« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne og Kommunalraadene
I vort offentlige Liv har det voldt megen Fortræd, at mangen vigtig Samfundsreform, der er bleven bragt i Forslag af de ledende Politikere, er bleven bedømt fra et Partistandpunkt i Stedet for af Hensynet til en sund og retfærdig Samfundsudvikling, navnlig i Retning af at bringe gavnlige Kulturstrømninger ind i de brede Lag. Følgen heraf er, at de Fremskridt, der gøres, i Almindelighed komme dumpende stykkevis som en Frugt af tilfældige Situationer i givne Øjeblikke i Rigsdagen. Men al social og human Lovgivning bør være et sammenhængende Hele, hvori ingen væsentlige Led savnes. Dette Forhold er en væsentlig Aarsag til, at man heller ingen Vegne kommer med Udvidelsen af den kommunale Valgret. Fra konservativ Side har man endnu hidtil været stærk nok til at gøre de saakaldte „besiddende" Klassers Herredømme saa godt som dominerende, navnlig i Sogneraadene, hvortil den højstbeskattede Femtedel af Kommunevælgerne rekruterer den større Del. I Købstæderne vælges den større Del af Byraadene som bekendt af den almindelige Vælgerklasse. Det er derfor, at Spørgsmaalet om Udvidelsen af den kommunale Valgret særlig har sine Modstandere blandt det store Hartkorns Repræsentanter i Rigsdagen.
Man vil fra den Side nødig udsætte sig for i Sogneraadene at faa Husmænd og Arbejdere i Flertal, og endnu mindre vil man have Kvinderne gjort valgberettigede og valgbare til disse Raad. At desuagtet baade gifte og ugifte Kvinder har faaet Valgret og Valgbarhed til Menighedsraadene, der foreløbig gælder 6 Aar, skyldes formodentlig en ren Tilfældighed. De konservative Modstandere, der ellers pleje at spidse Øren og raabe Gevalt, saa snart Talen er om Kvinderettigheder, have rimeligvis om ikke sovet, saa dog været magtbundne, da Loven om Menighedsraadene var ti! Behandling i Rigsdagen. Endnu har Ingen besværet sig over, at Husmødre og økonomisk uafhængige Kvinder taler et Ord med i Menighedens Sager, endog naar det gælder at udpege en ny Præst under en Vakance. Fra flere Sider forlyder det, at Kvinderne optræder saare frimodigt overfor Raadenes gejstlige Formænd og dømmer mere uhildet om mange Ting end Mændene. Man kan være overbevist om, at de lige saa tilfredsstillende vilde udfylde en Plads i Sogneraadene. Men under alle Omstændigheder er der, ved at give Kvinderne Adgang til Menighedsraadene, skabt et Præsedens, som vil gøre det meget vanskeligt for Reaktionen ret længe at spærre Adgangen for dem til Kommuneraadene. Nægtes kan det jo heller ikke, at den nuværende Regering har lagt for Dagen alvorlige Hensigter med Hensyn til Gennemførelsen af en udvidet kommunal Valgret. Havde man ikke den ulyksalige Partipolitik, som føres inde i Rigsdagen af højst forskellige Aarsager, hvori Parti- og Standsegennytten ofte spiller en fremtrædende Rolle, vilde den sidste Rigsdagssamling næppe være bleven sluttet, uden at den paa Dagsordenen staaende kommunale Valgreform var rykket sit Maal en Del nærmere, end sket er.
Denne Gang var det Føreren for det frikonservative Parti i Landstinget, som fremlagte Betænkningen om del omhandlede Reformforslag. Men Betænkningen blev fra alle Sider stemplet som komplet umulig som Grundlag for en endelig Lov. At det vilde komme saaledes, kunde man længe forud læse sig til i de konservative Aviser af alle Afskygninger. Disse kom atter og atter tilbage til Venstres „radikale" kommunale Valgret. Tillægsordet „radikal" gengaves stedse med spærret Skrift og fede Typer. En Tid syntes man dog fra den Side at have forsonet sig med, at selvstændige, skatteydende Kvinder fik Valgret og Valgbarhed; men da der stilledes Krav om, at ogsaa gifte Kvinder kom med, saa blev det helt galt. „Radikal" blev nu trykt med allerfedeste Typer.
Og dog er de gifte Kvinders Valgret og Valgbarhed netop de paatænkte nye Kommuneraads solideste konservative Ballast. Hvad er det nemlig hovedsagelig for Sager, Kommuneraadene beskæftiger sig med? I Købstæderne er det, foruden de ofte betydelige Spørgsmaal vedrørende Havnevæsen, Gas- og Vandværk, store Gadeudvidelser osv., tillige særlig et temmelig vidtløftigt Skole- og Fattigvæsen. Man kan have Ret i, at Kvinderne mangler den tekniske Indsigt, der hører med for at forstaa sig paa Havnevæsen osv. Men hvem vover at nægte, at til Gengæld kan Kvinderne have et langt sundere og skarpere Blik for Fattigpleje og Skoleundervisning end de fleste Mænd, hvis daglige Dont drager Tankerne i helt andre Retninger! I Landkommunerne drejer det aarlige Budget sig saa godt som udelukkende om Skole- og Fattigvæsenet. Vej- og Vandvæsenet dirigeres nærmest af Amtsraadenes Vej- og Vandinspektører. Sogneraadene vogte sig i Reglen for at foretage noget paa de Omraader, førend der fra Amtsraadet, der inspireres af sin Inspektør, lyder et kraftigt: „Nu gaar det ikke mere med den gamle Slendrian!"
Men, hvor gavnligt vilde det ikke være, om man i Raadene havde varmhjertede og klart skuende Kvinder, der kunde give nye Impulser angaaende Undervisningsvæsen og Fattigpleje? Gennem hele Samfundet gaar et Suk over de ulykkelige forældreløse og forsømte Børn. Det er mange Gange ikke saa meget Midlerne det skorter paa, som Maaden, hvorpaa de anvendes, som bidrager til, at Samfundet her synes at være raadvild. Vi siger frejdigt: Tag Kvinderne med paa Raad, giv dem lovmæssig Handlefrihed og Indflydelse, saa skal det nok vise sig, at man bedre end nu kommer over Vanskelighederne.
Endnu blot dette: I de allerfleste Landsbyskoler har man stadig kun 18 Timers Skolegang fordelt paa 3 Dage om Ugen. Tror man, at nogen oplyst og varmhjertet Kvinde, naar hun faar et Medansvar, vil i vore Dage nøjes med dette Forhold, som Biskop Monrad karakteriserede som Landsbyskolens „anden Dags Feber"? Saaledes som Veje og Stier nu er forbedrede, maa der kunne gives hvert Landsbybarn mindst fire Timers daglig Undervisning. Hvad vilde en saadan Ordning ikke bidrage til at styrke og højne den jævne Befolknings sædelige Kraft og Oplysning? Men denne Ordning lader sig aldrig gennemføre af de priviligerede Flertal, der giver Tonen an i Sogneraadene. De holder i Reglen Haanden paa Lommen, naar man vil have dem ind paa saadanne Ting.
Dette er kun korte Antydninger. Men det er formodentlig nok til at vise ikke blot det ønskelige i, men ligefrem Nødvendigheden af, at Kvinderne faar lige Adgang med Mændene til de kommunale Raad.
