« Tilbage til søgeresultaterne
Nye Bøger og Juleliteratur
Thit Jensen: Martyrium. Samfundsroman. G. B. N. F. 1905.
Det første, der slaar en ved Thit Jensens Bog, er det brede, store i Anlæget. Ikke ofte er vi vant til herhjemme, at en Forfatter - særlig en Kvinde - former sin Bog paa denne Maade. Sædvanlig skildres et enkelt Menneske, fremstilles et enkelt Livssyn.
Ikke saaledes med Martyrium; den rummer mange Menneskeskæbner, forskellige Anskuelser, Dommen over flere Samfundsforhold. Dog træder der frem af Bogens Mangfoldighed en enkelt Skikkelse - en Kvinde, hvis Væsen er Kraft, Vilje og sund Levedygtighed, men som kommer ud af sin Bane, fordi hendes erotiske Instinkt er usikkert og vildleder hende, og som langsomt slides op i Samlivet med en Mand, der efterhaanden ødelægges og forraaes i Drukkenskab, men overfor hvem hun staar retsløs, fordi Ægteskabslovenes Uretfærdighed slaar hende alle Vaaben af Hænder og spærrer hende alle Udveje til Fremgang for sig, sine Børn og sit Hjem.
„Martyrium" virker stærkt agitatorisk ved den Kraft og Lidenskab, hvormed den er skrevet. Paa sine Steder er det, som om Indholdets Mangfoldighed sprænger Formen; derved bliver Fremstillingen noget brudstykkeagtig, hvad der særlig paa ét Punkt skader dens psykologiske Sandhed, idet Hovedpersonens bratte Nedgang i Slutningen af Bogen mere synes at foregaa i Kraft af Forf.s Vilje end i Kraft af Livets Nødvendighed.
Carl Hansen: Spild. (Silhouetter fra Forbryderverdenen). G. B. N. F. 1905.
Denne Bog bør ikke maales med almindelig literaturkritisk Maalestok; dens Værdi og Betydning ligger paa et helt andet Omraade end paa det literære. Den giver nemlig et gribende og paa sine Steder hjærteskærende Indblik i Menneskelivet, som "det leves paa Skyggesiden. Man lærer at kende saadanne Eksistenser, som indefra synes at blive tvunget ud i Lediggang, Forbrydelse og Ødelæggelse, men ogsaa saadanne, som udefra, af ulykkelige Omstændigheders Magt, tvinges ud paa den samme Vej.
„Spild" giver imidlertid ikke blot et for „skikkelige" Folk overordentlig lærerigt Bidrag til Bøllers og Forbryderes Psykologi; men den er et - formentlig villet og maalbevidst - Angreb paa visse Samfundsforhold, som „skikkelige" Folk ikke er helt uskyldige i.
Gid da denne Bog maatte ramme - og ramme paa de rette Steder - og ramme grundigt og virkningsfuldt.
Vito.
Karin Michaëlis: Munken gaar i Enge. G. B. N. F. 1905.
Man tager Karin Michaëlis nye Bog i Haanden, aabner den og begynder at læse - vel væbnet med Kritik, forberedt paa noget sygeligt, noget fantastisk. Man har ikke læst sig mange Sider ind i den, før Kritiken ganske umærkeligt fjærner sig; Grænserne mellem sandsynligt og usandsynligt viskes ud; man ser og hører, hvad Forf. vil; man tror alt, hvad hun fortæller; man er med i Toget, som kører op igennem Jylland; sidder i Kupé sammen med „den lille eksotiske Alma Selchau" og hører alt det sære, hun fortæller Søster Elise.
Først da Hother Hygum, Præsten, Alma Selchaus Brudgom, dukker op i Slutningen af Bogen, vækkes man til Virkeligheden igen, og noget uskønt, brutalt trænger sig ind paa en fra Bogens Blade. Kritiken bliver atter stærkt nærværende; men hvad den end har at sige, ét kan den ikke nægte: at Forfatterinden Karin Michaëlis i en sjælden Grad formaar at fængsle og betage sine Læsere.
Mathilda Malling: Lady Elizabeth Percy. G. B. N. F. 1905.
Mathilda Malling er en meget rutineret og maaske lidt manieret historisk Romanforfatter.
I ovennævnte historiske Roman er Heltinden den sidste direkte Ætling af den berømte engelske Slægt Percy, Lady Elizabeth, og Bogens egentlige Indhold er en Kærlighedshistorie mellem denne unge lunefulde, men dybt og stærkt følende Kvinde og hendes Slægtning „Bastarden" Kaptajn Henry Percy.
Fanny Tuxen: Den anden Hustru. Hagerup. 1905.
