« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Kredsene
Odder-Kredsen.
Generalforsamling d. 30. Juni 1905.
Regnskabet godkendtes. Formanden, Fru Anna Jensen aflagde Beretning om Virksomheden i det forløbne Aar. Aftenskolen er som sædvanlig afholdt for unge Piger, med Oplæsning, Sang og Musik som Underholdning. Henved 40 har besøgt Skolen; gennemsnitlig 30 hver Skoleaften. I Februar har der været et Sykursus, som vandt saa god Tilslutning, at der tænkes afholdt et lignende senere. I Marts holdtes et større Møde med Frøknerne Anna Brosbøll og Helene Berg som Talere; deres Emner var: „Kvinden i Samfundets Tjeneste"; og „Kvindens Krav paa Valgret særlig belyst ved hendes Forhold som Moder". Kredsmøder er afholdt med Samtaler og Diskussion. „Kvinden og Samfundet" er antaget som Medlemsblad. Af de efter Tur afgaaende Styrelsesmedlemmer genvalgtes Højskoleforstander Dolleris og Fru Andersen; af ny valgtes Rasmus Bredkjær. Suppleanter: Frk. Kørbo og Frk. Boborg. Til Formand valgtes Frk. Dagmar Petersen. Til Revisor genvalgtes A. P. Sørensen. Repræsentanter til Fællesmødet i Aalborg: Formanden og Fru Marie Højsgaard.