« Tilbage til søgeresultaterne
Nogle Indlæg
Vi har i den sidste Tid modtaget en Række Indlæg, som det desværre er os umuligt at optage, dels fordi de vilde fylde flere Numre af Bladet (og vi lider af permanent Pladsmangel) og dels fordi det i alt væsentligt er det samme, der drøftes i de forskellige Indlæg.
Vi har da ment, at den bedste og vel eneste Udvej var at bringe et Referat af dem, idet vi saa samtidig kunde faa Lejlighed til at gøre nogle Bemærkninger til de fremsatte Synspunkter.
En Indsender udtaler bl. a. følgende: „Det forekommer mig, at vil man være retvendt, da bør man - selv med Fare for at blive frakendt „at have Takt i Livet”- ikke paa nogen Maade binde sig til at „traske” gennem tykt og tyndt hverken med sin egen eller med nogen anden Organisation. Man har derimod den uafviselige Pligt - i de enkelte Tilfælde, hvor Meningerne om, hvad der er rigtigst, kan være delte - at danne sig en selvstændig Mening saa godt man kan, og saa handle efter den, indtil man er blevet overbevist om, at der er en anden, som er bedre.”
Dette Standpunkt kan vi fuldt ud sympathisere med; men naar den samme Indsender siger: „Vi sympathiserer her i Aarhus med den Tanke, som ligger til Grund for Valgretsforbundets Dannelse, at en Mængde Kvindeforeninger, hver med sine Særinteresser, gennem Repræsentanter slutter sig sammen i een Forening, der arbejder for alles Fællesinteresse, Opnaaelsen af Valgret, og vi har derfor ikke fundet nogen Anledning til at trække vore Repræsentanter ud af Valgretsforbundet”.
da maa dertil bemærkes, at D. Kv. Sf. er meget forskellig fra den „Mængde Kvindeforeninger”, som er repræsenteret i Valgretsforbundet; thi medens de andre Foreninger som deres Særinteresser har forskellige faglige Interesser, er D. Kv. Sf. den eneste Kvindesagsforening, og D. Kv. Sf.’s egentlige Særinteresse er Valgretten. Dette Synspunkt er ikke nær kommet tilstrækkelig til sin Ret i den førte Diskussion.
Det er bleven hævdet, at det var en Fejl, der blev begaaet, da D. Kv. Sf. trak sine Repræsentanter ud af Valgretsforbundet, og dette er af flere bleven lagt Fællesstyrelsen til Last. Men man glemmer, at det var Fællesmødet (altsaa Kredsenes Delegerede) og ikke Fællesstyrelsen, der tog denne Beslutning, og Fællesmødet var den eneste Myndighed inden for D. Kv. Sf., der kunde gøre dette; og man glemmer, at Valgretsarbejdet faktisk var gledet ud af D. Kv. Sf.s Hænder; Flertallet paa Fællesmødet i Sommeren 1904 erkendte det meningsløse heri, og man mente, at det, der paa det Tidspunkt burde gøres, var, at D. Kv. Sf. søgte at samle sine Kræfter om denne sin vigtigste Opgave, det egentlige Kærnepunkt i Kvindesagen.
Imidlertid maa det erkendes, at vort Valgretsarbejde langtfra endnu er, hvad det bør være - bl. a. fordi der er en Rift i Sammenslutningen, idet 3 Kredse har deres Repræsentanter udenfor D. Kv. Sf., og Samarbejdet mellem de forskellige Kræfter, der arbejder for Valgretten, er langtfra at være ideelt. Der trænges til en fastere Organisation, en mere formaalstjenlig Form, et for forskellige Sagen uvedkommende Sidehensyn renset Indhold.
Flere af vore ærede Indsendere udtaler sig i temmelig ublide Udtryk om Fællesstyrelsen. En mener, at naar man har „en saadan, maa den, saasnart der er noget i Gære, hvor der kan være Tale om, at Kvinderne kan komme i Betragtning, være paa sin Post. Gennem vort Blad maa den tilraabe os sit „Giv Agt!” - -”. En anden mener endogsaa, at Fællesst. „altid bør holde Kredsene á jour med, hvad der er fremme i Tiden”, og den Bebrejdelse rettes imod den, at den „end ikke har meddelt Kredsene, at Valg til Værgeraad ogsaa tog Kvinderne med”.
Delte er dog vist en ikke meget tidssvarende Opfattelse af Forholdet imellem Fællesst. og Kredsene.
Kredsene og de enkelte Medlemmer skal dog vel ikke være som en umyndig Flok, der blot har at parere Ordre, og Fællesst. skal dog vel ikke være baade Øjne, Øren og Mund? Ganske vist bør Fællesst. være vaagen, og den vil vist villigt erkende, at der oftere, end sket er, burde lyde et „Giv Agt” fra den; men det er dog ikke alene Fællesst. eller Bladet, der bør raabe deres „Giv Agt”. Et „Giv Agt” kunde med lige saa megen Ret ventes fra de enkelte Kredse og Medlemmer.
Saadanne Ting, som igennem den offentlige Forhandling og igennem Dagspressen føres ud i hele Landet, som f. Eks. netop Bestemmelsen om, at Kvinder kan vælges ind i Værgeraadene, burde dog intet Medlem af D. Kv. Sf. være uvidende om.
Arbejdet kan ikke og - skal ikke bæres og præges af enkelte; alle maa lægge Skulder til; ingen bør lade denne Ret og Pligt gaa fra sig; thi netop igennem den vaagne Deltagelse i Arbejdet skal alle de enkelte Kvinder udvikles og dygtiggøres til nyttige Samfundsborgere.
Til de Indsendere, der formaner Fællesstyrelsen til „i rette Tid” at udsende „Ordrer” til Kredsene
m. H. t. Interpellationen paa Valgdagen, vil vi bemærke, at man forlængst har begyndt at forberede dette Arbejde.
En enkelt mistrøstig Indsender udtaler, at der „i mange Kredse ikke vil findes en eneste Kvinde,
der drister sig til at staa op paa Talerstolen” og interpellere Rigsdagskandidaterne; men vi vægrer os ved at tro, at der ikke skulde findes mindst en Kvinde i enhver Valgkreds i Landet, som kan samle det fornødne Mod sammen til, med sin trykte Interpellationsseddel i Haanden, at vove sig frem paa Valgtribunen.
En anden Indsender henstiller til Overvejelse, om ikke „Valget af de Medlemmer, som skal sidde i Valgretsudvalget direkte bør lægges i Fællesmødets Hænder”.
Vi henstiller til vedkommende Indsender at bringe dette Spørgsmaal frem paa Fællesmødet til Sommer.
Vi ønsker blot endnu at tilføje, at om end Indlægenes Mængde og vort Blads Lidenhed denne Gang har gjort det umuligt at optage alt det indsendte, saa bør dog ingen, som nu eller senere har noget paa Hjærte, de gærne vil have frem i Bladet, holde sig tilbage, og om end vi ikke i et og alt er enig med de ærede Indsendere, saa har det dog været en Glæde at modtage deres Indlæg, fordi det vidner om Liv og Interesse.
