« Tilbage til søgeresultaterne
Er uægte Fødsel et Hæmningsmoment i Individets Udvikling?
Foredrag af Politiinspektør Aug. Goll i Kommunelærerforeningen, 26. Oktbr. 1905.
(Fortsat fra forrige Nr.)
Men selv om Loven saaledes paa ethvert Punkt til det yderste begrænser Barnets Ret overfor Faderen, saa skulde man dog tro, at den paa det begrænsede Omraade (i Henseende til Underholds-kravet) stillede begge Forældrene ens. Men det er ingenlunde Tilfældet. Tilsyneladende har Moderen ganske vist Ret til at fordre Halvdelen af Forsørgelsespligten godtgjort ved Faderens Bidrag, i Virkeligheden maa hun bære mindst de 2/3, ja ikke sjælden den hele Byrde. For det første er det klart, at vil hun som god Moder unde Barnet aldrig saa lidt udover den nødtørftige Pleje, saa falder hele Udgiften dertil alene paa hende (mere end Halvdelen af det nødtørftige kan hun jo aldrig kræve); men bortset herfra, maa man jo huske, at de Forhold, Forordningen af 1763 forudsætter, nu kun undtagelsesvis eksisterer. 150 Aar er en lang Tid; Lovens Princip er nu som før, men Samfundsforholdene har forandret sig. Den Gang, og endnu langt senere, var Naturalforplejning i Familjens Skød den absolut normale Underholdsmaade for Barnet, og for denne Forplejning var Faderens kontante Bidrag en meget væsentlig og værdifuld Støtte. Nu har Erhvervslivet inddraget den unge Kvinde, ikke mindre end den unge Mand, i sin Hvirvel. I Stedet for Naturalforplejning i Hjemmet, gaar i de allerfleste Tilfælde Plejeanbringelse for kontante Penge, og disse Penge maa skaffes til Veje. Men Underholdsbidragets Størrelse har endnu ikke sluppet den gamle Værdiansættelse efter Naturalforplejning; det er maaske hist og her, paa de mest fremskredne Steder i Færd dermed; de fleste Steder er det ikke begyndt derpaa, og ingen Steder er det sket fuldstændig.
Derfor fastsættes den Halvdel, Faderen skal udrede, stadig for lavt i Forhold til den virkelige Udgift som Plejeanbringelsen medfører. Hvor Plejeafgiften - som her i København - i Reglen er 20 Kr. maanedlig, er Faderens Underholdningsbidrag ikke 10, men kun 8 Kr.; det er i Alimen-tationsberegningen - men ikke overfor den betalte Plejemoder - Halvdelen af 20. Resten, de 12 Kr., maa Moderen skaffe. Og da nu overalt det kvindelige Arbejde normalt næppe indbringer det halve af Mandens, saa er det oven i Købet klart, at de 12 Kr., Moderen maa udrede, tynger meget haar-dere paa hendes Budget, udgør en langt større Procent af hendes Fortjeneste, end 12 Kr. vilde gøre for Manden end sige 8. Alt iberegnet kan man sikkert uden Overdrivelse sige, at medens den Del af Underholdspligten, som paahviler Moderen, i de brede Lag - hvor de fleste uægtefødte Børn findes - meget ofte vil udgøre ca. 50 % af hendes Arbejdsfortjeneste, udgør den for en Fader, under tilsvarende sociale Forhold, sjælden mere end 12-14 %. Det kalder Loven at dele Underholdningspligten lige! ! ! Og dette gælder endda som Regel kun til Barnets 14. Aar. Derefter maa normalt hun alene bære hele Byrden. Ligesaa naar Manden gør sig usynlig, og hun selv ikke er forsørgelsesberettiget her i Landet, eller i alle Tilfælde naar han udvandrer.
Jeg vil lade det staa for sit Værd, om det selv ud fra den gængse Skyldbetragtning er retfærdigt, at Faderens usædelige Handling skal forpligte ham i mindre Omfang end hans ikke-usædelige; at alt-saa den Mand, der avler et uægtefødt Barn, stilles ulige bedre end den Mand, der avler et ægtefødt Barn. Og om Skyldbetragtningen virkelig kan retfærdiggøre, at Moderen, hvis Skyld dog normalt i hvert Fald ikke er større end Faderens, skal bære en mange Gange tungere Byrde end han. At det i hvert Fald er i bestemt Strid med Barnets Ret er indlysende. Jeg tror nu heller ikke, at der er nogen, der paastaar det modsatte. Derimod kan jeg ikke undlade at omtale, at mange, som har aabent Øje for, at Barnets Ret krænkes ved den bestaaende Ordning, dog søger at forsvare denne, særlig ved 2 Betragtninger.
a) Vi kan ikke, siger man, ligestille det ægtefødte og det uægtefødte Barn, fordi det vilde være i Strid med Ægteskabets Hellighed.
b) Og vi kan heller ikke, siger man, ligestille Faderens Pligter overfor Barnet med Moderens, fordi dets Krav mod Moderen hviler paa en Kendsgærning (Fødslen), dets Krav mod Faderen paa en Formodning (Paterniteten).
Jeg maa nu her begrænse mig til i yderste Korthed at angive, hvorfor jeg ikke føler mig overbevist ved nogen af disse Indvendinger.
Hvad Hensynet til Ægteskabet angaar, saa maa man vel være berettiget til at sige, at Ægteskabet maatte være en mere ormstukken Institution, end det fornuftigvis er, hvis det kun kan bjerges ved at være uretfærdig overfor det uskyldige Barn; men bortset herfra, maa det dog være klart, at det, der vil skade Ægteskabet, det er enhver positiv Begunstigelse af de løse Kønsforbindelser.
(Sluttes.)
