« Tilbage til søgeresultaterne
Er uægte Fødsel et Hæmningsmoment i Individets Udvikling?
Foredrag af Politiinspektør Aug. Goll i Kommunelærerforeningen, 26. Oktbr. 1905.
(Sluttet.)
Og er ikke det, at lade Faderens Forpligtelser overfor det uægtefødte Barn være endog meget betydelig mindre end overfor det ægtefødte Barn, en ligefrem Begunstigelse til, næsten en Præmie for at faa saa mange uægtefødte og saa faa ægtefødte Børn som muligt - ja, saa ved jeg slet ikke, hvad en Begunstigelse er. I Motiverne til den norske Alimentationslov af 1892 siges der da ogsaa følgende:
„Den nuværende Lov begunstiger i Virkeligheden de løse Forbindelser og forlokker Mænd til at tilfredsstille deres Lidenskaber paa illegitim Maade, medens Gennemførelsen af det almindelige Lighedsprincip mellem ægtefødte og uægtefødte Børn vil tvinge ham til at fatte den sædelige Alvor i den Kønsforbindelse, der har faaet sit højeste Maal i Ægteskabet”. Disse Ord kan jeg ganske gøre til mine.
Hvad den anden Betragtning angaar, at Faderskabet kun beror paa en Formodning, saa er den uomtvistelig sand - saa sand, at den gælder ikke mindre i Ægteskabet end udenfor Ægteskabet. Selv om man med Rette kan anføre, at den dog som Regel har mere at støtte sig til i Ægteskabet end udenfor, saa gælder det jo netop kun som Regel. Der gives Tilfælde, hvor Formodningen kan være meget svag i Ægteskabet, og Tilfælde, hvor den kan være meget stærk udenfor Ægteskabet; men under alle Omstændigheder synes den angivne Betragtning at maatte føre til et af to Resultater: Enten maa man lægge Vægt paa Paternitetens absolutte Ubevislighed udenfor Ægteskabet, og saa har Barnet kun Moderen at holde sig til, og alle vor Rets Pligter mod den mulige Barnefader er da en blodig Uret mod en maaske ganske uskyldig Person. Eller man maa, som dansk Ret, lægge Vægten paa, at Bevis for, hvem der virkelig er Fader, er umuligt at opnaa, og altsaa lade Faderpligternes Indtræden afhænge af, hvem der kan være Fader; men saa maa man i som udenfor Ægteskabet ogsaa tage Konsekvenserne heraf.
Den Mellemvej at sige: Du er maaske ikke Fader, og derfor skal du ikke bære Faderpligterne, men du er maaske alligevel Fader, og derfor skal du bære nogle af dem - den Mellemvej er her akkurat lige saa inkonsekvent, som den gamle franske Retsregel, der - sans comparaison naturligvis - sagde til den, der ikke kunde overbevises om at have gjort sig skyldig i Mord: Du skal altsaa ikke radbrækkes, du skal slippe med at hænges. Jeg fastholder derfor i Princippet stadig Barnets Ret: Lige Krav for det uægtefødte Barn overfor begge dets Forældre i samme Omfang som det ægtefødte Barn, og jeg mener, at det er den Fane, under hvilken en Kamp for en Reform af vor Lovgivning bør føres.
Men jeg ved ogsaa, at der er langt fra at rejse dette Krav til at faa det gennemført.
De 2 Betragtninger, jeg har anført, slaas ikke ihjel ved Ræsonnementer ; de bunder dybt i Aarhundreders sejge Tradition og Overlevering. Og nu kommer jeg til det, som egentlig har foranlediget mig til at komme her i Aften. Hvad man i vore Dage bøjer sig for, er ikke logiske Forstandsudviklinger. Det er Kendsgerninger. Et Faktum er bedre end ti Ræsonnementer, de være saa rigtige og uimodsigelige, de være vil. Derfor er jeg ogsaa klar paa, at man faar ikke mit Princip ført igennem, ja det kan næppe en Gang nytte at føre det frem for den store Offentlighed, før det er til det yderste underbygget med Kendsgerninger. Og hvad er det for Kendsgerninger, der her kan være Tale om? Det er Kendsgerninger som med klare Tal og med uimodsigelige Erfaringer beviser, at det er til Samfundets egen Skade, at lade Tingene gaa som hidtil. Det er muligt, at slige Kendsgerninger slet ikke kan skaffes, det er jo endog tænkeligt, at de slet ikke eksisterer. I saa Fald maa vi jo lade vort Krav stilles i Bero og fortsætte med den i hvert Fald meget fortjenstfulde Humanitet overfor Moderen, vi hidtil har vist og fremdeles vil vise, maaske endog i forøget Grad. Men kan Kendsgerninger skaffes til Veje, bør det ske, og Retskravet for Barnet rejses.
