Kvinders Stemmeretsarbejde i Sverige

De svenske Kvinder, som arbejder for Kvinder­nes Stemmeret, har i dette Efteraar haft en an-strængende og spændende Tid. Anstrængelsen har koncentreret sig om at faa Kvindens Stemmeret optaget i Regeringens Stemmeretsforslag til Rigs­dagen 1907. Spændingen, som endnu varer, gæl­der, hvad Regeringen beslutter med Hensyn til Spørgsmaalet.

Det er indlysende, at i alle Lande, hvor Spørgs­maalet om udvidet Stemmeret for Manden sætter Sindene i Bevægelse, maatte Kvinderne søge at benytte sig af Lejligheden og faa Kvindernes Stemmeret sat i Forbindelse med Mandens. Dette er saa meget nødvendigere, som sørgelig Erfaring har lært, at dersom Kvinderne ikke kommer med, naar en ny Gruppe Mænd faar politisk Stemme­ret, bliver Resultatet, at vi atter maa vente paa at faa vor Ret erkendt.

Spørgsmaalet om udvidet Stemmeret for Mænd har i mange Aar staaet paa Dagsordenen i Sve­rige; men for intet Løsningsforslag, hverken fra Regering eller Rigsdag, er det lykkedes at vinde Stemmeflertal i begge Kamre. Det liberale Parti, som kom til Magten i Nov. 1905, haabede at kunne samle Kamrene om sit Stemmeretsforslag. Det laa i Sagens Natur, at det derfor maatte være et Kompromisforslag, der ingenlunde tilfreds­stillede Tilhængerne af den almindelige, lige og direkte Stemmeret. Flere Ting, bl.a. en Valgbarhedsalder af 24 Aar, var Ofre paa de konser­vatives Alter. Ikke desto mindre faldt Forslaget i Førstekammeret, og da Kongen ikke vilde følge det liberale Ministeriums Raad at opløse det andet Kammer, for ved nye Valg at give Vælgerne Lej­lighed til at acceptere eller forkaste Stemmeretsforslaget, maatte Ministeriet gaa af i Maj, og et konservativt Ministerium, der støtter sig paa Før­stekammeret, fik nu den vanskelige Opgave over­draget. Den liberale Regering havde stillet sig afvisende mod Kvindestemmeretten, der i 30 Petitio­ner fra Kvinderne var blevet bragt frem for den. ”Spørgsmaalet var ikke modent til Løsning", „Kvin­derne havde ikke kæmpet længe nok for deres Sag", „Regeringens Forslag udsattes for ikke at gaa igennem, dersom dette toges med", saaledes lyder sammentrængt det offentligt givne Svar. Men man fejler ganske vist ikke ved at paastaa, at hos mange af det liberale Ministeriums lige som hos mange af det liberale Partis Medlemmer havde Modstanden mod Kvindens Stemmeret en dybere Grund end den tilfældige, politiske Taktik, som de henviste til. De liberale Mænd frygter, at Kvin­dernes naturlige Konservatisme skal „tvinge Ud­viklingen en eller to Generationer tilbage", de frygter især, at „dersom Kvinderne fik Stemmeret, vilde Sverige gaa mod en Præstevældets Tid." Man maa ikke glemme, at den Generation af liberale Mænd, der nu fører an, mer eller mindre bevidst er blevet paavirket af Strindberg og hans Tilhængeres sindssvage Kvindeforagt og Kvindehad. Mændene undtager herfra de enkelte Kvinder, som de kender og agter, men til Kvinderne i Almindelighed har de liden Tillid og ringe Kammeratskabsfølelse. Da de liberale Mænd med Grunde, der i alle Hen­seender er anvendelige paa Kvinderne, længe og ihærdigt har kæmpet for udvidet Stemmeret for Mænd, er de nødte til at indrømme, at i Teorien kan der ikke indvendes noget mod Stemmerettens Udvidelse til Kvinderne; men de fordrer Sikker­hed for, hvorledes Kvinderne vil anvende deres Stemmeret, Sikkerhed for, at de ikke bliver en Hindring for Udviklingen. I deres Iver overser de, at dersom de konservative vilde give deres Frygt for den almindelige Valgret til Mænd, et Udtryk, der svarede til dette Ræsonnement, saa vilde de liberale ikke have Ord stærke nok til at fordømme det ulogiske og despotiske i denne Tankegang. Men Resultatet er, at de svenske Kvinder ikke kan regne paa Støtte fra det liberale Parti, som saadant, dersom det ikke gennem særlige indtrædende Forhold tvinges til overfor dette Spørgsmaal at slaa ind paa en ny Vej. I Retfærdig­hedens Interesse bør det dog fremhæves, at et temmelig stort Antal liberale Mænd er varme Til­hængere af Kvindens Stemmeret.

