« Tilbage til søgeresultaterne

Et Kvindemøde

Af: Marie Tullin Petersen

« Se emneord

Under uhyre Tilslutning afholdtes Søndag den 3. December Kl. 3 i „Arenateatret" et stort Kvindemøde i Anledning af Dom­men over de 3 Husarer.

Det var paa Initiativ af Fru Andrea Brochmann, Formand for de kvindelige Herreskræddere, at dette Møde blev afholdt, og Indbydelsen udgik fra Formændene for de kvindelige Fagforeninger. Mænd betalte 25 Øre i Entré. Kvinder havde gratis Adgang. Dette ulige Forhold motiveredes i „Socialdemokraten" efter Forespørgsel paa 3-dobbelt Maade. For det første ønskede Indbyderne, at Kvindemødet virkelig skulde blive et Møde for Kvinder; dernæst befrygtede man, at Mændene skulde optage alle Salens Pladser og Kvinderne komme til at staa udenfor, og endelig skulde Mændenes Afgift ved Indgangen tjene til at dække Ud­gifterne ved Mødet.

Længe før Tiden var Arenateatret fyldt til Trængsel, store Masser stod udenfor, og efter Sigende var Hundreder gaaet bort. Der blev talt godt og kraftigt og under stærk Tilslut­ning fra Forsamlingen af Fru Andrea Brockmann, Folketingsmand Chr. Rasmussen, Fru Emma Petersen, Journalist Oskar Jørgensen, Fru Louise Nørlund og Folketingsmand Borgbjærg. Den sidste Taler havde før han talte inde i Salen talt til Masserne udenfor.

Dirigenten, Frk. Marie Luplau, oplæste til sidst en Resolution, der vedtoges enstemmigt ved Haandsoprækning. Dens Ordlyd er føl­gende:

Forsamlingen udtaler sin dybe Harme over den haarde Dom, der er overgaaet de 3 me­nige Husarer, sin alvorlige Beklagelse af de Tilstande, der stadig raader indenfor Militær­etaten, og sit energiske Krav om en Reform saavel af den militære Retspleje og Straffelov som af de sædelige Forhold i Kasernerne. Forsamlingen retter en indtrængende Bøn til Forsvarsministeren om - bl. a. under Hen­syn til, at Sergeant Jacobsen ved sin Flugt har fældet sin egen Dom, - at indstille de 3 dømte Husarer til Benaadning.

En Deputation, bestaaende af Frk. Marie Luplau, Fru Emma Petersen og Fru Andrea Brockmann, vil overrække Resolutionen til Forsvarsministeren.

« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder