« Tilbage til søgeresultaterne
De frie ægteskaber i Sverige
Oprindelig holdt som Foredrag i D. Kv. Sf.s Kbhvn.s Kreds d. 17. okt. 1904.
(Sluttet.)
Dette er altså de sider af den lovlige ægteskabsinstitution, som har virket så afskrækkende, at de har kunnet formå mennesker til for at modsige den at gribe til samvittighedsægteskaber. Vi skal nu undersøge, i hvilken grad dette lykkes, og hvilke retsforhold der fremkommer gennem selve de frie ægteskaber. Det vækker sikkert forbavselse, kanske til og med hos en del af de personer, der selv har indgaaet samvittighedsægteskab, at et sådant spørgsmål overhovedet kan fremstilles. De fleste har nok tænkt sig, at et frit ægteskab ogsaa virkelig er „frit" i den forstand, at det står udenfor al ægteskabslovgivning, ligesom forholdet er med en hemmelig og løs kønslig forbindelse. Og i alle andre lande end Sverig skulde nok også sagen stille sig saaledes, at ingen andre retslige forhold indtrådte mellem parterne end sådanne, som de selv fastsatte ved deres kontrakter. Men i Sverig forholder det sig anderledes; og det er maaske ikke så aldeles tilfældigt, at de frie ægteskaber først er komne i brug i et land, hvor ægteskab uden vielse faktisk endnu har en slags lovlig sanktion. Dette opnås i Sverig gennem et retsinstitut, som findes der, men som, såvidt jeg ved, ikke findes i nogen anden lovgivning, nemlig de s. k. „ofullkomnade" ægteskaber.
I 1734, da de svenske love kodificeredes,*) fandtes endnu levende i menneskenes bevidsthed den gamle germanske opfattelse, efter hvilken det ægteskabstiftende moment ikke udgjordes af vielsen, men af først parternes (eller oprindelig familjernes) samtykke og derefter ægteskabets faktiske fuldbyrdelse.
*) Samle flere Love til eet Hele, een Lovbog.
De, der har læst prof. Troels Lunds udmærkede kulturhistoriske skildringer fra det 16de og 17de årh., kender de efter vor opfattelse både løjerlige og noget rå bryllupsskikke fra denne tid, hvor den præstelige vielse blot spillede omtrent samme rolle som skåltalerne nu, en højtidelig og opbyggelig ceremoni, men uden mindste retslige virkning. De „ofullkomnade" ægteskaber, som endnu findes optagne i gældende svensk lov, er nu at betragte som en rest af denne gamle opfattelse.
Et ofullkomnadt ægteskab stiftes efter svensk ret på 4 forskellige måder, og vi skal se, at ved dem alle findes just de to gamle ægteskabsstiftende momenter, parternes samtykke og ægteskabets faktiske fuldbyrdelse. De 4 måder er følgende:
1) gennem lovlig trolovelse (d.v.s. et ægteskabsløfte, der afgives højtidelig i vidners nærværelse), og derefter følgende sammenleven,
2) derigennem, at en af de trolovede for retten gør påstand på vielse, og domstolene - om den anden part vægrer sig - erklærer den klagende for at være den andens ægtefælle;
3) på grund af samliv efter ægteskabsløfte fra mandens side, når domstolene har „erklæret løftet for fast" d. v s. notorisk og dermed den kvindelige part for ægtehustru;
4) ved Kirketagning efter den formular, som plejer at anvendes for gifte kvinder eller trolovede, hvilket med barnefaderens samtykke også kan komme til anvendelse ligeoverfor uviede. Da denne gamle skik jo imidlertid er i færd med at gå aldeles af brug, og den af let forståelige grunde aldrig er bleven anvendt eller kan tænkes anvendt som form for samvittighedsægteskab, kan vi aldeles forbigå den.
