« Tilbage til søgeresultaterne
„Kvinden og. Samfundet" som Medlemsblad
Som Punkt IV. paa Programmet for vort Fællesmøde i Aar staar „Beretning om „Kv. og Sf." samt Forslag om, at Bladet gøres til Medlemsblad for alle Kredsene".
Dette er et Punkt af den største Betydning for vor Forening - for dens indre Liv og for dens ydre Fremgang.
Bladet bør være Bindeled mellem Kredsene og Fællesstyrelsen og mellem Kredsene indbyrdes og saaledes fremme Samarbejdet; men for at det skal kunne være et saadant Bindeled, og for at et virkeligt Samarbejde skal kunne komme i Stand, maa Bladet komme til alle Medlemmerne – altsaa være Medlemsblad.
Det grænser op til det meningsløse, at en Forening som Dansk Kvindesamfund med sine mange Kredse, der bestandig vokser i Antal, og med sine Medlemmer spredt over hele Landet, ikke bar et Medlemsblad. Det er ikke nok, at vi hvert Aar holder Fællesmøde og der mødes og udveksler vore Meninger om Foreningens indre Anliggender og om de Opgaver, som vi udadtil søger at løse; for det første er det for lidt at arbejde sammen en Gang om Aaret, og for det andet kommer jo kun de færreste af Medlemmerne med til Fællesmødet. Bladet derimod kommer 22 Gange om Aaret; dets Spalter staar aabne for alle Medlemmerne, og ved stadige Meddelelser fra Kredsene kunde den ene Kreds faa gode Ideer fra den anden, og Vekselvirkningen mellem Medlemmerne og mellem Kredsene igennem Bladet kunde virke opmuntrende og frugtbargørende paa Arbejdet. Ligeledes kan Medlemmerne igennem Bladet stadig holdes à jour med Udførelsen af de Planer, som lægges paa Fællesmødet, og dette vil bl.a. kunne holde Interessen vedlige for de Opgaver, Dansk Kvindesamfund søger at løse til Gavn og Fremgang for Kvinderne i vort Land - og for Mændene; thi trods alle kunstigt opstillede Skranker er Mands og Kvindes Lykke og Velfærd inderligt og uadskilleligt forbundne. Men for at Bladet skal kunne løse denne Opgave, saa maa det naa til alle Medlemmerne - altsaa være Medlemsblad.
Blandt de mange Krav, der stilles til „Kv. og Sf." er det ikke det mindst berettigede, at det skal virke oplysende. Naar man kommer rundt i Landet, kan man ikke undgaa at lægge Mærke til den Uvidenhed, der findes - ikke mindst blandt Kvinder - om snart sagt alle Samfundsforhold; endogsaa om noget for Kvinder saa vigtigt og nærliggende som deres Retsstilling i Forhold til deres Børn er de fleste ganske og aldeles uvidende. Og dog er det af største Betydning for Kvinder - for deres egen Udvikling og Fremgang og for deres Indflydelse i Samfundet, naar den Tid kommer, da de skal give deres Ord med i Laget i de offentlige Sager, at de er grundigt vidende og virkelig forstaaende. Dette er der mange, der begynder at indse, og der findes ogsaa hos mange Kvinder - og vel ikke mindst hos Dansk Kvindesamfunds Medlemmer - en stærk Trang til at faa noget at vide, til at blive oplyste om Forholdene og Livsvilkaarene baade i retslig, social og politisk Henseende i det Samfund, de er en Del af. Denne Trang bør „Kv. og S f." imødekomme; men om dette skal kunne ske i den videst mulige Udstrækning, da bør det læses af alle Medlemmerne - altsaa være Medlemsblad.
Fra hvilken Side man end betragter Sagen, taler alt for, at „Kv. og Sf." bør være Medlemsblad; derfor bør Tillidsmændene fra Kredsene, før de rejser til Fællesmødet, erhverve sig Bemyndigelse til at gøre Bladet til Medlemsblad i deres Kreds; thi skal der være Mening i det Hele, da maa Bladet være Medlemsblad i alle Kredse.