« Tilbage til søgeresultaterne
„Nationalforeningen til Forsvar for den russiske Kvindes Rettigheder", har ca. 10,000 Medlemmer; i Løbet af de første 17 Maaneder af dens Virksomhed har den samlet og givet 180,000 Kr. til den russiske Frihedskamp.
Den internationale Valgretsalliances Møde i København
Den internationale Valgretsalliances Møde i København
i August 1906.
II.
Fra Rusland var mødt følgende 6 Delegerede: Mme Kalmanovitch fra Saratof, Mme Zénéide Mirovitch fra Moskva, Mme Elise Gontscharoff fra Riasan, Olga Wolkenstein fra St. Petersburg, Mme Stephanie Ispolatoff fra Moskva og Dr. med. Klirikoff fra Jaroslaf.
Om disse Kvinder samlede Interessen og Sympathien sig meget stærkt.
Flere af Mødets Talere vakte stormende Bifald og Begejstring, og enkelte formaaede ogsaa at skabe en stærk Stemning; men næppe nogen formaaede at anslaa saa dybe og alvorlige Strænge, som disse tarveligt klædte, dystre russiske Kvinder, der kom lige fra den mest oprørende og hjærteskærende Virkelighed, hvor Frihedstilhængeres Standhaftighed sættes paa Prøve indtil Blodet, og hvor Kampen ikke blot kræver Ord, men Offer.
I sin Tale bød Præsidenten, Mrs. Chapman Catt, med alles stærkeste Tilslutning, de russiske Kvinder det varmeste Velkommen. Efter at have talt om vundne Sejre i andre Lande, sagde hun:
„Hvor glade vi end er ved disse Beviser paa Fremgang, saa er jeg alligevel overbevist om, at
vore Hjerter banker stærkere af Glæde ved Efterretningen om, at de russiske Kvinder har dannet en Forening til Forsvar for Kvindens Rettigheder, og at de har udsendt Delegerede til vort Møde. Det er længe blevet forudsagt, at før eller senere maatte Rusland rejse sig, og at det System, der saa længe har nægtet Folket del frie Ord og den personlige Frihed, vilde blive styrtet. Nu da dette sker, er det en stor Tilfredsstillelse at erfare, at dette Lands Kvinder hverken selv glemmer deres Fremtid eller tillader andre at gøre det. Der er god Grund til at tro, at naar Ruslands Mænd faar alle de Rettigheder, der følger med Selvstyre, saa vil de samme Rettigheder ogsaa tilfalde de russiske Kvinder. Det er sagt, at de, der lider mest, skal glædes mest.
Vi haaber, at de russiske Kvinder maa erfare dette Ords Sandhed.
Nu rækker vi med Vennehilsen den russiske Kvinde-Union vor Haand, og forsikrer dens Medlemmer om vor Sympathi, om vor Tillid til dem, og om vor Tro paa deres endelige Sejr. I Berlin for to Aar siden vilde ingen have kunnet forudse, at denne store Forening vilde være blevet til paa saa kort en Tid og sende sine Delegerede til vort Møde. Dens Vækst har forbavset os, men fyldt vore Hjerter med Glæde. Vi byder den russiske Kvinde-Union velkommen, som en Familje vilde byde Døtre velkommen, der længe har været lukket inde i et Fængsel.
Vi har ikke haft Lejlighed til at lære vore russiske Søstre at kende; men vi elsker dem; vi kender ikke deres Program; men vi forstaar allivel, hvorledes det maa være. Vi modtager dem som Kammerater i vor fælles Sag. Hil være de russiske Heltinder, for det er de, og gid Frihedens Due snart maa sætte sig paa deres Banner! Deres Sejr vil være vor Sejr, thi vi arbejder ikke for os selv eller for vore egne Nationers Kvinder, men for alle Kvinders Frihed."
Tirsdag Aften bragte Olga Wolkenstdn en Hilsen fra „Nationalforeningen til Forsvar for den russiske Kvindes Rettigheder". Hun fremhævede især Nødvendigheden af, at Kvindebevægelsen bliver demokratisk; de arbejdende Klassers Kvinders maa med; kun i Forbindelse med al anden Frihedsbevægelse i Landene, kan Kvinderne haabe at opnaa politisk Ligestilling med Mændene.
Der var Glød i denne unge Russerinde, og hendes Tale vandt stærk Tilslutning.
Torsdag Aften talte Mme Kalmanovitch om „Situationen i Rusland" og Mme Elise Gontscharoff om „De russiske Kvinders Program". Den første betonede, hvor stor en Hindring det er for enhver Frihedsbevægelse, ogsaa for Kvindebevægelsen, at der er en saa stor Forskel i de velhavende og de fattige Klassers hele Livsførelse; den sidste fremhævede særligt, at Kvindernes Kamp for Ligestilling med Mændene, paa ingen Maade er en Kamp imod Manden, men simpelthen en naturlig Fortsættelse af Mandens Kamp for politisk Frihed.
