« Tilbage til søgeresultaterne
Borgerlig Vielse
Den 17. November 1904 udsendte Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse nedenstaaende Skrivelse til Kredsstyrelserne:
„Spørgsmaalet om borgerligt Ægteskab er blevet behandlet i „det kirkelige Udvalg”, hvor den fakultative Ordning vedtoges med ringe Majoritet. Udvalgets Flertal begrunder sin Stilling med den stærke Stemning mod obligatorisk, borgerligt Ægteskab, som menes at være til Stede i Befolkningen, men hvis principielle Berettigelse og Klarhed man forøvrigt drager i Tvivl. Særlig er Kvindernes Stilling til Spørgsmaalet bleven fremhævet som en Hindring for almindelig borgerlig Ægteskabsindgaaelse. Imidlertid staar endnu Lovgivningsmagtens Afgørelse tilbage, og mulig kan en officiel Udtalelse fra „Dansk Kvindesamfund” blive ønskelig angaaende denne Sag.
Vi beder derfor Kredsene udtale sig om, hvorledes de stiller sig til Spørgsmaalet om borgerligt Ægteskab, og sende Svaret inden Nytaar”.
Der er indløbet Svar fra 15 Kredse. I nogle Kredse har der været afholdt Møder om Sagen, og paa disse Møder har der med Undtagelse af eet (Aalborg Kredsen) været Flertal for obligatorisk, borgerligt Ægteskab. I andre Kredse har de ikke kunnet afholde noget Møde, og der foreligger derfor kun Udtalelser om Kredsstyrelsens Stilling til Spørgsmaalet, og denne er absolut for obligatorisk borgerligt Ægteskab.
Fællesstyrelsen.
Da jeg i Dag læste „Kv. og Samf.” og deri Fru Stampe-Feddersens Betragtninger over mig, fik jeg en Fornemmelse, der maa ligne den, man vil faa, naar man sammen med sin lille Hund begynder Vandringen i et yndigt fredeligt Anlæg: Ved Indgangen har Opsynsmanden bestemt sagt: Deres Hund maa have Mundkurv paa - vi er bange for at faa Hunde herind, som bider. - Min Hund, som jeg ikke tør frakende noget af denne Egenskab, faar sin Mundkurv paa og afsted vandrer vi - da med ét farer Opsynsmandens egen Hund, uden Mundkurv paa, løs paa os - ja - Livet beholdt vi, og Invalider bliver vi nok heller ikke, men overraskede bleve vi rigtignok, baade min Hund og jeg.
Men da jeg altid har hørt, at Fru S.-F. er saa rar, tager jeg, ved nærmere Eftertanke, det, hun skriver, for godt og venligt ment.
Og maa jeg saa ikke have Lov til at oplyse: Mine 20 første Aar levede jeg udelukkende paa Landet, altsaa paa nært Hold af „den religiøse danske Almue” - og baade den Gang og siden meget ofte kom jeg i Berøring med den og har gode Venner i den. Her i København er den Kres, som jeg ser noget til, saa overvejende Mennesker, der ogsaa har haft deres Barndom og Ungdom paa Landet - saa den „københavnske Kvinde” er vel ikke det rigtigste Udtryk om mig.
Det andet, der siges saa bestemt, vil jeg kun svare ganske stille paa og sige: jeg haaber ikke, at jeg staar aldeles udenfor Kristendommen; - jeg har ikke fundet noget, som, jeg tror, er i Stand til at gøre Mennesker lykkeligere end Kristendommen - den rigtige Kristendom.
Men Fagterne! Hvem der kunde tale saa klart som Lynet og saa hørligt som Tordenen, at det dog kunde forstaas, at det er „Fagterne” vi vil tillivs. Og det giver Spørgsmaalet „borgerlig Vielse” jo netop saa udmærket Anledning til. Fordi man der kan sætte en tyk Streg under det, vi skylder „Kejseren”, det Samfund, vi alle lever i - og en tyk, tyk Streg under den anden Side af Ægteskabet, der som Fru S. F. siger, er „noget meget være” end Retspunktet. Ja, det er det rigtignok. For det er det, vi selv er - hvad vi kan give, hvad vi kan leve hver Dag der gaar; det er Menneskers Tro paa alt, hvad der er sandt og helligt - eller deres Foragt for det Kort sagt, det er den Aand, som er i os, og som derfor naturnødvendigt maa præge alt det, vi kalder vort. Og der skal sættes en tyk Streg under, at det er det, vi selv vil og ønsker og derfor er, der gør hele Udslaget i Resultatet af alle vore Foretagender.
