« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinden i Ordsproget
En Studie af Magister Carl Benzon.
(Fortsat fra Nr. 5).
Efter disse redegörende Betragtninger tager vi fat på Gruppe A.:
Hvad er vel en Kvinde?
Manden besvarer dette sit eget Spörgsmål med en Oprigtighed, der står i passende Forhold til hans cultur. Brutalest er vel Hinduens Svar. Han taxerer ikke Kvinden synderligt höiere end Landsbyens Hunde:
- Om Kvinden ingen Næse havde, åd hun gærne Skarn.
Men den tydske Almuesmands Vurdering af hende er i Grunden ikke stort bedre:
- Die Frauen sind zu nichts gut als zum Flöhefangen.
Så temmelig international er den mandlige Opfattelse af Kvinden som et afgjort inferieurt Væsen, hvem det gælder om at holde i ærbødig Afstand, når ikke netop Manden giver Vinket til Tilnærmelsen. Franskmanden har bl. a. givet denne Lov Orakelform: Kvinden har at entholde sig fra Mandens b b b b. Der menes: bourse, bonnet, barbe, brayette. I en noget ældre Form gives den samme Lov dog i helt utilslørede Ord:
Ne souffre à ta femme pour rien
De mettre son pied sur le tien,
Car lendemain la pute beste
Le voudroit mettre sur ta teste.1)
1) Tål ikke for nogen Pris, at din Kvinde sætter sin Fod på din, thi (ellers) vilde det uhumske Dyr Dagen efter sætte den på dit Hoved.
Tydskeren har conciperet Loven i disse Ord:
- Des Weibes Hände sollen den Flachs vom Rocken melken; wenn sie sich aber an den Bart des Mannes machen, soll man sie mit Koth waschen und im Feuer trocknen.
Manden mener altså at have Ret til ubetinget at oversee Kvinden, og han støtter navnlig denne Ret på Påstanden om, at hun er dum. Når der ingen Damer er tilstede, insinuerer den ellers så galante Franskmand, at Kvindens Hjærne er lavet af „Abe-Fløde” og „Ræve-Ost”, - med disse to Ingredientser ønsker han nemlig at betegne det absolut ikke existerende. Han viser sig i så Henseende som en værdig Descendent af Oldromeren, der hævdede dette:
- Muliebri nil cogitatione levius.2)
Hvad Tydskeren har oversat saaledes:
Eines Weibes Plan Kann man leicht verstahn.3)
Og på Muligheden af Kvindens åndelige Udvikling troede i hvert Fald Oldtidens Hebræer ikke:
- Når et Asen får lært at gå op ad en Stige, da kan vi vente at træffe Kvinder fulde af Visdom.
Til Hebræerens Beskæmmelse er dog det Circus-Numer, der her alluderes til, sikkert for længe siden opført!
Allerhelst så Manden, at Kvinden helt manglede Hoved, d. v. s. selvstændig Vilje og Dömmekraft. Franskmanden forsikrer, at - La bonne femme est celle qui n’a point de tete.
Som en Slags Undskyldning for denne uartige Påstand fortæller Quitard følgende Anekdote :
Købmændene yndede fordum på deres Skilte at prale med det gode Ry, de nød, og lod derfor Gudinden Bona Fama afmale dær, som hun fremstilles i Æneiden, 4de Bog, Vers 117: med Hovedet skjult i Skyerne. Men Skiltedevisen: A la bone fame! - misforstodes i den ovenfor antydede Retning.
Denne Anekdote er dog kun en Paradefinte. Det sidst anførte franske Ordsprog har nemlig sin Rod allerede hos de gamle Romere, som ikke kunde döie, at Kvinderne gav sig af med Studier. Martialis har pointeret dette i sit Epigram XI, 20: Quæris cur nolim te ducere, Galla? Diserta es.4)
2) Intet er mindre vægtigt end en Kvindes Overveielser.
3) = verstehen.
4) Du spörger, hvorfor jeg ikke vil gifte mig med dig, Galla? Du er lærd.
Ud fra denne Betragtning advarer da Manden med patriarchalsk Overlegenhed Kvinden mod at betræde de lærde Stier:
Soleil qui luisarne au matin,
Femme qui veut parler latin,
Petit enfant nourri de vin
Vont rarement à bonne fin.
Johan Meyer anfører i sin Samling denne danske Parallel, der rimeligvis kun er en Oversættelse:
Når Sol står årle rød og fin,
Når Kvinder tale vil Latin,
Når Barn opammes skal med Vin,
Det bliver Skarn, er Spådom min.
