« Tilbage til søgeresultaterne

Ensidighed

Af: Vibeke Salicath

« Se emneord

Fru Schou har ganske Ret i, at mit Svar ikke er en Imødegaaelse af hendes Artikel. Det skulde det heller ikke være, det er kun, som jeg har skrevet, „et Par Bemærkninger om Artiklens Indledning".

At komme ind paa en Diskussion om „K. H."’s eller „Fru Lucretias" Anskuelser om Kvindesagen, Valgretten, osv. er ikke min Hensigt. Fru Schous Stilling som Redaktør af „Kvinden og Samfundet" og min som Sty­relsesmedlem i en af Dansk Kvindesamfunds Kredse, godtgør tilstrækkeligt, at vi maa se nogenlunde ens paa Kvindesagens Maal. At debattere det vilde derfor kun være Tids­spilde.

Fru Schou har spejdet efter at se mit Navn under en Kvindesagsartikel. Jeg har i det sidst forløbne Aar skrevet saa mange, baade signerede og usignerede Artikler, der om­handlede det ønskelige i, at Kvinderne fik Valgret, saa jeg ikke har anset det for nød­vendigt, ja ikke engang for gavnligt, om jeg i denne Anledning atter havde taget fat. Nu var det mere praktisk, om andre Navne kom paa Arenaen. Det er jo ogsaa sket, idet Fru Ester Carstensen og Frk. Johanne Schroll i Kv. Blad for den 10de og 17de Maj er frem­kommet med Artikler set fra Kvindesagsvennernes Side - Indlæg, som det har glædet mig at læse, ligesaa meget for Sagens Skyld, som fordi de er Beviser paa, at min Udtalelse om, at Kvindernes Blad er villigt nok til at optage Artikler om Kvindesagen set fra for­skellige Lejre, holder stik. -

Men da jeg forstaar, at Fru Schou ikke vil ind paa det, som jeg ønskede at faa disku­teret, nemlig den Ensidighed, der ofte har gjort sig gældende i Dansk Kvindesamfunds Arbejdsmaade, og som efter min Formening Fru Schou har gjort sig til Talsmand for i „Kvin­dernes Blad og Kvindesagen", saa vil jeg ro­lig vente, til maaske en anden vil drøfte Sagen. Men det er den Ensidighed, der har bevirket, at „til Trods for alt det ærlige og uegennyttige Arbejde, som Kvindestemmeret­tens Forkæmpere - baade Mænd og Kvinder - i mange Aar har ydet for at vække Interesse hos Kvinderne selv for denne Sag", har nogle Kvinder desværre endnu kun grumme lidt Forstand paa de Goder, som Stemmeretten vil bringe dem.

« til toppen

Emneord

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder

Regioner