Det er en god Tjeneste, naar nogen prøver paa at faa os til at klare Begreberne om, hvad der har virkelig Livsværdi, og hvad der blot gives ud for at være Værdier. Men det er Øllebrødsbarmhjærtighed at synge Vuggesange for alle de Mennesker, der ikke gider eller aldrig er bleven opmuntret til at tænke sig om. „Nu har I haft en Skik i over hundrede Aar; der er ganske vist ikke megen Mening i den og den er usand for mange og forvirrende for alle de tankeløse - men det var rigtignok Synd, om I skulde skynde eder med at forstaa, at denne Ordning er der dog Mening i; og eders Kristendom forulemper den ikke i mindste Maade. Nej, sov videre, I kære Børn!”
Jeg har ondt ved at tro, at de landlige Krese, som Fru S. F., og Fru Th. J. kender saa godt, er meget aandeligt vaagne Krese, naar hine saa aldeles har opgivet, at Landfolk nogenlunde hurtigt kan omvende sig til at tænke klart og sandfærdigt om dette Spørgsmaal, saadan at det ikke blev „Tvang” for dem at sige Ja til det.
Jeg svarer for, at mine Venner mellem vestjyske Bønder ikke vilde være vanskelige at overbevise - især fordi de bryder sig saa alvorligt om deres Kristendom.
Og nylig hørte jeg en sjællandsk Bonde tale om borgerligt Ægteskab saa radikalt som nogen Radikaler kunde ønske sig - og sin Kristendom foragtede han dog alligevel ikke.
Frk. I. Falbe-Hansen sagde ved ét af de sidste Møder her i Københavns Kresen, at havde vore Lovgivere blot ikke kaldt deres Lovforslag „tvungent borgerligt”, men ladet dette være noget underforstaaet selvfølgeligt, medens de højt og lydeligt talte om „frivilligt kirkeligt Ægteskab” - saa var Modstanden sikkert ikke bleven nær saa stor.
Det er noget af det aller klogeste og psychologisk rigtigste, der er sagt i hele denne Sag. Men hvor lidet smigrende det i Virkeligheden er, gaar vel desværre ikke en Gang op for alle de „ufærdige” til Loven.
Fru S. F. slutter med at sige, at alle vi, der holder af „Dansk Kvindesamfund” er forenede i et: Ønsket om lige Ret for Mand og Kvinde.
Ja, det er vi, og gid den Sag maatte faa god og hurtig Fremgang, lige som alt andet, der er Sandhed og Retfærdighed i.
Men maa jeg ikke slutte med at sige, at desværre er Kvinderne vist lige saa „ufærdige” til at tage imod deres Valgret, f. Eks. som til det borgerlige Ægteskab. Jeg mener naturligvis ikke, at Markens Faar ligesaa godt kunde komme i Rigsdagen, som de „ufærdige” Kvinder, men Forskellen er ikke saa stor desværre, som den burde være, naar det gælder Kvinders Forstaaelse af deres Værdighed som Mennesker og deraf følgende Interesse for dem selv, deres Børn og det Samfund, vi lever i.
Jeg er glad ved, at Fru S. F. og mange andre vaagne Kvinder ikke opfordrer deres „ufærdige” Søstre til at sove videre ogsaa i den Sag.
Det forsikrer jeg, der skal ske en vældig stor Omvæltning i mange Kvinders Hjærne og Følelser, inden de omvender sig til at se, hvad der er sandt og retfærdigt i Kvindesagen.
Havde man Øllebrødsbarmhjærtighed med dem, gav man dem meget mere end 10 Aar til at betænke sig i, om de vil godkende eller ej.
A. K.
