Om Menneskelegemet og dets Krav.
II
For skarpere at faa vor Afhængighed af vore Omgivelser frem, lad os saa begynde med følgende: Livet og dets Omgivelser. I et Frø kan ligge Spiren til et stort Træ; men den bliver ikke til andet end Spire, hvis ikke Frøet i sin Omgivelse møder de Betingelser, som er nødvendige, for at en Vækst kan finde Sted. Spiren har Evnen til at kunne udfolde sig men besidder ikke Midlerne, Materialet, som skal bruges dertil. Den indeslutter et Liv i Dvale; men det vækkende og frigørende skal komme uden fra. Men den har, som alt hvad der er Liv i, Evne til at optage i sig døde Stoffer fra Naturen, saaledes at de forvandles fra at være døde til Dele af den levende Organisme. Derfor, saa snart Lejligheden tilbyder sig, at en Udvikling kan finde Sted, saa sker det ogsaa. Livet er altsaa knyttet til Frøet, medens Betingelserne for Vækst og Udfoldelse er knyttet til Omgivelserne. Hvorvidt nu Spiren skal naa sin Slægts Fylde, vil være afhængig af, hvorvidt Omgivelserne byder de Betingelser, dertil kræves. Er Betingelserne (det vil sige Ernæring, Lys og Varme) mangelfulde eller staar i Misforhold til hverandre, saa kan Væksten ikke blive fuldkommen; Sundheden og Modstandskraften vil komme til at staa paa svage Fødder; og en kummerfuld Tilværelse med tidlig Ælde vil blive Følgerne.
At Plantelivet er saa nøje afhængigt af ydre Betingelser, er der vel ingen, som tvivler om. Men gaar vi til de højere, mere sammensatte Organismer, Dyrene, saa er det for den almindelige Folkebevidsthed, som om disse ikke var saa afhængige, skønt Forholdet er det samme, eller ogsaa man kan sige, at i samme Forhold, som de staar højere, er Fordringerne og følgelig ogsaa Afhængigheden større. - Men at Mennesket, denne aandrige og fremfor alle andre Individer begunstigede Skabning, i sin Udvikling endnu skulde være mere afhængig af ydre Omgivelser; det bliver dog for meget: Menneskeaanden staar over Legemet; og alt som denne udvikles og kommer til at stille sine Fordringer, saaledes kan og skal ogsaa Legemet følge og bøje sig; Naturens Love maa være Aandens undergivne; og Mennesket kan ikke, uden at fornægte sin Adel, stille sig i samme eller endnu større Afhængighedsforhold til Naturen end Dyr og Planter. - Den Tale synes jo at være meget fornuftig og Mennesket fuldt værdig og dog, ja det kan ikke nytte at skjule det, er det saaledes, at den baade er ufornuftig og uværdig og røber saavel Uvidenhed som Overtro. Thi Mennesket er ikke Aand alene men baade Aand og Legeme; og en af disse Dele er ikke et Menneske. Saa hvad der er Brud mod det ene, er ogsaa Brud mod det andet; hvad der skader det ene, skader ogsaa det andet; og intet kan i Virkeligheden være gavnligt for Legemet, naar det er Brud mod Aanden, og heller ikke omvendt. Imellem Aand og Natur i Mennesket eller mellem Aandslove og Naturlove findes den inderligste og fuldeste Harmoni.
(Sammenlign forrige Stykke). Og dette følger jo ogsaa ligefrem af sig selv, naar man betænker, at hele den os omgivende Natur med alle dens Love i dybeste Forstand er og ikke kan være andet end den synlige Udfoldelse af almægtige Aandslove; hvad der ogsaa kan siges paa den Maade, at Naturen er en Del af Guds Aabenbarelse.
Da dette nu forholder sig saaledes, vil det være klart, at, hvad enten man forbryder sig mod de i Naturen aabenbarede Love eller mod dem, der ikke er aabenbarede, saa forbryder man sig dog mod Guds Love; men dette er langt fra oppe i Folks Bevidsthed. - Enhver ved og føler, at det er Synd og Mennesket uværdigt, at forbryde sig mod Aandslovene, som danner Forholdet mellem Gud og os; men mon nogen tænker paa, at det ogsaa er Synd og Brud paa Guds Ordning, at overtræde de Love, som danne Forholdet mellem os og Jorden eller Naturen, og som særlig betinger Legemets Udvikling og Bevaring?