Og her er det, at navnlig et Spørgsmaal trænger sig paa: Hvad bliver der egentlig af alle de uægtefødte Børn, de 7000 aarlig, der fødes i vort Land? Paa dette Spørgsmaals Besvarelse, tror jeg, at det for en meget væsentlig Del vil komme til at bero, om gennemgribende Reformer til Fordel for de uægtefødte Børn skal kunne ventes gennemført eller ikke. Er det saa, at de uægtefødte Børn i alt væsentlig følger Trup med de andre Børn af væsentlig samme sociale Niveau som de selv, saa er der jo ingen særlig Grund til at interessere sig for dem, saa er det alene Moderen, hvor hun er forladt og ulykkelig, vi bør tage os af; men er det saa, at de uægtefødte Børn som saadanne i højere Grad, maaske i langt højere Grad, end deres ligestillede ægtefødte Brødre, synker til Bunds eller dog langt ned i Samfundsdybet, saa har vi deri en ganske særlig Grund til at vie dem vor Interesse, og er det saa, at dette ikke skyldes tilfældige eller medfødte, uafhjælpelige Aarsager, men netop den Omstændighed, at de faktisk af Lovgivningen ligefrem et udpeget som en Pariaklasse i vort Samfund, saa er der i allerhøjeste Grad Anledning for Lovgivningen til at raade Bod paa dette Forhold; saa kan Kravet om Barnets Ret rejses med Alvor og Vægt.
Og nu er Forholdet efter min Formening saa, at der er Tegn, som tyder paa, baade at de uægtefødte Børn faktisk synker lettere til Bunds end deres ægtefødte Brødre, og at dette netop skyldes den forladte og hjælpeløse Stilling, Lovgivningen lader dem indtage i Samfundet. Disse Tegn er maaske ikke afgørende, men vistnok heller ikke betydningsløse. Der er 3.
1. Af de uægtefødte Børn dør i den første spæde Barnealder i København ca. 22 %, udenfor København vistnok endnu flere, der menes ca. 30 %. Af de ægtefødte dør gennemsnitlig i samme Alder kun l0-11 % - ja selv om vi tager de allerdaarligst stillede Arbejdsmænds Børn for sig alene, er det allerhøjeste Dødelighedstal for saadanne ægtefødte Børn kun 18 %.
2.- 3. Medens de uægtefødte Børn som før nævnt kun udgør 9-10°/0 af alle fødte Børn, og medens den store Dødelighed blandt uægtefødte Børn bevirker, at der blandt den voksne Befolkning næppe findes mere end 5-6 % uægtefødte Personer, saa er blandt de offentlige Fruentimmer ca. 15 %, og af Straffangerne ca. 18 % uægtefødte Personer.
Altsaa der dør omtrent dobbelt saa mange uægtefødte som ægtefødte Børn, og der synker ca. 3 Gange saa mange uægtefødte Personer ned i Samfundets allerdybeste Skakter, ned til de prostituerede Kvinder og Straffangerne. At dette nu skulde skyldes medfødte Ejendommeligheder, er jo ganske uantageligt. For de Prostitueredes og Straffangernes Vedkommende er det jo paa Forhaand en ganske urimelig Antagelse. For Dødelighedens Vedkommende modbevises det ogsaa bestemt deraf, at det i 1895 indførte offentlige Tilsyn med Plejebørn har bragt Dødeligheden blandt de uægtefødte - hvoraf de fleste jo netop er Plejebørn - til at dale betydeligt.
Muligvis kunde de uægtefødte Prostitueredes og Straffangers Overvægt skyldes, at de har Samfundsopinionen imod sig, at de altsaa lettere stødes ud - maaske derfor ogsaa lettere stiller sig selv udenfor Samfundet - men heller ikke det, tror jeg, har stort paa sig; i det mindste ikke her i København.
Grunden kan derfor ikke godt være nogen anden end den, at de uægtefødtes Opfostring i langt overvejende Grad er væltet over paa de økonomisk svagest stillede Befolkningselementer, Kvinderne, endda Kvinder med nedsat Erhvervsevne, hvad jo netop det uægtefødte Barn bevirker;
i Forbindelse med den Omstændighed, at det uægtefødte Barn normalt berøves al anden Støtte end Moderens fra dets 14. Aar. Disse Omstændigheder bevirker, at de uægtefødte Børns Opfostring og Opdragelse kommer til at foregaa under saa baade hygiejnisk og moralsk daarlige Forhold, at de ikke kan følge med i Konkurrencen med deres bedre udrustede, ægtefødte Brødre og Søstre, men synker til Bunds.
