« Tilbage til søgeresultaterne
Tjenestepigeforeningen
Det er et ikke ringe Arbejde, Tjenestepigeforeningen har udrettet, siden den blev stiftet 15. Novbr. 1899.
Ved Møder, Blade og Cirkulærer samt ved personlig Henvendelse er der bleven drevet en meget ivrig og energisk Agitation med det rent ydre og paaviselige Resultat, at Foreningen - trods megen Modstand saavel fra Husmødrenes som fra Tjenestepigernes Side - efter de første fem Aars Arbejde stod med 453 Medlemmer, 350 aktive og 103 passive; et Medlemsblad: „Tjenestepigernes Blad”, der udkommer to Gange maanedlig; en Formue paa 6451 Kr. 02 Øre; Begyndelsen til et Bibliothek og en Del Inventar.
Det Arbejde og den Energi, der er lagt ind i Tjenestepigesagen, og den Sandhed og Ret, den indeholder, kan dog ogsaa maales med et ganske vist mindre haandgribeligt, men derfor ikke mindre virkeligt Maal.
Tjenestepigeforeningen har nemlig grebet ind ved forskellige Lejligheder og hævdet den Stand, den repræsenterer.
Et af de Punkter, den ganske naturligt har henvendt sin Opmærksomhed paa, er Tyendeloven. Ved en Generalforsamling i April 1901 vedtoges det at indsende et Andragende til Regering og Rigsdag om Tyendelovens Ophævelse. Samme Aar i August afholdtes i København en skandinavisk Arbejderkongres, hvor Tjenestepigeforeningen var repræsenteret ved sin Formand og Næstformand, der paa Foreningens Vegne bragte Forslag om Tyendelovens Ophævelse til Behandling. En saalydende Resolution vedtoges paa Kongressen :
„Den skandinaviske Arbejderkongres udtaler sin bestemte Misbilligelse af de Undtagelseslove overfor Tyendet, som i større eller mindre Grad er gældende i de nordiske Lande, hvorved en for voksne Mennesker nedværdigende Hustugt er tilladt, haarde, uretfærdige Strafferegler er gældende, hygiejniske Fordringer til Tyendets Opholdsrum tilsidesatte, og en ubegrænset Arbejdsdag er tilladt. Kongressen fordrer i Menneskehedens Navn, at disse Lovregler, som holder en talrig Del af Arbejderklassen, Mænd og Kvinder, nede i et Forhold, der grænser til Slaveri, ophæves, og at der etableres en human Beskyttelse for Tyendet, saavel hvad angaar dets Tjenesteforhold som dets retslige Stilling.”
Januar 1903 afholdtes et offentligt Diskussionsmøde om „Tjenestepigesagen og Tyendeloven”, og paa Valgdagen i Juni samme Aar blev af tretten Tjenestepiger det Spørgsmaal stillet til Kandidaterne i Københavns og Frederiksbergs Kredse: „Vil den ærede Kandidat i næste Rigsdagssamling arbejde, for, at Tyendeloven bliver forandret eller ophævet?” De fleste Kandidater lovede at tage sig af Sagen.
Da Tyendeloven i 1904 kom frem til Behandling i Rigsdagen, sendte Foreningens Formand, Frk. Marie Christensen, en Skrivelse til Folketingets Medlemmer, hvori det blandt andet hedder: - - - „erkendes det, at Tyendestanden er samfundsnyttige Medlemmer, bør den i alle Maader, saavel i sociale som i retslige Forhold stilles lige med andre Mennesker, og Tyendestanden maa da være de Love underkastede, som gælder for alle øvrige Samfundsklasser. Som Følge deraf, bør Tyendeloven afskaffes”.
I den af Justitsministeriet nedsatte Kommission, som skal forberede en Revision af Tyendeloven, er Tjenestepigeforeningens Formand, Frk. Marie Christensen, valgt ind.
Hvor meget eller hvor lidt Tjenestepigeforeningen har bidraget til, at Tyendeloven er taget op til Behandling, skal vi ikke udtale os om, men at den har haft sin Andel deri, derom er der ingen Tvivl; og at den igennem sin Formand og sin hele Væren-til vil faa Indflydelse paa Behandlingen af denne Sag og paa dens endelige Afgørelse, derom er der heller ingen Tvivl. Dette er ikke det eneste Tilfælde, hvor Tjenestepigeforeningen har ladet høre fra sig over for Regering og Rigsdag. To Gange har den grebet Lejligheden til at protestere imod at ,,Tyende” sættes i Klasse med „berygtede Personer”, begge Gange med godt Resultat.