Torsdag Formiddag talte Mme Zénéide Mirovitch. Hun gav en overordentlig interessant Fremstilling af de russiske Kvinders Arbejde for deres Ret og Frihed, og dette Arbejdes Sammenhæng og Forbindelse med hele den russiske Frihedsbevægelse. Vi giver nogle Uddrag af Zénéide Mirovitchs Foredrag efter hendes eget Manuskript:
„- - - - I Rusland har Kampen for Kvindernes Menneskerettigheder faaet en ganske særlig Karakter, sammenlignet med den samme Bevægelse i andre Lande; thi i Rusland har Kvinderne i mange, lange Aar haft næsten samme Rettigheder som Mændene, det vil sige ingen. I mange, tunge Aar har den russiske Kvinde kæmpet sin Livskamp Side om Side med Manden. Deres fælles Fjende var Tyranniet. Familje, Venner, Frihed - ja, Livet selv har hun ofret. Alle disse Lidelser har bestemt den russiske Kvindes Stilling i Forhold til Manden; de har gjort hende til hans Ligemand, hans Søster, hans Kammerat. Dette forklarer til Dels det nye Ruslands Forhold til Kvindebevægelsen. Ganske vist er der i vort Land som i andre Lande, megen Fordom, der søger at udelukke Kvinden fra Deltagelse i det politiske Liv og indskrænke hendes Virksomhed til Hjemmets snævre Kreds, men i den sidste Periode af den Frihedsbevægelse, der nu gaar gennem Landet, har alle Foreninger og Partier med Frihed og Fremskridt paa deres Program, erklæret sig for, at Kvinden skal have samme Rettigheder som Manden, saavel politiske som borgerlige. -------”
I Begyndelsen af Marts 1905 besluttede en lille Kreds af sociale Arbejdere i Moskva, 30 ialt, at danne en Forening til Forsvar for Kvindens Rettigheder („Nationalforeningen til Forsvar for den russiske Kvindes Rettigheder"). Som første Skridt i denne Retning indgav man en Petition til Dumaen, og en anden til Zemstvoen om lige Valgrettigheder. Omtrent samtidig sluttede andre Kvinder i andre Byer sig sammen om den samme Tanke. Det første Spørgsmaal, der fremkom, var: Hvad skal være vor Forenings Opgave? Skal vi blot kæmpe for Kvindens Ret, eller skal vi slutte os til den almindelige Frihedsbevægelse? Med stort Flertal vedtoges det, at knytte Kvindernes Frigørelse til det hele Folks Frigørelse, og vor Forening fik saaledes fra sin første Begyndelse et dobbelt Formaal, der kom til at danne Grundlaget for dens Konstitution.
I Maj blev Forslag til Konstitution og Program sendt rundt til de lokale Kredse, og disse opfordredes til at sende Delegerede til det første Møde i Moskva (20.-24. Maj). Ved dette første Møde blev Program og Konstitution vedtaget.------------
Allerede i Begyndelsen af April 1905 blev vor Forening, der havde optaget Ruslands politiske Frigørelse paa sit Program, opfordret til at slutte sig til den politiske Organisation, der gaar under Navnet „Unionernes Union", og som bestod af 17 selvstændige Unioner. Dette var et stort Fremskridt for Kvindernes Sag. Det var første Gang, Kvinder deltog i en politisk Organisation paa lige
Vilkaar med Mænd.------------
------- Da „Unionernes Union" holdt Møde i Finland i Juli 1905, blev det med overvældende Majoritet vedtaget at give Kvinderne Adgang til enhver politisk og borgerlig Rettighed. Kun een Stemme stemte imod. --------
-------- Begge de yderste Venstrepartier (Social-Demokraterne og de revolutionære Socialister) havde fra først af erklæret sig for Tilhængere af vor Sag. Fagforeninger og politiske Foreninger gjorde det samme. Under Trykket af den offentlige Mening gav Zemstvoen til sidst efter. Efter 6 Maaneders ihærdig Propaganda kunde vi ønske os til Lykke med en ny Sejr. Sidst i November 1905 var Kvindens politiske Ligeberettigelse med Manden optaget i et nyt Valgretsudkast ---------
Under Valgkampagnen til Dumaen rettede vor Forening følgende Opraab til Vælgerne:
„Borgere! Vi russiske Kvinder, der lever i det russiske Riges Genfødelsestid, og som mange Gange har bevist vor grænseløse Kærlighed til vort Fædreland, vi føler i dette store Øjeblik smertefuldt vor Mangel paa Ret. Af al vor Evne protesterer vi mod, at man udelukker os fra Deltagelse i Afgørelsen om Ruslands Fremtid. Vi er ligesom I ansvarlige for vore Handlinger, men vi har ingen Rettigheder. Borgere! Vi appellerer til Eders Samvittighed og Æresfølelse; vi beder om Del i politiske og borgerlige Rettigheder".
Denne Opfordring blev i Tusinder af Eksemplarer spredt over hele Landet. Ogsaa blandt Kvinder paa Landet blev der drevet en virksom Propaganda i Lighed med vor. Man skulde tro, at den russiske Bondekvinde, uudviklet og uden boglig Kundskab, som hun er, maatte være ganske blottet for ideel Stræben. Men saaledes forholder det sig ingenlunde. Næsten overalt, hvor de store Ord om Frihed, Retfærdighed og Lighed lød blandt Bondestandens Kvinder, blev de modtaget varmt, ja i nogle Tilfælde med Begejstring. Et af vore Medlemmer skriver fra Gouvernementet Voroneg om de Samtaler, hun har haft med Kvinder paa Landet. „Interessen er umaadelig", skriver hun, „næsten alle, unge og gamle, sympathiserer med vor Sag". Ja, mere end det: de kan ikke, ufordærvede som de er af Spidsfindighedens Gift, forstaa vore Modstanderes Grunde. De lærde Herrer, der taler imod Kvindens Rettigheder, forekommer dem simpelthen dumme, og en Reform, der tilsidesætter den halve Nations Interesse og Velfærd, er i deres Øjne uretfærdig og grusom. Dette finder et rørende og naivt Udtryk i adskillige Breve, som Koner og Piger har sendt til Dumaen. Her er eet, forfattet af Piger og Koner i 3 Landsbyer i Gouvernementet Tver, skrevet af en lille Pige paa 13 Aar:
„Vi Kvinder i Gouvernementet Tver", skriver hun, „skriver til den kejserlige Duma, til de Medlemmer, der er valgt af vor Regering. Vi er misfornøjede med vor Stilling. Vore Mænd, unge og gamle, vil more sig med os, men de vil ikke tale alvorligt med os om vort Land og de nye Love. Før slog de os tidt, det er sandt, men vi kunde dog tale med dem om alvorlige Ting, der vedkom baade dem og os. Nu er det anderledes. Nu siger de: I passer ikke længere for os; vi skal gaa i Dumaen og regere Landet, eller hvis vi ikke selv kommer derind, saa skal vi sende andre, der skal gøre det i vort Sted. Dem maa vi tale med. Hvis Loven havde gjort Jer til vore Lige, saa vilde vi have raadført os med Jer. Paa den Maade staar Koner og Piger udenfor som Udskud, og vi kan intet bestemme. - I Herrer! Medlemmer af Regeringen i Tver! Loven er uretfærdig. Den skiller os fra vore Mænd, ja gør dem næsten til vore Fjender. Den er en Krænkelse mod os Kvinder. Vi har lidt sammen med Mændene, og nu, naar de bedre Tider kommer, nu har man ikke Brug for os. Forstaar l os da ikke! Vi har Retfærdighedsfølelse saavelsom Mændene.....I Herrer! Medlemmer af Dumaen
for Gouvernementet Tver! Hav Medlidenhed med os i Guds Navn! Man siger, at I kan forandre Loven. Sig da til Dumaen, at alle Spørgsmaal maa afgøres, som Gud vil det, og at alle maa have Adgang til Dumaen, rige og fattige, Mænd og Kvinder. Ellers kan der ikke blive Sandhed paa Jorden og Fred i vore Hjem. Tidligere havde vi samme Herskere som vore Mænd. Skal nu vore Mænd skrive Lovene for os! Vi er Folk uden Opdragelse, og I maa undskylde, om mit Brev ikke er skrevet godt. Vore Landsbyers Navne og vore egne Navne tør vi ikke skrive af Frygt for vore Mænd og Herrer. Dette Brev er skrevet af en lille Pige for os alle. Vi er Piger og Koner i 3 Landsbyer. Nogle af os er meget gamle, og andre unge o. s. v.”
Tunge, sorte Skyer hænger nu over mit Land. Mørket har sejret over Lyset. Civilisationen har maattet vige for den brutale Magt. Rusland er nu i Bureaukratiets Hænder, i Fjendens Hænder. D e har nu Magten, som efter mange Aars grusomt Tyranni paaførte Landet en blodig Krig, de, der nu i Forening med „den sorte Bande" kæmper imod Folket, organiserer de frygtelige Blodbad, forfølger enhver Fremskridtsbevægelse i Landet, sætter i Fængsel og fører til Døden dem, der ikke frivilligt vil bøje sig under Aaget, giver hele Byer og Provinser til Plyndring for Soldater, beskytter og opmuntrer Forbrydere, lader politiske Forbrydere lægge paa Pinebænken, tillader at man krænker Kvinder og Smaapiger, og ikke undser sig for at nedskyde Børn. Rusland er i Hænderne paa dem, som er villige til at gøre alt for selv at beholde Magt og Penge.
Vejen, der ligger foran os, er tornestrøet, men Tornene skal ikke hindre os i at gaa den. Vi ved, at Kamp for Frihed altid er ensbetydende med Offer. Vi Medlemmer af „Nationalforeningen til Forsvar for den russiske Kvindes Rettigheder" vil gaa fremad tappert og taalmodigt. Vi vil kæmpe og arbejde for Frihed, Retfærdighed og Sandhed."
