« Tilbage til søgeresultaterne
Fri eller bunden Beværternæring
Naar man har ønsket at faa Kvinderne repræsenteret ved dette Møde, saa er det i en rigtig Erkendelse af, at det Spørgsmaal, der her drøftes, i høj Grad vedkommer Kvinder.
Ganske vist vil enhver, som ikke hildes af gamle Fordomme, erkende, at intet Spørgsmaal, der gælder vort Folks Ve og Vel, kan eller bør være Kvinden fremmed eller uvedkommende, og at det er en Uret mod hende og et Tab for Samfundet, at hun med sin særegne kvindelige Natur og Tænkemaade udelukkes fra Deltagelsen i og Ledelsen af Samfundets Sager; men det kan nok siges, at den Sag, som er for her, i ganske særlig Grad og paa en egen direkte Maade vedkommer Kvinden.
Thi hvis det, at Beværternæringen gives fri, vil bevirke, at Beværtningernes Antal øges i en uforholdsmæssig Grad - og dette synes ganske uundgaaeligt - og hvis det, at Beværtningernes Antal øges, vil bevirke, at Fristelsen til Misbrug af Alkohol bliver endnu større, end den alt er - og dette synes ligesaa uundgaaeligt - saa vil det i høj Grad komme til at gaa ud over Kvinderne, særlig Hustruerne og Mødrene, deres Hjem og deres Børn.
Her tænker jeg ikke paa de Kvinder, for hvem Alkohol er en Fristelse, men jeg tænkes paa dem, der igennem deres Mænd faar deres Liv lagt øde ved Alkohollens ubegribelige Magt og dens sørgelige Virkninger; thi det blev mangen Kvindes ulykkelige Skæbne at se den, hun elskede, fornedres, fordi Tilbøjeligheden til Drik ad den ene eller den anden Vej brød frem og fik Overtaget over hans Viljekraft og Evne til Selvbeherskelse; at se ham lidt efter lidt forandres til et stakkels, modstandsløst Vrag, hos hvem hun hverken kunde finde Raad eller Hjælp i Livskampen, eller maaske endog forandres til et brutalt Umenneske, hvis Mishandlinger hun maatte døje; at se sit Hjem mere og mere gaa til Grunde - baade i indre og ydre Forstand; at opleve den Ulykke, der vel er den største en Kvinde kan opleve: at føde Børn, der fra Moders Liv forudbestemtes til Elendighed, fordi deres Fader var en Dranker.
Naar man da staar overfor en saadan Landsfjende, en saadan Ødelægger af Værdier, som Alkohollen uimodsigeligt er i vort Folk, saa kan man med Rette vente og forlange, at de Folkets Tillidsmænd, hvem Ansvaret for at træffe en Afgørelse i Spørgsmaalet „Fri eller bunden Beværternæring" paahviler, at de søger at afgøre Sagen saa-ledes, at der ikke yderligere lukkes op eller skabes nye Baner for Alkohollens ødelæggende Virkninger, men at der - om det var muligt - dæmmes noget af for dens Magt.
Det er sikkert en overordentlig vanskelig Opgave, man her staar overfor - forskellige Meninger og modstridende Interesser gør sig gældende - men netop fordi Opgaven er saa vanskelig, og netop fordi en forkert Løsning af den kan blive saa skæbnesvanger i sine Følger, netop derfor bør Sagen ikke afgøres ensidigt, men alsidigt og grundigt belyses og overvejes, og under Overvejelserne bør alle Hjælpemidler tages i Brug.
Et af de Hjælpemidler, som synes at ligge ret nær, er dette: at søge at drage sig de Erfaringer til Nytte, som man har gjort i andre Lande, hvor Spørgsmaalet „Fri eller bunden Beværternæring" længe har været brændende, at søge at gøre Brug af de Resultater, som andre Folk er kommet til - saameget desto mere som den af Regeringen her i Landet nedsatte Ædruelighedskommission har foretaget indgaaende Undersøgelser og samlet et stort Materiale paa dette Omraade.
Det maa da forbause enhver, som har fulgt Forhandlingerne i Kommunalbestyrelsen om Beværternæringen, at man enten slet ikke synes at ænse dette Hjælpemiddel eller synes ganske at underkende dets Betydning.
