« Tilbage til søgeresultaterne

Vore Kvindeorganisationer

Af: Astrid Paludan-Müller

« Se emneord

Vore Kvindeorganisationer*)

Bestyrelsen for „Politisk Kvindeforening" har længe ønsket at kunne diskutere Spørgsmaalet „vore Kvindeorganisationer" med Foreningens Med­lemmer, men det er gaaet her, som saa ofte ellers i Livet, det er ikke blevet til noget, førend der er kommet et Pres udefra. Presset er i dette Tilfælde det store internationale Møde, der i Som­mer skal holdes her i Byen af den „internationale Valgrets Alliance", og Ønsket om at kunne staa til denne med nogenlunde klare Begreber om, hvorledes vi selv er organiserede med Hensyn til Valgret. Jeg siger udtrykkelig „nogenlunde" klare Begreber, thi det hele er saa uklart og indviklet, at klart Begreb desværre vistnok bliver en ukendt Ting, undtagen ligeoverfor dette, at det er klart at vi er uklare.

Betydningen af „at løfte i Flok" er noget gan­ske selvfølgeligt, men de amerikanske Kvinder, som i 1888 planlagde og i 1893 stiftede Inter­national Council af Women, forstod aabenbart dette bedre end andre og realiserede en Ide, der for mig staar som noget af det mest storslaaede, jeg kender; den er i al sin store Simpelhed: at al Jordens Kvinder - uden Hensyn til Farve eller Religion - skulde arbejde Haand i Haand paa at naa Maalet „lige Vilkaar for Kvinde som Mand«.

I. C. W. bestaar af nationale Raad og omfat­ter nu 20 saadanne ligefra Norge til Tasmanien og fra Ungarn til Nordamerika. I. C. W.s Betyd­ning beror paa to Ting, og for at klare disse vil jeg helst benytte Præsidenten, Lady Aberdeens egne Ord, altsaa paa:

at hvert Nationalraad bliver en fuldgyldig Repræ­sentation for alt det Arbejde, der gøres af Kvinderne i det paagældende Land, og for alle de Kvinder, der udfører det, og

at det internationale Kvinderaad formaar at være et virkeligt Baand mellem alle Nationalraadene indbyrdes, og mellem dem og det selv, saa at der bliver gensidig Kendskab, Forstaaelse og Sympathi.

Det virker ved en Bestyrelse og Udvalg f. Eks. j for Fred og Voldgift, Kvinders retslige Stilling, for Bekæmpelse af den hvide Slavehandel osv. I dette internationale Raad indmeldte Danmark sig som Nr. 6 i 1899.

I det danske Nationalraad. som da kaldtes „Dansk Kvinderaad”, indmeldte sig efterhaanden forskellige Foreninger, saaledes at det nu repræ­senterer 18 saadanne foruden Enkeltmedlemmer. Forinden Nationalraadet dannedes havde vore hjemlige Foreninger dannet to Udvalg: et for Fred og Voldgift og et for Valgret. Ved Nationalraadets Dannelse gik Udvalget for Fred og Voldgift ind under dette som særligt Udvalg, medens Valgrets-udvalget blev staaende udenfor repræsenterende en Del Foreninger, som uden at være Valgrets-foreninger sluttede sig sammen til dette Udvalg for Valgret, medens dog samtidig nogle af disse Foreninger meldte sig ind i Nationalraadet.

Saaledes stod Sagerne i 1904, men saa kom det store Møde i Berlin. I. G. W. skulde holde sit 5-aarlige Møde, og blev der da i Forbindelse hermed arrangeret den store Kvindekongres.

Da Valgretten efterhaanden var bleven den Tamp, der brændte alle Vegne i alle Lande, fordi Kvinder ingen Vegne kan komme, da man uden den er bunden paa Hænder og Fødder, havde I.

