« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindens retslige Stilling i Danmark,
Kortfattet Fremstilling
af cand. jur. Henny Petersen.
I. Afsnit. Stillingen i personlige Henseende.
Ugifte Kvinder. Ifølge Chr. d. V. Danske Lov var alle ugifte Kvinder uden Hensyn til deres Alder umyndige, forsaavidt Formuedispositioner angaar; men ved Lov af 1857 blev ugifte Kvinder med Hensyn til Myndighed stillede lige med Mænd, d.v.s. de er myndige under Kurator med det fyldte attende Aar og fuldt myndige med det fyldte 25de Aar.
Hvad angaar den ugifte Kvindes personlige Myndighed, da var denne allerede anerkendt praktisk set før Loven af 1857. Den ugifte Kvinde var ligesom Manden personlig myndig, naar hun var fyldt 18 Aar. Hun kunde altsaa selv bestemme sit Opholdssted, tage Tjeneste o.s.v. ganske som nu.
Kun een Indskrænkning er der i denne ellers ubegrænsede personlige Myndighed, men der er den Trøst derfor, at denne Indskrænkning ogsaa gælder Mændene. Indskrænkningen er den, at enhver Mand eller Kvinde, der ikke er fyldt 25 Aar, skal have sine Forældres, sin Værges eller begges Samtykke til Indgaaelse af Ægteskab.
Gifte Kvinder. Loven af 1857 tog sig kun af de ugifte Kvinder; de gifte var i formueretlig Henseende, ganske umyndige; de kunde ikke indgaa Forpligtelser eller afslutte Retshandler, der vedrørte det fælles Bo, ikke engang hvis de havde Særeje, kunde de raade selvstændigt over dette, de skulde altid have Samtykke enten af Ægtemanden eller en særlig Værge.
Først i 1880 fik den gifte Kvinde en begrænset formueretlig Myndighed, idet en Lov fra dette Aar giver hende udelukkende Raadighed over alt, hvad hun erhverver ved selvstændigt Erhverv; men ved en Lov af 7ende April 1899 blev Skridtet gjort fuldtud, idet det i denne Lov bl.a. bestemmes, at Hustruens Myndighed i Formueforhold er den samme som ugifte Pigers. Den faktiske Betydning af denne Myndighed er dog ikke saa stor, som det ved første Øjekast skulde synes, idet en følgende Bestemmelse i Loven udtaler: „Raadigheden over Fællesboet tilkommer Manden alene", og til Fællesboet hører normalt, hvad Hustruen ejer ved Ægteskabets Indgaaelse, eller hvad der senere tilfalder hende ved Arv eller Gave. Dog er ikke blot Hustruens Raadighed over Selverhverv fastholdt, ligesom der er vid Adgang til ved Ægtepagt at ordne Formueforholdet paa enhver iøvrigt lovlig Maade; men Loven giver ogsaa Hustruen en vis Medbestemmelsesret over det øvrige Fællesbo og aabner Adgang til Bosondring, hvorved forstaas en Deling af den fælles Formue i 2 Dele, hvoraf hver af Ægtefællerne faar selvstændig Raadighed over den ene. Endelig begrænser Loven Hustruens Myndighed med Hensyn til Retshandler, hvorved hun paatager sig Medansvar for Mandens Gæld f. Eks kautionerer for den eller frafalder en hende tikommende Sikkerhed f. Eks. en Panteret i Mandens eller Fællesboets Gods; ligeledes drager Loven Grænser for Gyldigheden af Ægtepagt, hvorved Raadighed over Særeje eller Selverhverv opgives. Ved det flere Gange nævnte Udtryk Ægtepagt forstaas en Kontrakt oprettet mellem Mand og Hustru om deres formueretlige Forhold. Ganske vist kan der i Ægtepagten optages ogsaa andre Bestemmelser end blot formueretlige, men i langt overvejende Grad er det paa det formueretlige Omraade, Ægtepagter har Betydning. Ægtepagten skal for at være gyldig tinglæses, og hvis deri først oprettes efter Ægteskabets Indgaaelse, skal den tillige konfirmeres, d.v.s. „stadfæstes" af en højere Øvrighed, der først undersøger, om den indeholder ubillige Bestemmelser for en af Ægtefællernes Vedkommende, i hvilket Fald Stadfæstelsen nægtes.
Hvad en gift Kvindes personlige Myndighed angaar, har det i lange Tider været antaget, at hun er personlig myndig, hvor ung hun end er; det vilde stride imod hendes Stilling som Hustru, om hun i personlig Henseende stod under Værgemaal være sig af Manden eller andre.
Paa den anden Side, hvis Manden bliver umyndiggjort, bliver borte eller syg, tilkommer det Hustruen sammen med en Værge, beskikket for Manden, at bestyre den fælles Formue.
Enker, Fraskilte og Fraseparerede. Betragter man dernæst de Kvinders Stilling, som har været gift, vil man finde, at de samme Regler gælder for alle disse, hvad enten de er Enker, Fraskilte eller Fraseparerede. Disse Kvinder har allerede fra gammel Tid indtaget en favoriseret Stilling. Man regnede dem omtrent for at være ligesaa kloge som Mænd, vel sagtens paa Grund af de Prøvelser, de formodedes at have gennemgaaet. Nutildags er de stillede endogsaa bedre end Mænd. De regnes nemlig formueretligt for fuldt myndige, ligegyldigt hvor unge de er.
En 16aarig Enke kan saaledes indgaa de samme Retshandler som en Mand, hvad enten han er Enkemand eller ej, først kan indgaa, naar han er fyldt 25 Aar. Kun en eneste Retshandel kan Enker saalidt som nogen anden Kvinde indgaa; de kan ikke kautionere for en anden Person, der er sat under Straftiltale.
I personlig Henseende er de ogsaa myndige uden Hensyn til deres Alder; dette er en simpel Følge allerede af deres formueretlige Fuldmyndighed.
Hvis en Enke ikke har Lyst til selv at styre sine Sager, kan hun vælge sig en saakaldet „Lavværge". Dette er dog en rent frivillig Sag, og hun kan til enhver Tid igen afskedige sin Lavværge Og selv overtage Styret.
Noget ganske andet er derimod Begrebet „fast Lavværge". En saadan beskikkes af Øvrigheds-myndighederne, naar en Enke handler letsindigt og derved forøder sin egen og sine Børns Formue. Naar en Mand saaledes af Øvrigheden beskikkes til fast Lavværge for en Enke, skal han deltage i alle hendes Retshandler; hun er stillet som en mindreaarig med Kurator.
(Fortsættes.)