Spanieren sammenligner endog den lærde Kvinde med et skrydende Æsel:
De una mula que hace hin
Y de una hija que habla latin
- Libera nos, Domine!5)
Bonaventure Desperriers minder i Novelle IX af sine „Joyeux devis” om dette Ordsprog, der foreskriver, hvorledes Begavelsesforholdet rettelig bör være mellem Mand og Kvinde:
- Sage ami et sotte amie.6)
For, siger han, hvis Veninden er lige så klog som Vennen, så „tager hun ham ved Vingebenet”
(sous l’aile). Der hentydes her til, at Mandfolkedragtens Pengelomme i hine Tider var anbragt helt oppe i Nærheden af höire Ærmegab. Den samme Tankegang gemmer sig i det engelske:
- Wine and wenches empty men’s purses.7)
At Manden först og fremmest af pecuniaire Grunde frygter Kvindens „Lærdom”, siges ganske jævnt i det danske Ordsprog:
- Lærde Kvinder er ulærde Husholdersker.
Men Manden mener tillige i al Almindelighed at have Erfaring for, at når Kvinden endelig har en Smule Begavelse, benytter hun den udelukkende i det ondes Tjeneste. Franskmanden forsikrer, at der aldrig har været mere end to gode Kvinder her i Verden, og af dem er den ene sporløst forsvunden, mens man i Mands Minde ikke har kunnet hitte den anden. Og i en lidt varieret Form siger han, at der her i Verden ikke findes noget værre end Kvinden, selv om hun er god. Ganske morsomt er Kvindens Slethed charakteriseret i denne lille proverbiale Strophe:
Si la femme était aussi
Petite qu’elle est bonne
Il suffirait d’une feuille de persil
Pour lui faire un complet habit
Et une couronne.8)
Kvindens Begavelse - når hun undtagelsesvis har nogen - er da også, efter Mandens bedste Overbevisning, en directe Gave fra Satanas. Professor i Retsvidenskab Jean Nevizan påstår i sin Bog „Sylva nuptialis” fra Begyndelsen af det 16. Aarhundrede, at det var Vorherre en sand Lyst at forme Kvindens Legeme, kun Hovedets Facon vilde han ikke have med at göre, og så overlod han Djævlen denne Del af Modelleringen. Derfor er dette siden blevet slået fast:
- Corps de femme, tete de diable.9)
Som Commentar til dette Ordsprog fortæller Adrien Desprez i sin Bog „La femme esclave, courtisane et reine” følgende Legende:
En Dag spadserede Vorherre og Sct. Peter langs Havets Bred, ivrigt optagne af en interessant theologisk Discussion. Da kom de til et Sted, hvor en lille hidsig Djævel stod og skændtes med en ikke mindre hidsig Kvinde, hvilken sidste forresten syntes at have Overtaget, og de lavede så syndigt et Spektakel, at Sct. Peter ikke kunde holde Tråden i Discussionen fast. Og løs på Hånden som den hellige Mand jo alle Dage var, foer han hen til Tumultuanterne og huggede Hovedet af dem begge to. Men det kunde Vorherre ikke roligt se paa; han bebreidede Sct. Peter stærkt, hvad han havde gjort, og bød ham straks at gå hen og sætte Hovederne paa igen. Sct. Peter adlød. Kvinden og Djævlen blev levende igen og fortsatte straks Skændsmålet, hvor de slap, hvorpå Vorherre og Sct. Peter spadserede videre. Lidt efter kom de tilbage til det samme Sted, og först nu opdagede Sct. Peter, at han i Skyndingen havde taget feil og anbragt Kvindens Hoved på Djævlekroppen og vice versa. Lidt skamfuld gjorde han Vorherre opmærksom på sin Bétise og spurgte, om han skulde göre den god igen. „Aa nej!” resolverede da Vorherre efter et Öiebliks Betænkning: „De to Hoveder er såmænd lige gode.”
(Fortsættes).
5) Fri os (nådigt), o Herre, for et skrydende Muldyr og for et Pigebarn, der snakker Latin!
6) En klog Ven skal have en dum Veninde.
7) Vin og „Pigebörn” tømmer Mandens Pengepung.
8) Hvis Kvinden var lige så lille som hun er god (o: hvis hendes Væxt ikke var större end hendes Godhed), vilde man kun behøve et Persilleblad til (deraf) at lave hende en fuldstændig Dragt og (endda) et Diadem.
9) På en Kvindekrop sidder et Djævlehoved.
