« Tilbage til søgeresultaterne

Anna Mossevig

« Se emneord

Fru Ragna Nielsen har i „Nylænde” (15de Sept. 1905) skrevet et smukt Mindeord over Frøken  Anna Mossevig, der døde August dette Aar.

Anna Mossevig (f. 1856) blev allerede i Kon­firmationsalderen ansat i en Industriforretning.

1883 oprettede hun selvanden en Forretning paa Grøn­land et Kvarter i Kristiania. „Det varede ikke længe”, skriver Fru R. N., „før de Kunder, der søgte hendes Butik, forstod, hvilket ualmin­deligt Menneske denne kvindelige handlende var.

Hun blev snart den, som alle Mænd og Kvin­der, der trængte til Raad og Hjælp, søgte hen til. Da der skulde vælges Tilsynsudvalg for Folke­skolerne, stredes Oslo, Tøjen og Grønland om at faa Anna Mossevig; alle vilde de have hende i Udvalget. Og det var rimeligt, for hun tog det alvorligt med sit „Tilsyn”. Hun opsøgte de elen­dige og vanrøgtede Børn, tog dem hjem med sig, gav dem Mad og læste med dem”.

Senere skulde der vælges et nyt Medlem af Skolestyret. „Der var i den Anledning stort Møde i Arbejdersamfundet. Da hændte det morsomme, at den ene Kone efter den anden stod op og forlangte at faa Anna M. ind i Styret. Der blev svaret, at det kunde ikke gaa an, da hun var ugift; Forældrenes Repræsentant maatte være en Mo’r med Børn i Folkeskolen. Konerne rejste sig igen og erklærede, at Anna M. var bedre Mo’r end de fleste af dem, der havde en hel Børneflok. Og hun blev valgt”.

Senere kom hun ind i Fattigstyret, „hvor hun baade har afskaffet gamle Misbrug og indført praktiske Forbedringer”. Kvindesagen og særlig Kvin­ders Stemmeret havde en varm Forkæmper i hende. Hun sad i Kvindestemmeretsforeningens Bestyrelse og Fru R. N. udtaler, at hun ogsaa der vil blive meget savnet. „Hendes klare Forstand, hendes Grejhed og Uforfængelighed, hendes Evne til at se og sætte frem for andre det, som er Kærnen i en Sag, den sjældne Blanding af Idealitet og praktisk Flinkhed og ikke mindst hendes Humør og Sans for det komiske gjorde hende overalt til en skattet og afholdt Kollega og Kammerat”.

Under hendes sidste Sygdomstid naaede Efter­retningen om Afstemningen 13de August hende -Folkeafstemningen i Norge, angaaende Unionens Opløsning. - Det var „hendes sidste, store Glæde”. Da hun den 28de Aug. blev begravet „fulgte fra Grønland og Oslo saa mange Mænd, Kvinder og Børn, at der var som et helt Folketog i Ga­derne nærmest Kirkegaarden”.

Efter „ Nylænde”.

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Perioder

Regioner