I det Lovforslag om Menighedsraad, som kom frem i Folketinget 1902 stod der i § 4 a: „Alle Mænd og Kvinder over 25 Aar - undtagen Tyende og berygtede Personer -*) skal have Valgret til Menighedsraadene.
*) Fremhævet af Red.
Mod denne krænkende Bestemmelse holdt Tjenestepigeforeningen 2 offentlige, stærkt besøgte Protestmøder, hvor det enstemmigt vedtoges, at indsende et Andragende til Regering og Rigsdag med Ønske om, at § 4 a maatte blive fjernet af Lovforslaget. Andragendet blev indgivet og § 4 a blev fjernet.
I et Forslag til Lov om almindelig kommunal Valgret, som i 1903 forhandledes i Rigsdagen, blev Tjenestefolk atter stillet i Klasse med berygtede Personer; efter Forslaget skulde alle skatteydende Mænd og Kvinder have Valgret, men ikke saadanne, som „uden at have egen Husstand staar i privat Tjenesteforhold”. Efter et Andragende til Regering og Rigsdag fra Tjenestepigeforeningen blev disse Ord taget ud af Lovforslaget.
Med Hensyn til Tjenestepigeforeningens Forhold til Husmødrene gælder det vel foreløbig, at Flertallet af disse staar uforstaaende og overlegent overfor Foreningen og dens Formaal, endskønt adskillige Husmødre har været dens forstaaende Venner fra Begyndelsen, og efterhaanden som det gaar op for Husmødrene, at Tjenestepigeforeningens Arbejde egentlig lige saa meget er i deres Interesse som i Tjenestepigernes, saa vil al ilde Omtale forstumme og al Modstand falde til Jorden. Saaledes er „Indførelsen af Kontrakter, hvori de gensidige Forpligtelser og Rettigheder bliver noterede, og som saavel Husmødre som Tjenestepiger maa underskrive”, i høj Grad egnet til at bringe Orden og Klarhed i Forholdet mellem Husmødre og Tjenestepiger og derfor til Gavn for begge Parter.
Allerede 1901 oprettede Tjenestepigeforeningen et Anvisningskontor, „hvorved Tjenestepigerne fritages for enten at søge en averteret Plads ved personlig Henvendelse, hvilket i 19 af 20 Tilfælde var spildt Ulejlighed, eller at henvende sig til Fæstekontorerne, i hvis Interesse det kun ligger at tjene saa meget som muligt”.
Igennem Anvisningskontoret erfaredes det jævnligt, at der var Mangel paa virkelig dygtige Tjenestepiger; derfor besluttede Bestyrelsen at søge at faa oprettet et „Husholdnings-Skolekøkken for Tjenestepiger”, og til dette Formaal er der indsamlet en større Sum Penge.
Ligeledes er der dannet et Fond til Oprettelsen af en Tjenestepigeskole og et Hjem, hvor ældre Tjenestepiger kan faa en sorgfri Alderdom.
Indtil disse større Opgaver kan virkeliggøres, søger Foreningen ved Aftenundervisning, Foredrag etc. at virke opdragende og udviklende paa Tjenestepigerne, og saaledes højne Standen indefra.
Heraf ses det klart, at Tjenestepigeforeningen ikke alene virker udadtil og ikke alene stiller Krav, men at den forstaar, at Standen kun højnes ved en Dygtiggørelse af dens Medlemmer.
Tjenestepigeforeningens Bestræbelser har da denne tredobbelte Betydning:
1) At være et Værn for Standen imod Uretfærdighed og Overgreb fra Lovgivningsmagtens og Myndighedernes Side.
2) At ordne Forholdet mellem Tyende og Herskab, saaledes at de to Parter kan naa til gensidigt at respektere hinandens Krav og Rettigheder.
3) At hjælpe Tjenestepigerne til Uddannelse i deres Fag saa vel som til almenmenneskelig Udvikling, saa at de kan naa til at faa saavel deres Person som deres Arbejde respekteret af andre - og af sig selv.
Tjenestepigeforeningen forekommer os at være i det rette Spor. Tjenestepigerne har taget deres Sag i deres egen Haand. Ad denne Vej kan Tyendespørgsmaalet, som er blevet saa stærkt tilspidset i de senere Aar, løses, og det er maaske den eneste Vej, ad hvilken det overhovedet kan løses.
