« Tilbage til søgeresultaterne

Russiske Kvinder

Af: Anna Furuhjelm

« Se emneord

Den for hele Rusland fælles Forening for Kvin­ders politiske Ligestilling med Mænd holdt i Ok­tober Maaned 1905 et mærkeligt og stærkt be­væget Møde i Moskva. De russiske Kvinders Sammenkomst var oprindelig bestemt til at vare tre Dage, men paa Grund af Generalstrejkens Indtræden forlængedes det til fem. Deltagernes Antal var 151. Finlands Delegerede Anna Furuhjelm, der deltog i Mødet, skildrer i det finske Kvindeblad „Nutid" sine Indtryk fra disse Dage. Generalstrejken „adskilte os fra hele den øvrige Verden. Telegrafen bragte os ikke mere noget Budskab; Posten udleveredes ikke; Gaderne var om Aftenen mørke, kun hist og her var der sat en Petroleumslampe op i Lygterne; Butiks­vinduerne var tilspigrede; Vandledningen tillukket. Da jeg om Aftenen gik til Mødestedet, gav mine Fodtrin Genlyd i de tomme Gader; uvilkaarligt betragtede de, der mødtes, hverandre med Mistro; Mørket gjorde sit dertil; desuden gik der Rygter om forestaaende Blodbad; disse Rygter bestyr­kedes af, at selve Erkebispen i Moskva havde sammenkaldt sine trofaste til Møde i Kirkerne, hvor der efter endt Gudstjeneste skulde forhandles om Midlerne til at bekæmpe Frihedsbevægelsen".

Noget af det første, der skete paa Mødet var Afsendelsen af en „Sympatiadresse" til Vera Nikolajevna Figner, der har siddet 25 Aar i Schlüsselburgs forfærdelige Fængsel, anklaget som Nihilist, og som nu efter udstaaet Straf har faaet sin Frihed, rigtignok under Form af Forvisning til Gouvernementet Archangel. Modsat de fleste an­dre, der i russiske Fængsler plejer at tilsætte deres Legems- og Sjælskræfter delvis eller helt, og ofte ender i Vanvid, er Vera N. F. gaaet Prøven uskadt igennem. I varme Ord takkede Forsam­lingen hende for hendes Deltagelse i Frihedskam­pen og sluttede med at sige: „Det er vort inderlige Haab, at De, den første blandt os Kvinder, i den kommende Nationalforsamling ogsaa skal være den første Kvinde, som der, i Besiddelse af alle bor­gerlige Rettigheder, skal repræsentere vort Køn".

Mødets Forhandlinger drejede sig om to Punk­ter: 1) om hvilke Forholdsregler, Foreningen burde tage for at naa sit Øjemed, og 2) om den poli­tiske Stilling i Rusland.

Med Hensyn til det første besluttede Mødet for­uden at udsende et Opraab til Folket at paavirke og oplyse den offentlige Mening gennem Folke­møder og Foredragsholdere. Personer, der havde særlig organisatorisk Talent, skulde udsendes for at danne nye Kredse og omordne de gamle; en Komite ønskedes oprettet for at faa en Liste for­fattet over saadanne populære politiske, økono­miske og Kvindesagsskrifter, som egnede sig til at kolporteres. Kredsene opfordredes til at an­skaffe sig dem.

Med Hensyn til Punkt 2: Det politiske Pro­gram - var dette afgjort frisindet. Det indehol­der følgende 3 Bestemmelser:

a) Foreningen kan kun slutte sig til saadanne Partier og enkelte Partimedlemmer, som under­støtter Kvindernes Kamp for politiske Rettigheder.

b) Foreningen erkender, at de sociale Partiers Maal staar Kvindernes nær, da Kvinderne netop ogsaa ønsker en Forandring i de nuværende Sam­fundsforhold. Kvinderne og Arbejderpartierne har Interesse fælles, nemlig Ophævelsen af det økomiske Tryk.

c) Foreningen betoner, at naar Kvinder ikke deltager i Lovgivningsarbejdet, vil de Spørgsmaal, der angaar Kvinder og ligeledes alle andre Lov­forslag let blive ensidig bedømt og ikke afgjort paa ønskelig Maade. Vi foreslaar derfor, at Mænd og Kvinder, som indser dette, vælger Re­præsentanter til en egen fri Forsamling, der kan udtale sig om Forslag, fremkaldt af forhaandenværende Livskrav, som staar paa Dagsordenen i de eksisterende lovgivende Forsamlinger. Denne Forsamlings Beslutninger skal gennem Pressen spredes blandt Folket, og virkeliggøres af dem, der enes herom.    De lokale Organisationer skal gennem sine Repræsentanter forelægge Rigsdumaen disse Beslutninger.

Mødets fleste Deltagere tilhørte de radikale Partier; Mødet vedtog derfor ogsaa en Resolution, hvori det udtalte sig for at yde Strejken saavel moralsk som økonomisk Støtte, da den er et af de virksomste Midler i Kampen mod Regeringen.

A. Furuhjelm siger: „Jeg føler den dybeste Beundring for de russiske Kvinders store Offer­villighed. Krigens Ulykker, Hungersnød, de siden Januarmasakrerne uafbrudte Strejker og Gadekampe - intet har kunnet bøje deres Mod. De ved godt, hvad de udsætter sig for ved at tilhøre Oppositionen ... og dog var de parate til nye Ofre. Intet var dem for dyrebart, hverken deres eget, deres Mænds, Sønners eller Døtres Liv. Da der blev Tale om, at ogsaa Lægerne burde slutte sig til Strejken, udtaltes der: „Dør der ikke hver Dag Mennesker ude paa vore Gader? Der­som det fremmer vor Sag, saa lad dem ogsaa dø hjemme i deres Senge - uden Lægernes Hjælp." Hvor meget maa ikke et Samfund have lidt for at naa en saadan Grad af Selvforglem­melse? Og hvilke Rædsler truer det ikke endnu!"

Blandt Mødets Deltagere lagde man særlig Mærke til de Deputerede fra Lithauen og Lille-Rusland - varme Forkæmpere for disse Lands­deles Befrielse fra den nationale Underkuelse. De polske Kvinder havde sendt en Adresse, hvori de udtalte sig for gennemført nationalt Selvstyre. Blandt Mødets bedste Talere var flere Kvinder af jødisk Nationalitet. De udmærkede sig ved Klar­hed, Hurtighed i Replikken og Upartisked. Sær­lig Deltagelse mødtes de med som Repræsentanter for det Folk, der vel af alle er blevet blodigst og uretfærdigst behandlet ogsaa i Rusland. Hel­ler ikke de Tilstedeværende var undgaaet Forføl­gelsens Rædsler: den enes Hjem blev, medens hun var i Moskva, ødelagt og plyndret under en Jødeforfølgelse; hendes Mand og Barn reddede lige netop Livet. De tyske Kvinder havde alde­les ikke givet Møde. Tyskerne siges i Rusland at udgøre „et stokkonservativt Element".

A. Furuhjelm samler sit Indtryk i de betegnende Ord: „Smukke Ord var der ikke Tid til. Hvert Øjeblik kunde kræve Handling, hurtig Beslutsom­hed, Uforfærdethed. Intet syntes umuligt, intet utænkeligt. Daglig ødtes Menneskers Liv, og dog skred Frihedsbevægelsen fremad, uafbrudt dra­gende flere og flere Kvinder og Mænd med".

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner