« Tilbage til søgeresultaterne
Er Kvinderne tjent med, at den danske Pigeskole ødelægges?
Er vore Pigebørn tjent med, at den danske Pigeskole forsvinder? Det er det Spørgsmaal, jeg gerne vil stille til Dansk Kvindesamfunds Medlemmer og bede dem tage under Overvejelse og om muligt til Forhandling paa Fællesmødet i Horsens.
Dansk Kvindesamfund har den største Del af Æren for alle de Fremskridt, der er gjort for at hæve Kvindens Stilling i Samfundet herhjemme, og jeg haaber, at det heller ikke vil vare længe, før det ogsaa lykkes at skaffe Kvinderne ikke blot kommunal og og politisk Stemmeret, men Ret til selv at deltage i Lovgivningsarbejdet.
Men efterhaanden som Samfundet saaledes imødekommer Kvindens berettigede Krav om at kunne indtage den Plads i Samfundet, som hendes Evner og Uddannelse giver hende Betingelse for, bør hun ogsaa vende Sagen om og spørge: „ Hvad har Samfundet Ret til at kræve af mig til Gengæld? Og hvad bør Samfundet i Overensstemmelse hermed gøre for Kvindens Opdragelse, for saa vidt denne beror paa Skolen?"
Kvindens vigtigste Samfundspligt er at bevare Hjemmet, at føde og opdrage Samfundets Borgere, pleje de syge og række en hjælpende Haand til nødlidende og fortrykte. Her har Kvinden sit store og betydningsfulde Arbejdsfelt, og jo bedre hun løser disse Opgaver, des større vil hendes Betydning i Samfundet blive. Har vi da Ret til under den unge Piges Opdragelse at se ganske bort herfra og lade Resultatet bero paa Tilfældigheder, eller er det ikke vor Pligt allerede i Skoletiden at tage Hensyn til de under normale Forhold for alle unge Piger fælles Livsopgaver?
Man behøver kun at have haft lidt med den kvindelige Ungdom at gøre for at se, hvor ilde det staar til med de legemlige Kræfter Blot de mange Timers Stillesidden paa Skolebænken trætter den unge Pige i Overgangsalderen, blegsottig, nervøs og skævrygget, som hun ofte er. Alle Læger er enige om, at den unge Pige i Overgangsaarene bør skaanes, ikke blot for sin egen Skyld, men ogsaa for Samfundets, der kræver kraftige og sunde Mødre til den kommende Slægt. Bør vi da ikke først og fremmest skaffe den unge Pige en Læseplan, der ikke overskrider hendes Kræfter, og som tillader hende baade den Hvile og den Motion, som hendes Helbred kræver?
Skal vi dernæst ikke tage Hensyn til de særlig kvindelige Fag i Skolen? Det bliver mere og mere almindeligt, at den unge Pige efter endt Skolegang uddanner sig med et bestemt Erhverv for Øje. Denne Uddannelse og dette Erhverv lægger i de fleste Tilfælde Beslag paa alle hendes Kræfter, ja, -kræver ofte mange flere, end hun har. Ved Siden af at passe sit Arbejde udenfor Hjemmet, kan hun ikke dyrke de kvindelige Sysler i Hjemmet, hvis hun ikke gennem Skolen har opnaaet saa stor en Færdighed i Haandarbejde og Husgerning, at dette Arbejde kan gøres uden synderlig Anstrengelse. Derfor bør Skolen netop i vore Dage, mere end nogen Sinde, lægge Vægt paa praktisk kvindeligt Haandarbejde og Husgerning og vække den unge Piges Lyst og Interesse for disse Fag.