Er dette rigtigt, maa Konsekvenserne formentlig strække sig videre. Det er jo dog højst usandsynligt, at de uægtefødte ganske vist dør lettere, lettere bliver Forbrydere og Prostituerede end de andre, men at de uægtefødte, der ikke er saa uheldige, i alle Henseender ellers skulde være deres Lige. Al Sandsynlighed taler for, at de samme Love, som paa de anførte Omraader, giver sig saa tydeligt til Kende i det, vi ved, ogsaa maa virke paa de Omraader, vi endnu ikke kender. Sandsynligheden taler altsaa for, at den uægte Fødsel overalt virker som et Hæmningsmoment i Individets Udvikling. Naturligvis ikke saaledes at forstaa, at alle Uægtefødte nødvendigvis skulde staa tilbage for alle ægtefødte, men saaledes, at der, trods alle Undtagelser, maa antages at være færre uægtefødte blandt de faguddannede Arbejdere, Haandværkerne, de velstillede Klasser, end de uægtefødtes Procenttal i Befolkningen i det hele berettiger dem til; og omvendt saaledes, at de uægtefødte - ikke blot blandt Forbrydere og Prostituerede - men ogsaa blandt f. Eks. Drankerne, Bøllerne, Alfonserne, Vagabonderne, Dagdriverne, Fattiglemmerne, de Erhvervsløse, de simple Arbejdshaandlangere o. s. v. - bl. alle disse Samfundsundermålere maa antages at frembyde et forholdsvis Betydeligt Overskud.
Svaret paa Spørgsmaalet: Hvad bliver der af de uægtefødte Børn? Hvor skal de Søges i Samfundet? vilde altsaa blive:
fortrinsvis blandt Samfundets Snyltere og blandt Samfundets Sinker.
Det fulde Bevis herfor er imidlertid endnu ikke tilvejebragt, og dets Tilvejebringelse vil ganske sikkert støde paa meget store Vanskeligheder. Det er imidlertid min Hensigt at gaa i Gang dermed, og Arbejdet er allerede til Dels paabegyndt.
Men intet Sted vil formentlig den Hæmning, som uægte Fødsel - eller rettere de uheldige Opfostringsforhold, som altfor ofte ledsager den uægte Fødsel - fremkalder, lettere kunne konstateres, hvis den eksisterer, end i Skolerne. Her, hvor vi endnu kun har med Barnet at gøre, maa baade selve Hæmningen og dens Aarsager være langt lettere at paavise og kontrollere end senere i Livet, hvor Åarsagsforholdene er mere komplicerede.
Staar de uægtefødte Børn i Skolerne gennemgaaende eller dog for en Del, paa alle Omraader eller kun paa enkelte, tilbage for de øvrige ? Er de Sinker? Er det Begavelse, eller er det Flid, det skorter paa? Er deres Opførsel slettere? Har de uheldige eller lastefulde Tilbøjeligheder? Er deres Helbred ringere? Hvorledes er Barnet udrustet i Henseende til Føde, Klæder, Renlighed osv. fra Hjemmets Side? Kan der endelig oplyses noget om Forholdene i Barnets Hjem, af hvem det opdrages, hvorledes disse Opdragere er?
Det er de Spørgsmaal, jeg med Skoledirektionens forventede Tilladelse gerne vilde have Lov til at rette til Københavns Kommunelærere og Kommunelærerinder. Fra Barnet i Skolen kan en ikke altfor usikker Sandsynlighedsberegning gøres til, hvorledes Mennesket i Livet vil udvikle sig.
Og det forekommer mig, at disse Spørgsmaal maa kunne besvares uden alt Hensyn til, om De er enige med mig i min Grundbetragtning eller ikke, om De tror paa Hæmningen eller ikke. De givne Oplysninger skal jo ikke indeholde nogen Tendens. Hvad der stemmer med min Opfattelse, har sin Betydning; hvad der strider derimod en ikke ringere.
Men jeg tror ganske vist ubetinget, at der ad denne Vej aabner sig en Mulighed for en Dag at kunne gaa til Lovgivningsmagten og sige:
Her er en daarlig stillet Klasse i vort Samfund. Det er de uægtefødte Børn. Her er Beviserne, og her er Tallene. - Denne Pariaklasse er af Lovgivningen stedmoderligt behandlet. Det er disse Lovgivningens Uretfærdigheder, som giver sig Udslag i disse sørgelige Resultater. Her er Beviserne, og her er Tallene. - Skaf derfor de uægtefødte Børn deres Ret.
Og da skulde vor Tale sikkerlig blive hørt.