Medens man altsaa i andre Lande efter aarelange Undersøgelser og Overvejelser - og efter at man ogsaa enkelte Steder har gjort Forsøg paa fri Beværternæring og har høstet sine bitre Frugter deraf - er kommen til det Resultat, at Beværternæringen bør drives inden for visse Indskrænkninger, og at dette meget vel kan ordnes, uden at der gøres Attentat paa Friheden, saa lyder det fra en lille Kommunalbestyrelse i et lille Land som vort, at dette vist næppe er noget godt Middel.
Man undres over en saadan ubegribelig Overlegenhed, over en saadan Mangel paa Lyst til at lade sig belære af andres Erfaringer og drage sig andres Fejltrin til Nytte ved at lade sig advare af dem.
Et saadant Standpunkt kunde maaske forsvares, hvor det kun gjaldt Ens eget personlige Ve og Vel; men i et Tilfælde som dette, hvor det gælder mange andres Ve og Vel, maa et saadant Standpunkt siges at være mildest talt uforsvarligt. - Der var maaske dem, der vilde bruge et skarpere Udtryk til at betegne det.
Alle - baade de, der er for, og de, der er imod Frigivelse af Beværternæringen - burde kunne blive enige om, at alle Hjælpemidler bør tages i Brug for at faa Sagen saa alsidig belyst som muligt og for at finde den retfærdigste og bedste Løsning. Men selv om dette sker, er det dog ikke nok. Den retfærdigste og bedste Løsning blev maaske endda ikke den sejrende i den endelige Afgørelse.
Det kunde nemlig hænde, at Sagen blev angreben af den Sygdom, som bestandig hærger vort offentlige Liv, og som angriber saamange af de Sager, som kommer for i de kommunale Raad og i Rigsdagen - der gaar Politik i dem.
Det kunde hænde, eller - er det maaske allerede hændt?
I saa Fald er der daarlige Udsigter for Ret og Sandhed i denne Sag; thi der hvor Politiken med alle dens Spidsfindigheder og Krogveje gaar ind, der gaar let Klarsyn og Evne og Vilje til at danne sig en uhildet Mening om Tingene ud; og der gaar ofte ærlig, mandig Troskab mod egen Overbevisning ogsaa ud, og mangen sund og fuldbaaren Sag blev Krøbling, naar den blev angreben af denne Sot.
Naar der saa let gaar Politik i Sagerne i vort Land, saa turde en af Grundene maaske være den, at der mangler Fantasi i vort offentlige Liv.
Man afgiver sin Stemme med alt skyldigt Hensyn - man bør vel sige ofte meget mere end skyldigt Hensyn til Partiet, man tilhører; og man er med at træffe Afgørelser med alt skyldigt Hensyn - ja, man tør vel sige med et undertiden meget mere end skyldigt Hensyn - til egne personlige Interesser; man underordner sig de Grupper, som sidder inde med Magten, man bøjer sig for de Meninger, som er populære, for ikke at miste sin egen Magt, for ikke at sætte sin egen Stilling paa Spil; men man lægger ikke tilstrækkelig Vægt paa, hvorledes de Afgørelser, der træffes, gaar ud i Livet og virker - virker ofte som en Hindring for Fremskridt og Udvikling, virker ofte med blandt de Magter, som lægger Menneskeliv og Menneskelykke øde; man mangler Fantasi til at følge Afgørelserne ud i alle deres forgrenede Virkninger, til at udmale sig det, der sker, naar Afgørelsernes Indhold faar Kød og Blod i det virkelige Liv og bliver til Sorg og Lidelse for levende Mennesker.
Og denne Art af Fantasi kunde der være god Brug for, naar der er Tale om at give Beværternæringen fri.
Og denne Art af Fantasi i vort offentlige Liv er det naturligt for Kvinderne at gøre sig til Talsmænd for; thi den ligger Medfølelsen meget nær.
I dette Tilfælde særlig Medfølelsen med de maaske mest værgeløse i vort Samfund - de fattige Kvinder og Børn; thi faar vi et forøget Antal Alkoholbeværtninger og dermed et forøget Drikkeri, saa vil næppe nogen rammes haardere deraf end de fattige Kvinder og de fattige Hjems store Skarer af Børn.