Af de hidtil i Sverige indgåede samvittighedsægteskaber er derimod i det mindste eet, kanske flere, indgået gennem lovlig trolovning, skønt parterne ikke har brudt sig om yderligere at få forholdet stadfæstet ved dom. Et således indgået ægteskab, altsaa ved trolovning, men uden derpå følgende domsafsigelse, medfører kun de virkninger, som anses for at ligge umiddelbart i lovens udtryk : „häfdar man sin fästekvinna, då är det ett äktenskap", nemlig, at børnene uden videre regnes for ægte, at ægtefællerne ikke kan sidde til doms over hverandre eller vidne mod hverandre, samt gensidig troskabspligt, d. v. s., at om en af dem træder i kønsligt forhold til en anden mand eller en anden kvinde, så regnes dette som ægteskabsbrud. Desuden kan skilsmisse kun opnås på samme grunde og efter samme procedure som efter lovlig vielse.
Erholdes derimod domstols stadfæstelse, og denne kan her forlanges såvel af den mandlige som den kvindelige part, så får desuden den klagende sameje i den andens bo, men ikke omvendt.
Ved et samvittighedsægteskab, som er afsluttet gennem trolovning med eller uden dom, er altså de retslige virkninger aldeles bestemte og utvetydige; som man ser, opnås på denne måde også det meste af, hvad man i almindelighed vil opnå, når man indgår samvittighedsægteskab; hustruen kommer ikke under mandens formynderskab, hun beholder rådigheden over sine børn, og den økonomiske ordning bliver, sålænge ikke dom er æsket og fældet, grundet på det fulde særeje. Derimod opnås ikke lettere skilsmisse.
Ved „häfdande under äktenskapslöfte" indtræffer, sålænge dom ikke er fældet - med undtagelse af, at børnene altid regnes for ægte fødte - knapt nogen anden retsvirkning end den rent potentielle,
d. v. s. muligheden af at få dom og dermed en del retslige følger, som vi straks skal nævne. Det er her dog alene den kvindelige part, som har adgang til at vække retssag, og de fordele, hun derved opnår, er dels og hovedsagelig medejendomsret i mandens bo, dels naturligvis større autenticitet i forholdet, altså lettere adgang til f. Ex. at gøre gældende arvefordring for sine børn efter deres fader og hans slægtninge. Hvad skilsmissen angår, er den, hvor ingen dom er fældet, naturligvis fuldstændig fri. Men også efter at den kvindelige part ved dom er blevet erklæret for vedkommende mands ægte hustru, er skilsmisse betydelig lettere at opnå end efter trolovning. Er ægtefællerne nemlig enige, behøver de kun til domkapitlet at anmelde deres hensigt at bryde forbindelsen, og domkapitlet skal derefter udfærdige skilsmissebrev uden videre. Er det derimod blot den ene part, som forlanger skilsmisse, søges denne hos regeringen, som efter hævdvunden praxis altid bevilger den uden at fordre sig opgivet nogen grund eller, om grund er opgivet, optager denne til prøvning.
Spørgsmålet er nu, hvorvidt et frit ægteskab, indgået således, som det i almindelighed har været tilfældet, blot ved tilkendegivelse i aviserne, også kan og skal regnes ind under dette „häfdende under äktenskapslöfte". Sikkert er nok, at de fleste, som faktisk har indgået samvittighedsægteskab på denne måde, knapt har tænkt sig dette; men deres personlige opfattelse har just ingenting at betyde her; det hele er et rent fortolkningsspørgsmål. Hvad der må anses for sikkert, er, at ægteskabsløfte foreligger, ifald parterne nogen tid inden deres ægteskab har været officielt forlovede, samt ifald de i deres kontrakter eller på anden måde skriftlig har lovet hverandre at indgå lovligt ægteskab under visse betingelser - disse må siden være opfyldte eller ikke. Hvorvidt selve tilkendegivelsen af. at parterne har indgået samvittighedsægteskab, i og for sig er nok til at indstifte et ægteskabsløfte, er umuligt at afgøre bestemt, saalænge ingen sådan sag nogensinde er bleven vakt. Den nuværende professor i civilret i Lund tror for sin del nærmest, at dette virkelig er tilfældet, og praxis ved domstolene skal være at erklære løftet for „fast", såsnart mindste mulighed findes for at få et ægteskabsløfte ud deraf. Imidlertid skulde det være meget interessant at få dette bragt på det rene, og i fremtiden kan det jo komme til at hænde nogengang.