Denne Bog handler om to Søstre, der begge bliver gift med Enkemænd, og som højst forskelligt løser den Opgave: at være „den anden Hustru" og Moder for en anden Kvindes Børn. Den ene gør det nærmest engleligt, den anden højst menneskelig-skrøbeligt, og da hun til sidst er ved at løbe fra den vanskelige Opgave for at prøve at finde Lykken ved at blive en anden Mands „anden Kærlighed", lader Forf. hendes Mand styrte ned og blive livsfarligt forslaaet; denne stærke
Dosis Ulykke helbreder hende; hun vender tilbage til sin Mand, og alt ender, som det bør ende: Manden bliver rask, og hun bliver en lykkelig „anden Hustru".
Betty Marie Ahlberg: En Forlovelse. (Forts. af „En moderne Pige".) Hagerup. 1905.
Der er det i denne Bog, som kunde tyde paa, at Forf. mener at have givet en Skildring af „det tyvende Aarhundredes moderne unge Kvinde, som hun fostres under Nordeuropas køligere Himmelstrøg". Denne Opgave har Forf. langtfra løst, og det maa da ogsaa siges at være en umulig Opgave; thi hvor kan det skildres, som endnu ikke er til. Men naar det tyvende Aarhundredes Kvinde - eller vel rettere Kvinder - en Gang skal skildres, saa vil der dertil fordres en dybere Evne til at ransage Hjærter og Nyrer end den, Forf. til „En Forlovelse" raader over.
Denne Fortælling giver intet nyt, men livligt og fornøjeligt, om end i en noget forceret Stil, fortælles den gamle, evigt sig gentagende Historie om to unge, stærke Hjærter, der imod alle Fornuftens Teorier og ud over al Videnskabs Forklaringer af „hvorfor" og „hvorledes" løber hinanden i Møde og vinder nyt Liv og hidtil uanet Salighed i Kærlighedens mystiske Verden.
Zakarias Nielsen. Minder. G. B. N. F. 1905.
Alle Mennesker burde skrive deres „Erindringer". Det jævneste Menneskeliv fortalt saaledes, at man øjner noget af det, der ligger bagved det ydre Livs Handlinger og Begivenheder, er mere interessant og fængslende end den fantasifuldeste Digtning eller den mest spændende Roman.
Zakarias Nielsens „Minder" ejer netop den Tiltrækningskraft, som alene det, at Livet og Virkeligheden staar umiddelbart bagved Ordene, kan give en Bog.
Der gaar en egen stilfærdig og bramfri Tone igennem denne Levnedsskildring; man lærer i den at kende et Menneske, der mindre har grebet om Livet med fast og stærk Haand end stille og trofast taget hver Dags Arbejde og Kamp op, og som for Hverdagslivets Møje dog ikke glemte Søndagens Hvile og Fest.
Bogen er, som Forf. selv erkender i sit Forord, noget brudstykkeagtig; man savner den Sammenhæng og Helhed, det giver, naar al Livets Mangfoldighed, alle dets spredte Traade samles i den maalbevidste Viljes faste Haand.
Sophie Breum: Julegæster og andre stilfærdige Historier. G. B. N. F. 1905.
Disse Historier er ikke betydelige, men de gør heller ikke Fordring derpaa. Jævnt fortæller Forf.
om jævne Menneskers store Sorger og Glæder og smaa Sorger og Glæder - mest det sidste. „Tøet op" rager et godt Stykke op over de fem andre Historier; den giver et lille Glimt af to gamle Mennesker, Stine Hvedebrødskone og Lars Vejmand, som paa et morsomt fynsk sidder og underholder hinanden - saa godt, at de finder, at det „smend er lisse godt som a’ komme paa Komediehuset".
Cornelia Levetzow: Livsførelser (Skitser). G. B. N. F. 1905.
C. L. har sit eget lille, fine Instrument at spille paa, maaske noget spædt i Tonen, men med en ren, ægte og personlig Klang. Det vil glæde de mange Venner, hun har vundet, siden hendes første Bog „En ung Piges Historie" udkom for mange Aar siden, at modtage den Bog „Livsførelser", fire smaa Skitser, som hun i dette Efteraar har sendt ud.
Henrik Ibsen: Terje Vigen med Tegninger af Christian Krogh.
Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag har udsendt en Festgavebog for Abonnenterne paa „Frem" og „Gyldendals Bibliotek". Det er Henrik Ibsens vidunderlige Digt „Terje Vigen", trykt paa tykt, festligt Papir med Omslagstegning og Vignettegninger af Thorolf Holmboe og Illustrationer af Christian Krogh.
Illustrationerne er ikke helt paa Højde med Digtet i Kraft og Liv, men gennemgaaende er de aldeles nydelige og alt i alt er denne Festgavebog vel værd at eje. Abonnenterne paa „Frem" og „Gyldendals Bibliotek faar den for l Kr.; i Boghandelen vil den koste betydelig mere.
