« Tilbage til søgeresultaterne
En Hilsen til svenske og norske Kvinder
Udenfor Dagsordenen tog Fru Bojsen Møller Ordet for at sige, at hun ikke syntes, at vi danske Kvinder kunde være samlede, uden med den varmeste Deltagelse at tænke paa vore to Broderfolk, som for Tiden gennemgaar en saa alvorlig Krise, og uden at udtale vort dybeste Ønske om, at Forholdene maa ordnes uden Strid, og at de tre nordiske Lande maa kunne slutte sig broderligt sammen og i Fællesskab arbejde for Sandhed og Ret. Hun mindede om Selma Lagerløfs Skildring af de to Brødre, som der var kommen Fjendskab imellem. De mødtes en Aften ved Faderens Grav, og ogsaa der begyndte de at strides. Da høres der en Banken nede fra Graven; de forstaar, at det er deres gamle Fader, der vil have dem i Tale, og al Bitterhed og Fjendskab dør i deres Sind. - Denne Banken, dybt nede fra, for hvilken al Uvilje maa dø, det er de store, fælles Minder, som maner Nordens Folk, der har samme Oprindelse og samme Fortid, til Fred og Enighed.
Fru Bojsen Møller talte med Varme og Kraft, og efter at Forsamlingen under stærk Bevægelse, staaende havde sunget: Længe var Nordens herlige Stamme - Du gamla, du friska, du fjällhoga Nord - og Ja vi elsker dette Landet -, vedtoges det med Forsamlingens stærkeste Tilslutning at sende følgende Telegram til Frederika Bremerforbundet (Stockholm) og Norsk Kvindesagsforening (Kristiania):
Vi danske Kvinder, der er samlede til det aarlige Fællesmøde i „Dansk Kvindesamfund", til hvilket 28 Kredse over hele Landet sender Tillidsmænd, bringer svenske og norske Kvinder vor søsterlige Hilsen, og udtaler som vor fulde og faste Overbevisning, at I er enige med os i, at hvad der end kan komme Folkene imellem, saa er Krig mellem de tre nordiske Riger en Umulighed!
Ingen føler dette dybere end Kvinderne. Vi er udelukkede fra umiddelbar politisk Indflydelse, men des stærkere kræver vi, at Mødres, Hustruers og Søstres Ord maa blive hørte her, hvor det gælder hele Nordens Fremtid og Lykke!
Følgende Svartelegram indløb allerede den næste Dag:
Med varmeste Tak og Sympathi gengældes Søsterhilsenen fra Danmarks Kvinder.
Eders Ord giver Udtryk for Krav, som stærkere og stærkere rejses i alle Kultursamfund, og som først og fremmest vi Kvinder er kaldet til at stille.
Paa Norsk Kvindesagsforenings Vegne
Randi Blehr.
Mormonerne.
Uden for Dagsordenen indbragte Frk. Dr. phil. A. Hude en Opfordring til danske Kvinder om at være med til at modarbejde Mormonismens Udbredelse her i Danmark. En Dame der var udsendt fra en meget stor og indflydelsesrig Kvindeforening i Amerika, havde under sit Ophold her lagt Frk. Hude paa Hjerte at rette denne Opfordring til D. K. Sf., da Mormonerne i de senere Aar i særlig Grad rekrutteres fra Skandinavien. Norge og Sverige har stillet sig venligt til Henvendelsen, ligeledes Tyskland. Frk. Hude mindede om den Nedværdigelse, Mormonismen fører Kvinderne ind i, og sammenlignede den i denne Retning med „den hvide Slavehandel"; hun støttedes kraftigt af Frk. Helene Berg, der mente, at D. Kv. Sf. burde tage denne Sag op. og som udtalte, at Mormonismen var værre end „den hvide Slavehandel", fordi den kommer under Religionens Fane.
Som det første Skridt til at foretage noget i denne Sag, bedes Læserne af Kv. og Sf. indsende alle de Oplysninger, de kan skaffe tilveje, om Mormonernes Virksomhed i Danmark til: Redaktionen, Kongens Lyngby.
Fru Scheving havde ogsaa faaet Paalæg om at føre en Sag frem og vilde lægge et Ord ind for Kvindernes Afholdsforening. Foreningen kræver personligt Afhold og ønsker, at dens Medlemmer skal byde saa lidt Spiritus som muligt; aarligt Kontingent 50 Øre; kun 2 Møder holdes om Aaret.
Fru Bajer paalagde Kvinderne at samle sig om den store Fredssag, som alle Kvinderne bør være selvskrevne Arbejdere for.