Spørger man nu, hvorvidt indgåelse af samvittighedsægteskab kan anses for moralsk og socialt berettiget, så fremgår uden videre af det foregående, at de, som faktisk har indgået samvittighedsægteskab, hovedsagelig søger dets berettigelse deri, at det udgør en protest mod en forældet og for vor retsfølelse krænkende lovgivning; det er altså at betragte; som et agitationsmiddel, og det et kraftigt, for indførelse af gennemgribende reformer på dette område.
En indvending, som man meget ofte får høre mod dette ræsonnement, er, at man ikke har ret til at protestere mod en dårlig lov ved selv at begå lovbrud. Denne indvending hviler imidlertid helt og holdent på en misforståelse af en civillovs natur. Her er i virkeligheden ikke tale om at overtræde nogen lov, blot om at undlade at benytte sig af en existerende lov. I de lande, hvor s. k. Konkubinat er strafbart, hvilket f. ex. er tilfældet i Danmark, skulde man kanske med lidt god vilje kunne henføre de frie ægteskaber under dette begreb, og da skulde der ganske rigtig blive tale om lovbrud, d.v.s. ikke mod ægteskabslovgivningen, men mod straffelovens konkubinatsparagraf. I svensk lov findes imidlertid ingen sådan paragraf, den kan altså heller ikke brydes.
En civil lov som ægteskabsloven har en ganske anden natur end en straffelov. En civil lov udgør et tilsagn fra statens side, at, om man følger de deri foreskrevne former, så skal man derigennem sikres visse bestemte:’ rettigheder. Er der tale om ægteskabsloven, så siger altså den, at, om man vil vinde de fordele, som medfølger et lovligt ægteskab, så må man bære sig ad på den i loven foreskrevne måde. Men vil man nu ikke vide af en del af disse „fordele", anser man dem til og med for krænkende og nedværdigende for hustruen eller for begge ægtefæller, så kan den omstændighed, at man for at undvige disse, også er villig til at give afkald på de øvrige, skønt de ellers forekommer en acceptable eller ønskelige, aldrig nogensinde rubriceres som et lovbrud, såvidt jeg kan begribe.
Der findes imidlertid endnu et andet synspunkt, som kan gøres gældende til forsvar for de frie ægteskaber, et synspunkt, som ikke bør undervurderes. Disse ægteskaber kan nemlig opfattes som et socialt experiment
Når den nuværende ægteskabslov er bleven bestående sålænge, så beror nok dette ikke så meget på, at de fleste er vel fornøjede med den, som den er. Tvertimod synes man nok i almindelighed, at den er ganske utilfredsstillende; det er oftest et meget svagt forsvar, som føres for den, og når man fremholder dens mangler, får man hyppig til svar, at jo ikke noget menneske tænker på at efterleve den, de uheldige bestemmelser står bare på papiret. Dette kan være sandt i ganske høj grad, ialtfald sålænge det gælder de klasser, som i hovedsagen har magten i regering og rigsdag, og denne omstændighed forklarer nok også til dels disse klassers slaphed, når det gælder at reformere på dette område. Men alligevel ligger nok den vigtigste årsag til hele denne sags trækken i langdrag ikke så meget i slaphed eller ond vilje, som simpelthen i problemets meget store vanskelighed. Enhver, som for alvor har forsøgt at gøre klart for sig selv, hvordan en tilfredsstillende ægteskabslov bør være indrettet i Enkeltheder, har sikkert mere end een gang i fortvivlelse opgivet det hele som uløseligt. Forholdene, især de økonomiske, er så indviklede i og for sig og så sammenvævede med forhold på andre retsområder og hjemlige interesser, at når man først begynder at rive i disse bestemmelser, så er det, som når man vil rive ned et gammelt hus midt i kvarteret - husene ved siden af truer også med at ramle ned.
