« Tilbage til søgeresultaterne
Frisk Mod!
I „Kvindernes Blad" for 21. Febr. findes i en Artikel af K. H. nogle ret modløse Betragtninger over Kvinders Udsigter til at faa deres samfundsborgerlige Krav gennemført. K. H. udtaler at „den store Forhaabningsfuldhed om snart at se Spørgsmaalet ført frem til Sejr, som prægede den sidste Del af forrige Aarhundrede, er i det forløbne halve Decennium af vort Aarhundrede svinget om til en vis mistrøstig Bitterhed - - - ". Endvidere søger K. H. at gøre gældende, at Kravet om Kvinders Stemmeret, der fra først af blev optaget paa „de mest radikale politiske Partiers" Programmer, stadig er "gledet længere og længere ned i Rækken af de Spørgsmaal, som de søger at løse", at det nu staar paa Programmet langt snarere „som en smuk og pyntelig Teori, end som et praktisk gennemførligt Virkelighedskrav. Derimod synes det i en afpasset og tillæmpet Form at have flere Chancer for at flade Støtte hos de konservative Partier", og K. H. mener, at man deri „vistnok med Rette" ser „et usvigeligt Tegn paa, at de (Kvindernes Krav) for denne Gang i alt Fald er ved at gaa ganske bag ad Dansen, glide ud i Sandet".
Disse Betragtninger synes især inspireret af det nye, svenske, liberale Ministeriums alt andet end liberale Holdning over for Kvindernes Andragende om Valgret, af tyske Kvindesagsforkæmperes alt andet end opmuntrende Erfaringer, og maaske af den mærkelige Maade, hvorpaa Regeringen og Oppositionen i Belgien synes at ville spille Bold med Kvinders Stemmeret.
Dette og maaske et og andet lignende Fænomen i Udlandet og herhjemme er dog for lidt til at bygge en saadan Afgørelse paa. Ser man ud over Europa, og hvad der der er sket i de allersidste Aar, faar man tværtimod det stærkeste Indtryk af, at aldrig var Kravet om Kvindernes Ret og Pligt til at være med i Samfundets kommunale og politiske Liv længere borte fra at „løbe ud i Sandet" end nu, og „mistrøstig Bitterhed" er meget langt fra at være den fremherskende Stemning blandt Kvinderne.
Omend den nuværende svenske Regering, som Kvinderne vel kunde have ventet andet og bedre af, paa en høflig Maade har vist dem Døren, saa har Sveriges Kvinder dog ikke derfor tabt Modet; med ny Iver og Kraft søger de at samle alle vaagne Kvinder og ved en Massepetition give deres retfærdige Krav Vægt.
Norges Kvinder har ikke alene opnaaet at faa kommunal Valgret og Valgbarhed; men de har i dette sidste Aar givet et kraftigt Bevis paa deres politiske Interesse, og de har næppe nogen Sinde arbejdet med større Kraft og med lysere Udsigter end netop nu for deres statsborgerlige Stemmeret.
Finlands Kvinder har klart og bestemt opstillet deres Krav om „Valgret og Valgbarhed for enhver 21aarig Kvinde, gift og ugift, i Overensstemmelse med den lige og almindelige Valgrets Principer". Det Vidnesbyrd, som lyder deroppe fra, er dette: „Da alle vore politiske Partier har optaget Valgret og Valgbarhed for Kvinden paa deres Programmer, har vi fuldgyldig Grund til at tro, at de finske Kvinder ved den snart forestaaende Stemmeretsreform vil blive tilkendt deres fulde medborgerlige Rettigheder", og i December forrige Aar udtalle Kommissionen for den finske Repræsentationsreform sig for, at „Landdagen skal træde sammen hvert Aar, at Landdagsmændene vælges for tre Aar og at Kvinder faar baade Valgret og Valgbarhed".
I den enestaaende finske Frigørelseskamp og Sejr, som Alverdens frihedsbegejstrede Mænd og Kvinder med bævende Undren og Fryd er Vidne til, er Kvinderne ikke bleven glemte.
Ruslands Kvinder - mangen russisk Kvinde har jo staaet ved Mandens Side i de forreste Rækker, baade nu i de sidste Rædslernes Dage og i de mange forudgaaende Trængselsaar, hvor Oplysningens og Frihedens Sæd blev saaet i en tilsyneladende stenet og ufrugtbar Jord, og den russiske Revolution har da ogsaa overalt fordret lige Ret for Mand og Kvinde til alle borgerlige og politiske Rettigheder og Pligter.
Og Englands Kvinder - ikke synes de mistrøstige, og ikke heller synes deres Krav at skulle løbe ud i Sandet. Med stor Alvor og Iver har de deltaget i den sidste Valgkampagne, der førte til et saa betydningsfuldt Resultat for det engelske Folk, og deres Indflydelse har efter engelske Blade at dømme ikke været ringe. Sidste Hæfte af „Review of Reviews" udtaler, at Regeringen ikke kan und-gaa at tage Spørgsmaalet om Kvindens Stemmeret op, og at jo før det tages op og bringes til en Afgørelse jo bedre. - - Tiden til at spøge hermed er forbi - - saavel Gampbell-Bannerman som Balfour har givet dette Krav deres Tilslutning og mere end 350 liberale Kandidater har lovet at støtte det - ---- det er Nonsens at paastaa, at Kvinder ikke er modne til at faa politiske Rettigheder, da de med saa stor Dygtighed deltager i det politiske Liv ete. etc.
Rundt omkring i de os nærmest liggende Lande og de os mest beslægtede Folk er det som Helhed ikke Mistrøstighed der spores iblandt Kvinderne, men tværtimod nye Forhaabninger og deraf følgende ny Iver og nye Bestræbelser.
Med England, Norge, Finland og maaske Rusland for Øje tør man vel ogsaa tro, at den praktiske Gennemførelse af Kvindens Stemmeret nærmer sig stærkt.
Om end nogle af Frisindets og Fremskridtets Talsmænd kun paa Skrømt følger Frisindets og Fremskridtets Fane og nøjes med at have Retfærdighedens Krav som en Pynt paa deres Programmer og som en nyttig Frase paa Valgtribunen og en brugbar Stige for deres egen Forfængelighed og Ærgerrighed saa er dog Kvindesagen uopløselig knyttet til Frisindets og Fremskridtets Sag, og om end det vilde være meningsløst og virkningsløst, om Kvinderne nu tog politisk Parti, saa ser vi dog uvilkaarlig med mest Haab hen til de radikale politiske Partier for Opfyldelsen af vort Krav om kommunal og politisk Ligestilling med Mænd.
Ve dem, der svigter os; thi derved svigter de sig selv.
Vor Dag kommer - før eller senere.
Vor Dag kommer - ikke fordi vi taler eller skriver eller kræver eller græder eller truer, men fordi vi handler.
Indefra kommer den!
