« Tilbage til søgeresultaterne
Sankt Hansfesten paa Skamlingsbanken 1905
Hvert Aar d. 24de Juni samles Sønderjyderne til Fest paa Skamlingsbanken med deres danske Brødre og Søstre.
Det er en smuk og stemningsfuld Fest. Hjertet banker varmt af Kærlighed til Fædrelandet, naar man paa dette naturskønne Sted, rigt paa historiske Minder, hører Folkemængden istemme de gamle, kendte Toner, og man føler, at her er ganske særlige Betingelser til Stede for at faa Folk i Tale, fordi Hjerterne paa Forhaand er aabne og modtagelige for enhver god Sæd, som kastes ud.
Det ligger uden for dette Blads Opgave at bringe et Referat af Talerne, som holdtes af Hr. Pastor Møller fra Slagelse, Hr. Peschcke Køedt og Sønderjyden Peder Skau.
Kun en ganske enkelt Del af Mødet kunde vi ønske at udtale os om, den Del nemlig, som angaar os Kvinder. Det forekommer os at have Interesse for „Kvinden og Samfundet"s Læsere at erfare, at man endnu i det Herrens Aar 1905 hædrer os paa Skamlingsbanken ved Afsyngelsen af „Sparsomt i Norden" og „Vi har sagt det saa tit".
Vi trøstede os i Begyndelsen med, at det vel var saadan en gammel Tradition, som ikke burde brydes ved denne Fest, og da saa Hædersgæsten, Peder Skau, begyndte at tale om, at enhver havde sit Pund, som kunde og burde anvendes i Samfundets Tjeneste og om den store Indflydelse, som Kvinderne formaaede at udøve, da lyttede vi i spændt Forventning efter at høre et Ord om, at Tiden vel nu snart maatte være inde, da ogsaa Kvinderne fik Lov at anvende deres Pund, da man ikke længer lod dem staa uden for Lovgivnings- og Samfundsarbejdet, hvor deres Kræfter tiltrænges, og ikke mere afviste deres retfærdige Krav.
Men nej, saaledes lød Talen ikke. Man henviste os med smukke Ord til at udøve vor Indflydelse gennem Mændene, anspore og opmande dem til at gøre deres Pligt; men vor stedse voksende Trang til at udøve direkte Indflydelse, den hele Bevægelse, der samler flere og flere Kvinder om sig, nævnedes end ikke med et eneste Ord.
Man istemte med god Vilje: „Vi har sagt det saa tit", men ingen fandt Anledning til at bemærke, at disse gamle, højtravende Studenterviser fra Midten af forrige Aarhundrede om Kvindens Magt og Dejlighed faar en stedse mere parodisk Klang i danske Kvinders Øren, efterhaanden som den ene Rigsdagssamling sluttes efter den anden, uden at Mændene viger en Tomme for at give Plads for os, skønt mere end et Parti har anerkendt vore Krav som billige og retfærdige.
At man saaledes i Talen til Kvinden fuldstændig ignorerede hele Kvindebevægelsen, der dog netop nu tager stærk Fart, vakte i saa meget højere Grad vor Forundring, som det netop er i Højskolekredsene, at „Dansk Kvindesamfund" har fundet venlig Modtagelse her i Kolding. Det blev i Vinter udtalt ved et offentligt Møde af Formanden i Højskoleforeningen, hvor Fru Jutta Bojsen-Møller talte, at Kvindebevægelsen havde hans og Foreningens fulde Sympati, og at han var glad ved at kunne række Haand til, at der stilledes en Kreds af „D. K. S." i Kolding.
Hvoraf kommer det da, at vi nu hos de samme Mennesker møder saa ringe Forstaaelse af Bevægelsen, at ikke een tager Ordet for at minde Forsamlingen om, at Nutidens Kvinder ikke kan eller bør nøjes med mindre end Uge Ret med Manden, og at de ingenlunde faar anvendt deres Pund, før det bliver saaledes?
Hvis denne Tanke var blevet klart og tydeligt udtalt paa Skamlingsbanken, da kunde vi sige, at vi virkelig var kommen et Skridt fremad, og den 24. Juni 1905 vilde være blevet en Mærkedag i Kvindesagens - ja, vi kan vist godt sige i vort Folks Historie. Nu blev det anderledes. Det blev et Vidnesbyrd om, at man endnu i disse Kredse, der vil repræsentere det stærkeste danske Aandsliv, ikke er kommen videre end til at byde os Sukkergodt i Stedet for det Brød, som vi beder om.
Kolding, 25. Juni 1905.
