« Tilbage til søgeresultaterne
Hvor Kvinder virker
Det er en smuk og gavnrig Gerning, Dansk Kvindesamfund gør mellem År og Dag, og den opmærksomme Tilhører til Beretningerne i Mandags ved Kbhvn.-Kredsens Generalforsamling kunde ikke undgaa at føle noget af den Fædrelandskærlighed, der kan blusse op i En, når man ser Landsmænd gøre noget godt, som møder så ægte dansk, og som man føler sig i Slægt med.
Når man ser det elskelige, danske Lune, den vidtdrevne Omhu og kærlige Forståelse, hvormed Frk. Anna Hjort leder og værner om de unge Piger, hun sender bort fra Storbyen ud til Bondens Gerning, men ikke mindst til Bøndernes Hjem - så føler man, hvilken Indsats Kvinder kan give i Op-dragelsen.
Og når man ser den næsten uendelige Tålmodighed og Flid, den rørende Ævne til at drage Nytte af de mindste Midler, den Forståelse af, hvorledes man skal samle de små Enkeltheder til en stor Helhed, som præger Fru Birgitte Berg Nielsens Gerning med Husholdningsundervisningen - så forstår man, hvilken Værdi disse Ævner vilde have for den offentlige Økonomi.
Og den sejge Udholdenhed, den troende Energi, hvormed Frk. Anne Bruun kan virke for en Sag som f. Eks. teknisk Skoles Åbning for Kvinder - vidner ærefuldt om, med hvilken Ret Kvinderne forlanger at være med i Forspandet for Samfundets Vogn.
Sådanne Kvinder, som de tre, hvis Navne lyste over Mødet i Mandags, formår i en Mands Sind at vække Begejstring for og Trofasthed mod Kvindernes Sag, og Kærlighed til det Folk, der gav ham Moder og Hustru.