand. som hun i Følge politiske Konstellationer er givet til Hustru. Rammen om Dronningens Skikkelse er kun snæver, Personerne i Bogen faa - men netop derfor har S. B. evnet at udarbejde sit Emne langt mere sammenhængende end i „Fuldtro Sind". „Kongebørn" holder Interessen fangen, saalænge man læser den, og endda et godt Stykke længere; thi man føler helt igennem Forfatterindens Kærlighed til Emnet og Ærbødighed for den historiske Sandhed. Detaillerne i de forskellige Smaabilleder, der oprulles for Læseren, enten det er i Sonekrogen paa Clavs Tømrers Loft eller Risning hos Tønne Badstuemand og mange andre Interieurer, er ærlige uden den paaklæbede gamle Kolorit, som undertiden kan skæmme nogle Forfatteres Strejftog til henfarne Dage for at skaffe Staffage og Baggrund til Personer med Nutids Tænkemaade. Men saaledes er det ikke med Sophie Breums Forfatterskab. Det er Datidspersoner med Datids Tænkemaade og Datids Rammer. Sideløbende med Dronningens Skikkelse har Forfatterinden tegnet en mandlig Figur, Bo Fløj, der dog ikke faar nogen Indflydelse paa Dronningens Skæbne, udover det, at han er hendes fuldtro Ridder. Der er ypperlige Enkeltheder, som f. Eks. Dronningens Samtale med Kongen efter Dyvekes Død, og senere da Mand og Hustru mødes i Wittenberg.
Som Festgave for de Unge vil Bogen sikkert være velkommen, saa meget mere, som Malerinden Anna C. Munch har tegnet en Række Billeder til den. Fælles for dem alle er den faste Stil, som betinges af et samvittighedsfuldt Studium af Datidens Billedkunst og virkeligt Samarbejde mellem Forfatter og Illustrator. Særlig maa fremhæves Billedet af den unge Dronning paa Nürnbergs Mur. Dronningen staar med Ryggen til Beskueren, men hver Linie udtrykker Sjælsadel og varm, inderlig Menneskelighed. Megen historisk Sandhed ligger der ogsaa i det Billede, hvor fattige og syge Hospitalslemmer staa og se efter de Skibe, der en Stormvejrsdag fører Kongen og Dronningen fra Danmark. V. S.
Christopher Boeck: Unge Hjerter. Hagerups Forlag.
Under denne Titel har Forfatteren udgivet en Bog, der særlig egner sig til Julegave for unge og til Højtlæsning. Den handler om en ung livsglad Dame, der bliver Lærerinde hos en snobbet Apotekerfamilie i Jylland. Her pines og plages hun af den bornerte Frue og hendes Datter, til hun i Fortvivlelse (hun er kun atten Aar), tager til Värmland til en Slægtning; i dennes hyggelige Hjem bestemmer hun sig til, efter nogen Kamp med sig selv, at sværge til Coelibatet og blive Sygeplejerske. Men den unge Læge, som hun har gjort Bekendtskab med under sin „Sturm und Drang” Periode i Jylland, staar en Dag pludselig for hende, og den store Eros holder sit sejrende Indtog i de unge Hjerter. Fortællingen er baaren af en nobel og ren Tankegang, og der findes de nydeligste Naturbeskrivelser af det danske Foraar og af Värmlands herlige Natur. Af Bogens andre Figurer maa endnu fremhæves den djærve gamle Bedstemoder, man hører hende formelig komme med sin Stok. Hendes Ungdoms Kærlighedsidyl er særdeles fint og kønt gengivet.
Da denne Fortælling danner en heldig Modsætning til de mange nyere Bøger, der er utilladelig fulde af mildest talt overdreven Erotik, fortjener den at læses i vide Kredse.
J. R.
