« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinder og Theologi
Ja - nu har vi danske Kvinder altsaa Lov til at studere Theologi; vi hilser dette lille Skridt henimod det fjerne Endemaal - Ligestilling med Mænd paa alle Livets Felter - med Glæde; det turde være den første, spæde Spire til, at man tillader os at blive Præster.
Kvinder som Præster! ja bevares hvor vi trænger til dem.
Naar man i vore Kirker hører de klodsede, uforstaaende Mandfolkeord, som saa ofte skæmmer de bedste, de smukkeste Prædikener, som saarer Kvinder i deres inderste Sjæl, saa sukker man efter Forløsningen, efter Friheden, ogsaa - ja ikke mindst paa dette Omraade.
Mangen en Gang er det gaaet mig saaledes, at jeg har siddet i en Kirke glad, opbygget - at jeg har tænkt: dette er godt, den Mand har noget at sige, som er for Dig, som Du kan bruge; - saa pludselig kommer der en af disse Trumfer, som ved at vise hele Mandens Vrangsyn paa Kvinderne saarer mig i min dybeste Grund, ødelægger det gode Indtryk for mig forspilder Alt; saa gaar jeg bedrøvet bort - og det varer længe, før jeg kommer igen.
Saaledes sidste Søndag. - Den Mand, jeg hørte, talte godt; han talte sandt, og han talte med en fin menneskelig Forstaaelse; det var om Ægteskabet; hele Talen drejede sig om dette Livets Grundforhold; det hele lignede mere et Foredrag end en Prædiken, et fint, fængslende Foredrag; jeg var forbauset og glad over mange af de Ord, som her lød fra en Prædikestol. Men ak! saa kom Trumfen! saa kom han ind paa at tale om Ægteskabets Begyndelse, om de „rene” og de „ikke rene” Brude, der stod for Alteret, og saa skildrede han med stærke Farver Forbandelsen ved den urene Begyndelse, d. e. han skildrede, hvorledes et Fejltrin før Ægteskabet, begaaet af de to senere i Samlivet hævnede sig frygteligt, idet Kvinden aldrig i Længden under saadanne Forhold kunde bevare Mandens Agtelse. - Jeg skal her aldeles ikke udtale mig om selve denne Ting; det ligger ganske udenfor min Plan med disse Linjer. Jeg følte Harmen suse gjennem min Sjæl; jeg havde ondt ved at blive paa min Plads. „Forhærdede, uretfærdige, ormstukne Mandfolketanker” lød det for mine Øren - „er der syndet, saa var de vel to om det; tabes af den Grund Agtelsen, saa kan den vel lige saa godt tabes til den en Side som til den anden.” -
Og hvordan tror man, at det som Regel ser ud med Renheden for Alteret; dersom den Ting blev undersøgt lidt nøjere, hvor tror man da, at den dybeste Skygge vilde falde - mon det vilde være over Brudene?
