« Tilbage til søgeresultaterne
Vore Børn
„Samfundet og Børnene”. Kriminalretsassessor Axel Petersen. (Gads Forlag).
Det er et overordentlig fortjenstfuldt Arbejde, der er nedlagt i ovennævnte historiske Redegørelse for Statens og Samfundets Stilling til den forsømte og forvildede Ungdom. I stilfærdige og saglige Ord er der her oprullet et Stykke Kulturhistorie, der kan vække Glæde ved Synet af, hvad der er naaet, navnlig i de sidste 70-80 Aar, og som skaber ny Drivkraft ved at vække Forstaaelsen af, hvor stort et Arbejde der stadig er at gøre.
En „Børnesag”, siger Forf. i sin Indledning, har der altid eksisteret i de civiliserede Samfund, der ikke har kunnet skyde det Spørgsmaal fra sig, hvad der skulde gøres med de Børn, der savnede Hjem, dem, der forsømtes eller mishandledes, dem, der skejede ud, og dem, der ved forbryderske Handlinger satte sig op mod den samfundsmæssige Orden.
Forf. skildrer først Lovgivningsmagtens Stilling til Sagen. Den kendte 2 Grupper: en der krævede Barmhjærtighed og en der krævede Tugt. Men paa en underlig Maade blev disse Formaal blandede sammen i de, først paa Chr. IV.’s Tid oprettede Tugt- og Børnehuse for fattige, vanartede og vanrøgtede Børn. Statens merkantilistiske Interesse for den hjemlige Industris Opdyrkning overskyggede desuden de pædagogiske Krav. Børnene skuldes holdes til nyttigt Arbejde, men da der foruden de højst forskelligartede Børn ogsaa optoges voksne Løsgængere til Tvangsarbejde, blev der ikke Tale om nogen virkelig Opdragelse.
Juridisk set var Forholdet fra jyske Lov saaledes, at Børn under 14 Aar ikke kunde paadømmes offentlig Straf, men maatte bøde til den forurettede. I Tidens Løb er der en stigende Tendens til at sætte den kriminelle Lavalder ned for flere og flere Forbrydelser og gøre Straffen strængere og strængere. Der var 4 smaa Drenge, der i Helsingør 1563 tiltaltes for Tyveri. Bestjaalne vilde først have haft dem hængt; men for „Guds og Menigmands Bøns Skyld” lod han Naade gaa for Ret og lod kun et Øre tage af paa hver af de 2 Drenge. De andre slap lidt billigere.
Men Straffen, der hviler paa Gengældelse og Afskrækkelse, kan ikke virke forebyggende i nogen nævneværdig Grad, og den kan heller ikke, kunde i hvert Fald ikke, tage Hensyn til Lovovertræderens Individualitet og rent personlige Forhold. Her er det de talrige humane Bestræbelser, der næsten alle er skabte og baarne af privat Initiativ, tager fat. Det er en stolt Række Institutioner, det sidste Aarhundrede har at vise tilbage paa. Fra den første virkelige Opdragelsesanstalt „Cathrinelyst” 1827 (indirekte paavirket af Pestalozzi) og dens mange Efterfølgere, Holsteinsminde, Flakkebjerg, Himmelbjerggaarden, til Børnehjemmene, Landbrugskolonierne, Friskolebørnsasylerne og Arbejdsstuerne for Børn. Bestræbelserne er nu saa vidt organiserede, at der findes Optagelses- og Iagttagelseshjem til foreløbig Undersøgelse af, hvor de paagældende bedst kan anbringes. Princippet for alle er, at det er Børn, de har med at gøre, hvem det gælder at skabe et Hjem og give en Opdragelse. Sagen ses nu ikke mere som en Fordring fra Samfundet til Børnene, men inde fra disse, hvad de kan fordre af Samfundet.
Mange store Foreninger staar i Forbindelse med de private Institutioner, og dog mener Kriminalretsassessor Petersen, at Manglen nu ligger i det lidet planmæssige i det store Arbejde. Et Oplysningskontor, som der har været paatænkt, for saavel dem, der søgte Hjælp som dem, der vilde give, var sikkert nyttigt.
- Bogen, hvis Indhold her kun er løst skitseret, vil sikkert interessere alle dette Tidsskrifts Læsere og give mange Oplysninger til dem, der søger.
Georg Christensen.
I Sammenhæng med ovenstaaende kan Opmærksomheden henledes paa det „Børnenes Blad”, der under Redaktion af Knud Rosenstand nylig er begyndt at udkomme. Det skal nemlig direkte og indirekte støtte Børnesagen, og til de Voksne medfølger Børnehjælpstidende, redigeret af Dr. Carlsen.
G. C.