De mænd og kvinder, som nu i denne henseende har stillet sig udenfor lovens ramme, kan da gøre samfundet en meget væsentlig tjeneste ved at forsøge ad den praktiske erfarings vej at finde frem til, hvilke bestemmelser det med hensyn til ægteskab var ønskeligt at. have. Det er klart, at for at et sådant erfaringsvidnesbyrd skulde have nogen betydning, måtte der findes et ikke altfor lidet antal Tilfælde at regne med. Er denne forudsætning sket fyldest, så kan de frie ægteskaber - såvel derigennem, at de i almindelighed lykkes vel, som gennem de fejltagelser og misgreb, der naturligvis kan fremkomme ligesåvel inden disse, som inden de lovlige ægteskaber, - blive istand til at klargøre adskillige vanskelige forhold her; man kan leve sig til en forståelse af, hvilke lovbestemmelser det under visse omstændigheder skulde være godt at have, og som skulde være parterne til hjælp og ikke til skade.
Ægteskabslovgivningen er som al anden lovgivning naturligvis fremgået af forsøg og erfaring, skønt det vel i almindelighed har været ganske ubevidste Experimenter, som er foretagne. Ved bevidste experimenter og bevidste iagttagelser bør resultaterne kunne vise sig betydeligt fastere, og kan samvittighedsægteskaberne tjene til i sin tid at kaste lys over disse vigtige og vanskelige spørgsmål, så har de mennesker, som her har vovet at gå de nye og ubanede veje, efter min mening gjort samfundet en meget væsentlig tjeneste, som samfundet har al grund til at være dem taknemmeligt for.
Det fremgår af, hvad jeg har sagt, at jeg for min del ikke står på det standpunkt, at jeg principielt fordømmer enhver form for indgåelse af ægteskab og enhver lovgivning angående ægteskab. Var det så, at ægteskabet blot var et forhold imellem to voksne og myndige mennesker, som i nødsfald kan tage vare på sig selv, så kunde man muligvis risikere at være uden al lovgivning på dette område, ligesom der jo findes en hel del andre livsforhold, hvor man må finde sig tilrette uden nogen lovlig reglementeren. Men ægteskabet har også en tredjemand, som fordrer beskyttelse, nemlig børnene; de kan ikke tage vare på sig selv, altså må samfundet her træde til. Og ligeledes kan det nok for hjerternes hårdheds skyld være ønskeligt at have en del bestemmelser til beskyttelse for den svagere part - hvilket jo ikke altid behøver at være den kvindelige.
Men også ved ægteskabets indgåelse har samfundet efter min mening synspunkter at gøre gældende, som berettiger foreskrivelsen af en form, gennem hvilken samfundet kan kontrollere, at der ikke indgås ægteskab, som bliver til skade for såvel kontrahenterne selv som for den kommende slægt. Det gælder her dels ægteskab i forbudne slægtled, dels - og det er meget vigtigere, men desværre tildels endnu uløste problemer - vise Tilfælde af arvelighed eller sygdom.
For min del kan jeg altså af et oprigtigt hjerte slutte med et ønske om, at de frie ægteskabers tid blot måtte blive en overgang, at den dag snart måtte komme, da vi får en form for ægteskabsstiftelse, som ikke sårer noget menneskes samvittighed, og et indhold i vor ægteskabslovgivning, som ikke krænker vor retsfølelse og fornedrer vort menneskeværd.