Naar et Menneske afliver sig i et Øjeblik, saa forstaar alle, at der er sket en Forbrydelse; men hvis Døden var paaført ved en Række gentagne Smaabrud mod Lovene gennem et kortere eller længere Tidsrum, saa betragtes dette ikke for Selvmord; og dog er det indirekte et saadant. Slaar en Mand sin Karl ihjel, bliver han haardt dømt baade af Domstolene og Folkefølelsen. Hvis en Arbejdsherre byder sin Arbejder at benytte et gammelt Stillads, som falder ned med Arbejderen, og denne mister Livet, saa er alle enige om at fordømme et saa raat og skamløst Spil med Menneskeliv. Men hvis samme Arbejdsherre derimod ved at presse sine Arbejderes Løn ned, tvinger dem med Hustruer og Børn til at bo i usle, usunde Huller, og til at leve af utilstrækkelig Føde, hvilket bringer Elendighed, Sygdom og Død ind i vedkommende Familier, da falder Dommen helt anderledes, eller rettere sagt, der fældes slet ingen; thi Samfundsøjet er ikke opladt for, at der, for at kunne leve, maa være visse Betingelser til Stede, at disse Betingelsers eneste Kilde er Arbejdet, og at den, der nægter at lade Arbejdets Frugter tilfalde den arbejdende, berøver denne Betingelserne for at kunne leve, og dermed Livet.
At der mellem Aar og Dag paa denne eller lignende Maader begaas Tusender af Forbrydelser saavel af "Samfundets Støtter", som af andre, er ved lidt Eftertanke vist soleklart. Men Uvidenhed om Menneskets Vilkaar i Forbindelse med og støttet af en vis Overtro holder Øjet lukket derfor.
Overtro. Naar her sigtes til Overtro, da er det denne, som strax, naar en Sygdom eller Ulykke indtræder, da udbryder: "Ja, det er nu saadan tilskikket af Vorherre." Hvor en saa vrang Opfattelse af vort Forhold til Gud og Verden er raadende, der er Arbejdet for al Oplysning forgæves, fordi den betragtes som overflødig. En saadan Livsopfattelse er grundet paa, at vi kan gøre, som vi vil, hvad der skal "ramme" os, rammer os trods alle Forholdsregler; Sygdom og Nød lægges paa os og tages af os, alt som Gud finder det bedst. - At gaa nærmere ind paa at belyse det umenneskelige og ukristelige i denne Opfattelse, finder jeg ingen Anledning til; for tænkende Mennesker vil det i Forvejen staa klart, at efter denne bliver baade Gud og Mennesket kun Vrængebilleder, og for
ikke-tænkende, er det forgæves at skrive.
Oplysning og Uvidenhed. Medens der unægtelig paa mange Omraader gøres meget for at fremme Almen-oplysning,, saa staar det lige godt fast, at der endnu aldeles intet gøres for at fremme Oplysning om et af de vigtigste Forhold, hvori vi Mennesker staar, nemlig vort Forhold til og Afhængighed af den Verden, hvori vi lever.
Den almene Oplysning omfatter det elementære, Læsning, Skrivning, Regning samt Brokker af Historie og Geografi; den højere har tilknyttet Brokker af fremmede Sprog og andre mer eller mindre fjærnt liggende og for det daglige Liv ubrugbare Doktriner; jo fjærnere og jo længere borte fra det almene Æmnerne ligger, desto "højere" og "finere" er Uddannelsen. Men midt i denne "glimrende" Oplysning dukker op den sorteste Uvidenhed om, hvad der ligger lige for, og hvad alle burde vide. Men des værre, saa skal det nok ogsaa være det virkelige Tegn paa "Dannelse", at man er aldeles ukendt med det daglige Liv og alle dets Forhold.
I Stedet for hele det nuværende bagvendte Undervisningssystem, trænger vi til og maa have en Almenoplysning, hvis første Maal er at oplyse om de Betingelser og Vilkaar, vi leve under, og som alt i Forhold dertil vækker Tænkning og praktisk Sans. Hvorledes vi er afhængig af Luft, Klædedragt, Bolig, Næring o. s. v. burde være blandt første Fag i HverMands Undervisning; og det ikke blot af rent personlige Grunde, men, som det vil let indses, ogsaa af sociale. Hvilke Sygdomme og Ulykker vilde ikke ofte med bedre Vidende kunne undgaas, og hvilke Midler vilde ikke under samme Vilkaar kunne spares.
Undervisningen burde med uudsletteligt Præg indprænte ved selv praktisk at være anlagte derefter, at Livet er det givne, men at Betingelserne for dets Udfoldelse, Væxt og Bevarelse er knyttede til Omgivelsen.
I de følgende Artikler skal gives adskillige letfattelige og praktiske Oplysninger om de Krav, Legemet gør, for at Sundheden skal kunne bevares.
