Det kgl. Theater.
Hedda Gabler.
Det er altid en Begivenhed, ikke alene i København, hvor Digterens Værker udkommer paa Hegels Forlag, men over hele den civiliserede Verden, naar Henrik Ibsen, derovre fra München, hvor han har valgt sin Digterbolig, udsender et nyt Skuespil. Det læses, det debatteres og drøftes, og omsider spilles det: men altid har der været givet Publikum et Problem at løse. en Gaade at besvare, thi Ibsen er ikke den Digter, der giver sig af med selv at klare Spørgsmaalene, han kaster dem ud til alt Folket og overlader det saa til dette at finde ud af, hvad han har villet have frem, hvilken Tendens der skjuler sig i hvert hans Værk.
Her er desværre for indskrænket Plads til at dvæle ved de forudgaaende Kunstværker. Hedda Gabler er det sidste, og hvad den tekniske Bygning, Replikernes Formfuldendthed og Knaphed angaar, da staar dette Skuespil fuldt ud paa Højde med de foregaande; men for Hovedpersonen, for selve Hedda Gabler, kan Digteren ikke aftvinge os den ringeste Sympathi. Hedda Gabler er en af de Kvinder, der tror sig fødte til kun at drage Sødme af Livet uden selv at gøre noget dertil.General Gablers Datter var en fejret Balskønhed, men hun nærmede sig Slutningen af Tyverne, uden nogen af hendes Tilbedere havde gjort Mine til at ville gifte sig med hende. Hun er korrekt i sin Optræden, men plejer dog i al Hemmelighed Kammeratskab med den unge Forfatter Ejlert Løvborg. Bag Generalens Ryg sidder de to, Dag efter Dag, med samme illustrerede Blad for sig, medens Ejlert paa Heddas nysgerrige Spørgsmaal fortæller hende alle sine Bedrifter paa Nattesværmeriets Omraade. Deres Kammeratskab bunder ud i denne Nysgerrighed fra hendes Side, som han dog antager for Kærlighed, han mener sig ligesom rentvættet, naar han har givet hende sin Fortrolighed. Men da han en Aften lægger Armen om hendes Liv, brydes Forholdet voldsomt, og hun hæver en af General Gablers berømte Pistoler, den hun altid har i sin Nærhed og skyder med for Tidsfordriv, imod ham. Saa gifter hun sig med Jørgen Tesman, et Dusinmenneske, men en Lærd, om hvem hun tror, han med Tiden muligen kan blive Statsminister. Den sølle Fyr har tigget om at maatte forsørge hende, og hun giver sit Samtykke. Hedda Gabler tænker kun paa Luksus og Komfort. Bryllupsrejsen har varet et halvt Aar, nu kommer de hjem til den elegante Villa, der efter hendes Ønske er købt og møbleret til dem. Stakkels Tante Julie har givet Anvisning paa sine Rentepenge som Sikkerhed for Møblerne; Fruen vil have Liberitjener, Ridehest, vil føre stort Hus; hun staar højt over alle; hvor Pengene skal komme fra, er hende ligegyldigt. Hun foragter sin Mand, tænker med Rædsel og Modbydelighed paa at blive Moder, vil ikke høre Tale om Pligter, Ansvar, Krav, der kan blive stillet til hende, og hun keder sig til Døde. Hun er i Følge sin Opdragelse saa korrekt i Formen, at der aldrig for hendes Vedkommende kunde blive Tale om at ”hoppe ud af Kupeen”, i det højeste kan hun tillade, ”at en Tredjemand springer ind til hende og Jørgen og sætter sig hos dem; thi saa brydes Ensformigheden.” Hun er en haard, kold og egoistisk Kvindenatur, hun har ikke Hjerte, ikke Følelse, vil ikke et eneste Øjeblik kunne glemme sig selv for en andens Skyld, ikke kunne hengive sig i Kærlighed. Men hun vil herske, vil føle, hun ejer Magt over et Menneskeliv, og i Kraft af denne onde Herskesyge river hun Ejlert Løvborg fra den lille, blide Thea, der ved sin beroligende Indflydelse atter har gjort ham til Mand, har været Kammerat med ham i Ordets ædleste Betydning, har arbejdet med ham og faaet ham til at afholde sig fra alle berusende Drikke, Hedda Gabler ægger ham til atter at drikke, hun taaler ikke at se den rolige Lykke, der har hjemme hos de to, hun vil vise, hun er den stærke, idet hun driver ham ud paa Rangel og Svir, hvor han mister sit eget og Theas Arbejde, som Hedda faar fat i og brænder op, og omsider trykker hun ham Pistolen i Haanden og beder ham at bruge den men i Skønhed. Der kommer Efterretning om hans Død. Hun havde altsaa faaet Magt over et Menneskeliv og hun jublede, da andre sørgede, og følte det som en Befrielse, at han havde haft Mod til at bryde op fra Livsgildet, det var dog en Daad midt i alt det usle og lave. Begejstringen svinder, da hun faar rette Sammenhæng at vide, hører, at han mulig ikke har skudt sig selv, men er bleven funden i Frøken Dianas Boudoir med et Skudsaar i Maven. Det var ikke i Skønhed. Assessor Brack, Tredjemanden i Kupeen, fortæller hende dette og siger, han har genkendt Pistolen; hun er nu i hans Magt, taler han, da frygter hun den Skandale, der opstaar ved offenlige Forhør og deslige, men han vil tie, siger han saalænge hun vil. Hun véd altsaa, hun maa blive Assessorens Elskerinde, og hun vil ikke leve som ufri, ikke i Afhængighed af en andens Vilje, hun gaar ind i Kabinettet, trækker Gardinerne for, og med en kynisk Spøg paa Læberne skyder hun sig. Hun døde, som hun havde levet, uden Følelse af Ansvar.
Det kgl. Theater havde indstuderet Stykket omhyggeligt og sat det stemningsfuldt i Scene. Hedda Gablers Rolle var overgivet til Fru Hennings, der her viste en ny og overraskende Side af sin Kunst; thi de færreste havde vel troet, at denne Kunstnerinde havde formaaet at udfylde Hedda Gablers Rolle. Ingen kan jo lægge en Alen til sin Vækst, men Fruen havde søgt ved lange Slæb at bøde paa sin ringe Størrelse, og med Undtagelse af de enkelte Øjeblikke, hvor paatagne studerede Stillinger forekom unaturlige, maa der ydes fuld Anerkendelse for den dybe Forstaaelse af Hedda Gablers inderste Væsen og den fuldendte Udførelse af denne Rolle, der dog ligger langt fra Fruens Naturel. I sin lille, men vanskelige Rolle som Ejlert Løvborg gav Emil Poulsen lødig Kunst og hans Maske var illuderende. Hr. Mantzius som Assessor Brack og Hr. Poul Nielsen som Jørgen Tesman var begge fortrinlige, medens derimod Fru Bloch var mindre heldig. Hun forekom for usikker og provinsagtig. Arbejdet med Ejlert Løvborg, som og Kammeratskabet med ham, maatte nødvendigvis have sat Spor.
Stykket modtoges med Bifald, blandet med Hyssen og en enkelt Piben. Tæppet gik op, og Gongonens trende Slag paabød Stilhed, hvorpaa Folk rolig forføjede sig bort.