Anna Grane: Backfische og Voksne Folk. G. B. N. F. 1905.
Denne Bog tænkes skrevet af den 16-aarige Aslaug Aas, der er „lige glad med Klæder" og ikke bryder sig „saa farlig om Fornøjelser heller", men som har „saa’n stor Lyst til at blive Doktor". Hun er imidlertid selv 10ende Barn, og da hun en Dag spørger sin Far, om hun ikke maa studere, svarer han: „. . . naar en har 6 Gutter at koste frem, har en vist mere end nok, om en ikke skal koste paa Døtrene ogsaa ..." Saa giver den uforknytte Aslaug sig til at skrive en Bog, og naar den er færdig, vil hun skrive en til for at tjene Penge til at studere for.
Denne Aslaug er en fortryllende frisk og fornøjelig lille Backfisch, og hvad hun fortæller, vil more baade Backfische og voksne Folk.
Gudrun Dal.
Fabler for Børn. Oversatte af Chr. Winther. Billeder af O. Speckter. Første og anden Samling.
G. B. N. F. 1905.
Mange Mødre vil fornøje deres smaa Piger og Drenge med disse Fabler, og de vil lære dem Rimene, som de selv kunde, da de var Børn. Kun undtagelsesvis er de saa smukke som Kaalunds, rnen de handler om de smaas allerbedste Venner i Gaard, Mark og Skov, som Billederne gør levende og anskuelige for dem, og de vil vække mange Tanker i de smaa, fremkalde megen ivrig Spørgen og give Anledning til mangen Samtale mellem Børn og Voksne - Samtaler, der maaske ofte vil være lige saa underholdende og lærerige for de sidste som for de første.
Hver Samling indeholder 24 Fabler.
Thyra Jensen: Blommestenen, Børnefortælling. Illustreret af Marie Hatting. Hagerup. 1905.
„Blommestenen" er en pæn lille, fornøjelig Børnefortælling om en „uartig" Blomme, der falder ned i Præstens Have, hvor den intet har at gøre, og en „uartig" Dreng, Erik, hvis Moder om Aftenen beder Vorherre gøre ham til en god Dreng, medens hun selv forkæler ham Dagen igennem og gør alt, hvad hun kan, for at modarbejde Vorherre. Imidlertid bevirker et Sammenspil mellem Blommens og Eriks „Uartighed", at de begge kommer til at gaa igennem en slem Skærsild, hvorudaf i hvert Fald Erik kommer lutret og renset. Peter med Træbenet er Bogens oplivende Element og en meget tiltalende lille Person.
Grankogler. Redigeret af Augusta Fenger og Otto Høpfner. Hagerup. 1905.
Allerede paa Titelbladet anslaas den rette Tone - raskt og muntert Liv, og Indholdet gaar i samme Spor; men er der ikke lovlig megen Ildløs i den for de smaa?
Alfred Schmidt giver en morsom Fremstilling af, hvorledes lille Peter opfatter Kæmpevisens vanskelige Ord.
Julestjernen. Redigeret af H. Matthiesen. Hagerup. 1905.
Dansk, norsk, italiensk og russisk Kunst har gjort dette Julehæftes Billeder baade værdifulde og interessante - man mærke sig Niels Skovgaards dejlige Barnebillede. Følgebladet er uheldig valgt. Men hvorfor er Teksten saa tung og trykket? Hvorfor er der saa lidt af „Dejlig er Jorden - - - Skøn er Sjælenes Pilgrimsgang" i denne Julebog ? Ogsaa Falk Rønnes vel fortalte Historie ender i dyb Vemod. Kun Cornelia Levetzows nydelige lille Fortælling „Et Møde” lyser op i Bedrøveligheden.
Louis Moe: Blomsternes Bog eller „Rosens Bryllup med Sommerfuglen". (Billedbøger Nr. 10). G. B. N. F. 1905.
Louis Moe har atter i Aar udsendt en af sine berømte Billedbøger, den l0ende i Rækken, og denne er maaske den morsomste og mest fortryllende, som hans ejendommelige Kunst har skabt. I denne „Blomsternes Bog" eller „Rosens Bryllup med Sommerfuglen" skildrer han Blomster og Insekter med et Lune og en Opfindsomhed, som vel er enestaaende. Alt bliver levende under hans Haand. Blomsterne i Dronningens Følge, Blomsterne ved Vejens Kant, Græshoppen som Musikanter, Korsedderkoppen som Væverkone osv. osv., hver har sin Plads og sin Bestemmelse. Men hvorfor i al Verden mangler Mariehønen? Den var selvskreven, skulde man synes, ved Rosens og Sommerfuglens Bryllupshøjtideligheder.
Vito.