C. W. da i Sinde at sætte Valgretten paa sit Program.

Nu havde den i disse Dage afdøde Miss Susan B. Anthony, som var med til at stifte I. C. W., med Sorg set, at dette ikke straks havde sat Valgret paa Programmet, og havde saa i 1902 planlagt en international Valgretsalliance. En gun­stig Lejlighed til at faa denne stiftet frembød nu den store Samling af Kvinder i Berlin, og der blev da - forud for I. C. W.s og Kongressens Møder, arrangeret en Del saadanne paa, hvilke den internationale Valgretsalliance dannedes, og valgtes Mrs. Chapmann Catt til dens Formand. Der indmeldtes 9 Landes Valgretsorganisationer. Alliancen er et Særforbund for Valgretsforeninger alene, men Danmark fik Lov at være med, skønt den Valgretsorganisation vi havde, som nævnt ikke var en Forening for Valgret, men et Udvalg for Foreninger, der havde andet Program end Valgret. Nogle Dage senere dannede I. C. W. sit Valg­retsudvalg med en saadan Personlighed som den kvindelige amerikanske Præst Miss Anna, Howard Shaw som Formand. Dette synes maaske straks noget modstridende, men det er langt fra.

Den internationale Valgretsalliance arbejder for, at Valgretsforeninger dannes og meldes ind i Al­liancen.

I. C. W.s Udvalg arbejder, fordi der, ved at Nationalraadene med sine mange Foreninger er repræsenterede i I. C. W., gives enhver Kvinde Adgang til Indflydelse paa Arbejdet for Valgret.

For Danmarks Vedkommende stiller Sagerne sig altsaa efter Møderne i Berlin saaledes:

Vi har et Valgretsudvalg, nu kaldet Valgretsfor­bundet, repræsenteret i den Intern. Valgrets­alliance. - Forbundet har 14 Foreninger.

Vi har et Nationalraad, repræsenteret i I. C. W., med Valgret paa sit Program. National­raadet bestaar af 18 Foreninger.

Og vi har Dansk Kvindesamfund med et Valg­retsudvalg.

Dette skal give 32 Foreninger foruden Dansk Kvindesamfund, men - og nu kommer det ind­viklede - 5 af Foreningerne er baade i Valgrets­forbundet og i Nationalraadet, 3 af Dansk Kvsf. Kredse er i Valgretsforbundet, Dansk Kvindesam­fund selv i Nationalraadet og Dansk Kvindesamfund har selv et Valgretsudvalg. Det er ind­viklet!

Trækker vi nu de 5 Gengangere, de 3 Kredse og Dansk Kvindesamfund - med sin Særstilling - fra de 32, faar vi: 23 Foreninger og Dansk Kvindesf. til Facit, og det er dette, vi maa regne med.

Den hele danske Ordning viser én saadan Uklar­hed, at den nærmest maa betragtes som en Haan eller et Indgreb i den klare internationale Ordning.

De Kvinder, der her hjemme har staaet som de arbejdende paa Valgrettens Omraade, har ingen­lunde været blinde for denne uheldige Ordning, og har arbejdet paa, at alle Foreningerne iraadte sammen til fælles Virken. Men Valgretsforbundet, der som Led af den internationale Alliance staar som - lad mig sige - Værter for alle de frem­mede, der i August kommer til Kongressen, kan ikke omordne noget nu. Der er derfor i Øjeblik­ket neppe andet at gøre end saa vidt muligt glemme vore egne Sorger, og alle arbejde trofast og godt paa at klare Kongressen fra os med fuld Honnør og paa en saadan Maade, at vi ikke alene i Udlandets Øjne, men ogsaa indadtil, lige­overfor os selv og alle Danske, viser, at danske Kvinder kan samles, kan handle, kan arbejde, kan holde sammen og vil Valgret.

Kongressen skal holdes her i Byen i Dagene 6.-11. August og der er sendt et foreløbigt Program ud.

Naar denne Kongres er endt - forhaabentlig godt endt - maa vi alle fremdeles holde sam­men og finde en klar, retfærdig Ordning, saaledes at alle kan se, at danske Kvinder arbejder i Flok og under Sammenhold paa at naa Valgretten, som ikke er noget, vi vil tilvende os uretmæssigt, men som vi i Kraft af at være danske Borgere, der opfylder vore Pligter, fordrer som vor Ret.

København, 2. April 1906.

Astrid Paludan-Muller.

*) Foredrag holdt i Politisk Kvindef. 3. April