« Tilbage til søgeresultaterne
»Om borgerligt Ægteskab.«
Fru Stampe-Feddersen udtaler i Nr. 25 af „Kvinden og Samfundet” sin Glæde over Biskop Rørdams Udtalelse i det kirkelige Udvalg: „Alle de Bestemmelser, der kan træffes for at gøre den borgerlige Side af Sagen saa lidt usmagelig for Folk som muligt, bør naturligvis træffes, og dersom vi kan faa udtalt noget derom, kan det være meget godt”.
Biskop Rørdam fortsatte: „Jeg vil f. Eks nævne Borgmester Rosenørns Forslag. Man kan gerne sige, at det i Virkeligheden vilde indføre et Stykke Romantik fra Middelalderen. Men jeg tror, at denne Romantik kan blive en rigtig god Praktik også i vore Dage”.
Såvidt jeg erindrer, fremkom der kun tre Forslag i Retning af at gøre borgerligt Ægteskabs Indgåelse så lidt usmageligt for Folk som muligt.
Det første Forslag var Pastor Laursens Henstilling til Lovgivningsmagten om, når det ønskes, at forpligte Ægteskabsforstanderen til at møde i Brudens Hjem, før man tager til Kirke, og hvor han så fremlægger Ægteskabsprotokollen og lader Parterne underskrive til Vidnesbyrd om, at de vil leve sammen som Ægtefolk og gå ind under de Rettigheder og Forpligtelser, dermed følger, hvorefter Ægteskabsforstanderen sætter sit Navn under for dermed at betegne, at nu har Staten anerkendt dem som rette Ægtefolk. „Denne Akt”, fortsætter Pastor Laursen, „behøver ikke at tage to Minutter. Saa kan de umiddelbart derefter stige til Vogns og køre til Kirke. Og så er det klart, hvad de kører til Kirke for, at det er for at modtage Herrens Velsignelse over deres Ægteskab, under fromme Kristnes Forbøn.*) Så bliver der noget skønt, symbolsk i deres Kirkefærd.”
Dette er jo øjensynligt henvendt til kristne Modstandere af Loven, men jeg fremfører det dog i Anledning af den fritænkerske Kvindes Betænkeligheder, der omtales af Fru S.F. Både Kristne og Ikkekristne må kunne glæde sig ved Tanken om at få den borgerlige Akt udført i Hjemmet.
Pastor Laursens Henstilling fik Udtryk i Underudvalgets Betænkning.
Så var der Dr. Nørregårds Udtalelse:**) „De får Adgang til akkurat det selvsamme som nu, blot med den i mine Øjne aldeles ubetydelige Ændring, at den egentlige Erklæring om Ægteskabsstiftelsen foregår på et andet Sted, måske endogså i Våbenhuset til Kirken, forinden man går ind og modtager Velsignelsen.”
Dette, at henlægge den borgerlige Akt til Kirkens Våbenhus, vil selvfølgelig aldrig få Betydning for Ikkekristne.
Og så var der endelig Borgmester Rosenørns Forslag, der har en særlig Interesse derved, at han har fået det af en Kvinde. Han sagde*): „Jeg vil her gerne have Lov til at antyde en Ordning, som en alvorlig Kvinde, der har haft meget vanskeligt ved at forsone sig med Tanken om almindelig borgerligt Ægteskab, har tænkt sig, en Ordning, som jeg gærne ved at nævne den her vil slaa til Lyd for i mit Folk, uagtet jeg vel ved, at vi ikke her skal stå og fremsætte Forslag om, hvorledes Staten skal ordne disse Forhold. Blev Ordningen således, som denne Kvinde har tænkt sig, vilde mange Kristnes Skræk for Ægteskabsforstanderen sikkert forsvinde. Hun foreslår, at Spørgsmålene til Hans og Grethe ikke nødvendigvis skal rettes til dem af Ægteskabsforstanderen, men at det derimod skal være tilladt, at Brudens eller Brudgommens Fader eller Broder eller en anden nærstående Slægtning eller trofast, af Brudefolkene selv udpeget Ven retter Spørgsmålene til Brudeparret, selvfølgelig i Ægteskabsforstanderens Nærværelse. Herved vilde Slægten blive indsat i den Rolle, der tilkommer den ved denne Lejlighed, på ganske anden Måde end ved den nuværende både borgerlige og kirkelige Vielse, og når det skete på den Maade, vilde det for mange erstatte Savnet af deres Præsts venlige Tonefald, når han spørger de unge”.
Ja, det var, hvad der fremkom for at gøre den borgerlige Side af Sagen saa lidt usmagelig som muligt.
Når den fritænkerske Kvinde spørger, om de Kristne ikke vil gøre noget, for at den borgerlige Ægteforening kan få noget af samme Højtidelighed som den kirkelige, - ja, da synes jeg jo rigtignok, at det er lovlig meget, der ventes.
Er det dog ikke nok, at mange Kristne strider med Mund og Pen for at faa indført almindeligt borgerligt Ægteskab, ens for Alle, - Kristne og Ikkekristne, og at der, som ovenfor anført, tænkes på at gøre selve den borgerlige Akt så tiltalende, som tænkes kan.
Jeg har også lidt vanskeligt ved at forstå, hvad det er, en gennemført, alvorlig Fritænker savner ved det borgerlige Ægteskabs Indgåelse, allerede som vi har det nu. Formlen er dog både alvorsfuld og sømmelig og må, synes jeg, kunde virke højtideligt, særlig når den bliver udtalt i Hjemmet enten af eller i Overværelse af Slægt og Venner.
Hvorledes det kan friste en Fritænker til at søge Kirkens Velsignelse, at begynde Samlivet med en Løgn, det forstår jeg ikke.
Hvad der skænkes to Kristne en sådan Dag, når de sammen kan bede om og få Kirkens Velsignelse til det over al Forstand dristige: Livet ud at binde sin Skæbne til en andens, ja, derpaa skal jeg ikke komme nærmere ind: deles med Ikkekristne, det kan det ikke, men Alle, der i Ånd og Sandhed begærer at få Del i den Herlighed, kan jo opnaa det.
Thyra Jensen.
*) Se det stenografiske Referat Side 1143.
**) Se det stenografiske Referat Side 1293.
*) Se det stenografiske Referat Side 1226.