Nu har Staten aabnet sine „Almenskoler" for Pigebørn, men den har gjort det paa en Maade, hvorved der ikke er taget ringeste Hensyn, hverken til Pigernes mindre fysiske Kraft eller til deres særlige Opgaver i Livet. Hvad man har givet Pigerne Adgang til, er i Virkeligheden kun Drengeskoler, skønt Undervisningen kaldes „Fællesundervisning". Der gives 2 Timers ugentlig Undervisning i Haandarbejde, og disse Timer tages fra andre Fag, hvori Pigerne alligevel skal fyldestgøre de samme Fordringer som Drengene. Disse 2 Timer er altfor lidt til, at Barnet kan op-naa nogensomhelst Færdighed i dette Fag. Om Husgerning kan der slet ikke være Tale, og Timeplanen kan ikke ordnes med mindre end 36 Timer ugentlig fra Barnets 11. til dets 15. Aar. Der er altsaa i Almenskolen kun t ag et Hensyn til Drengenes Tarv, medens Pigerne maa se til at klare sig, som de bedst eller daarligst kan.
Pigeskolen har i mange Henseender maattet give efter for Tidens Krav om Kundskaber paa saa mange Omraader, at ogsaa den har været trængt af de mange Fag, men den har dog tidligere haft den Fordel, at Loven satte 17 Aars Alderen som den normale Alder for den unge Piges Realafgangseksamen. Derved har Pigeskolen hidtil kunnet lade sin Eksamenslæsning først begynde ved 15 Aars Alderen og behøvede f. Eks. ikke at begynde Matematikundervisningen før i 14 Aars Alderen, hvor der dog først er Mulighed for, at Eleven kan faa et virkeligt Udbytte af dette i sig selv udmærkede Fag. Den derved indvundne Tid kunde anvendes til de kvindelige Fag, og selv den unge Pige, der gik ud af Skolen i Konfirmationsalderen, kunde faa en afrundet Undervisning. Nu er alt dette spoleret. Ganske vist er der tilladt en særlig „ Pigeskoleeksamen" med samme Rettigheder som Realafgangseksamen, og hvor den normale Alder for Eksaminanden er sat til 17 Aar. Men denne Eksamen kan nærmest kun faa Betydning i København; overalt i Provinsen, hvor en privat Pigeskole har en af Statens eller Kommunens Mellemskoler ved sin Side, er den i de fleste Tilfælde ude af Stand til at indrette sig paa denne Pigeskoleeksamen. For den gængse Opfattelse „garanterer" nemlig Staten for, at den Undervisning, den byder Pigerne i sine „Fællesskoler" er forsvarlig og god, selvfølgelig den bedste for Pigerne; ellers kunde Staten med sine store Pengemidler jo ikke forsvare at tilbyde Folk den. Og naar Staten altsaa kan forberede Pigebørn til en afsluttende Eksamen, Mellemskoleeksamen (som rigtignok ingen Rettigheder giver, men det kan Folk ikke faa i Hovedet) i 15 Aars Alderen, saa kan Pigeskolen ikke gøre sig meget Haab om at vinde Tilslutning, naar den paastaar. at den af Hensyn til Pigernes færre Kræfter og de kvindelige Fag, som den ikke kan forsvare at forsømme, maa opgive at holde Mellemskoleeksamen og i Stedet for Statens Realafgangseksamen i 16 Aars Alderen tage en tilsvarende Eksamen i 17 Aars Alderen for sine Elever. Pigeskolen vilde derfor simpelt hen affolkes, hvis den gjorde sin Pligt og tog det Hensyn til Pigebørnenes Tarv, som disse og Samfundet kan gøre Krav paa.
Min Mening er altsaa: I den nye fireaarige „Mellemskole" med dens Vrimmel af Fag er det umuligt at tage det t ilbørlige Hensyn til Pigebørnene. Derfor maa enten Staten lukke sin Mellemskole for Pigerne. (Gymnasiet kan jo derfor godt staa dem aabent, de unge Piger vilde blot blive et Aar senere Studenter end deres mandlige Kammerater, men det Offer skylder de baade Samfundet og sig selv), eller Statsskolen maa forandre sin Undervisning saaledes, at denne virkelig tager det Hensyn til den unge Piges Kræfter og Opgaver i Livet, som hun har Ret til at forlange.
Hvordan Statsskolen skal kunne forene dette sidste med „Fællesundervisning" i Mellemskolen, er et andet Spørgsmaal, som jeg vil overlade den selv at løse.
Det vilde glæde mig, om „ Kvinden og Samfundet" vilde tage dette Spørgsmaal op til Forhandling.
Viborg, den 18. April 1906.
