« Tilbage til søgeresultaterne
Amalie Skrams Jordefærd
Alle Venner af Amalie Skram og af hendes Bøger maa være Politiken taknemlige for Ordningen af den Mindefest, der holdtes i Studenterhuset den 21. Marts umiddelbart inden de nærmest ude i Krematoriet sagde hendes Støv det sidste Farvel.
Det er ingenlunde let for dem, der ikke hører Kirken til at faa dannet ny ædle og højtidsfulde Former for de Handlinger, der knytter sig til de store Begivenheder i Menneskelivet, og der vil maaske nok endnu en Tid blive ved at være noget fremmed og famlende over ukirkelige Sørge- og Glædesfester. Men ethvert Forsøg paa i det enkelte Tilfælde at give Sandheden hvad Sandhedens er, gør godt.
Der var stille og højtidelig i Studenterhusets store Sal med det dæmpede Lys og de mange røde Blomster. Og det gjorde godt at høre Amalie Skrams Venner forklare os et Liv og en Stræben, de havde kendt paa nært Hold - ikke en fremmed fra en anden Tankeverden talte fjerne Ord om det, han ikke kendte eller forstod. Der blev i Digt og Tale sagt stærke og milde og forstaaende Ord om „den fremmede Fugl”, der har boet iblandt os, og tilsidst samledes al stærk Følelse og Stemning i Slutningsstrofen af L. G. Nielsens Sang:
Som en uvejrsslagen
stor sortladen Fugl
er hun dødstræt dragen
ind i Dødens Skjul.
Faa har større givet,
end som Gæst hun gav –
Sorgfuldt suser Livet
nu om hendes Grav.