I 1906 indbragtes flere Forslag til Rigsdagen om Kvindens Stemmeret. Ganske vist fik de ikke Stemmeflerhed, men Rigsdagen forlangte en Un­dersøgelse af Spørgsmaalet, og denne foranledigede Regeringens Forslag. Dette var det største posi­tive Fremskridt, Sagen har haft i Rigsdagen. Kvin­derne havde i 36 forskellige Skrivelser henvendt sig til Rigsdagsmændene med Begæring om Hjælp. For at vise, at det ikke blot var en lille Gruppe Kvinder, der ønskede Stemmeret, hvad der uop­hørligt forsikres paa Rigsdagen og i Pressen, iværksattes en Massepetition henimod Foraaret, og over 76,000 Kvinder har underskrevet denne Adresse, der endnu ikke er færdig.

Den konservative Regering havde mange Grunde til at indtage en anden Stilling til vor Sag end den liberale; hvor underligt dette end i første Øje­blik kan synes. Den ønskede at vise sig saa liberal som muligt, den haabede i Kvinderne at finde en Modvægt mod de nye Vælgere blandt Mændene, den vilde vinde Sympathi hos Kvinderne, som den liberale Regering havde stødt fra sig. Desuden skulde den jo undersøge Spørgsmaalet om Kvindens Stemmeret, og til en vis Grad vir­kede den Kendsgerning, at Finlands Kvinder nu havde baade Valgret og Valgbarhed. Men frem­for alt havde de svenske Kvinders hurtige og vær­dige Fremmarsch gjort Indtryk paa den offentlige Mening. Den konservative Regerings Stemmeretsforslag kendes endnu ikke, men at den alvorligt overvejer Muligheden af at tage Kvinderne med, kan betragtes som sikkert, om end Udsigterne synes mørkere nu end for nogle Uger siden.

Nu i Efteraaret samledes Repræsentanter fra hele Landet for at forelægge Konge og Rigsdag Kvindernes Forlangende om at optages paa Regerings Stemmeretsforslaget. Begejstringen var saa stor, at 49 Kvinder har ofret deres knappe Tid og knappe Midler for at deltage i Deputationen. Lørdagen d. 6. Oktober havde Deputationen Fore­træde for Statsministeren; deres Ordfører var Frk. Anna Whitlock. Statsminister Lindmans Svar var meget venligt, men indeholdt intet afgørende; dog troede vi at mærke, at Regeringens Betæn­keligheder snarere var blevet større end mindre. Tirsdagen d. 9. Oktober mødte Repræsentanterne til Audiens hos Kongen, hvor Frk. Gertrud Adel­borg førte Ordet. Kongens Svar udtrykte den varmeste Sympathi for Kvindernes berettigede Krav, men tillige en Frygt for, at Stemmeretsforslaets Antagelse vilde vanskeliggøres, dersom Kvindernes Stemmeret medtoges.

Nogen bestemt Besked har vi saaledes ikke modtaget; men Kvindernes Forhaabninger er sva­gere efter end før Deputationen. En stor Virk­ning har dog Kvindernes offentlige Fremtræden haft. Dagspressen, som tidligere paa en iøjnefal­dende Maade, har undgaaet at omtale Sagen, er pludseligt begyndt at debattere den i ledende Ar­tikler og indsendte Indlæg. Frøknerne Whitlocks og Adelborgs Taler har, oftest uforkortet, staaet i alle større Hovedstadsblade. Endnu ivrigere er den mundtlige Diskussion, og det viser sig dagligt, at Kvindernes Stemmeret vinder Terræn, ofte paa helt uventede Steder. Men paa den anden Side er ogsaa Modstanden blevet stærkere.

Ties ihjel kan Sagen ikke mere, den kan støde paa større eller mindre Modstand, men den vil blive taget op Rigsdag efter Rigsdag, til den faar Stemmeflertal. Sammenslutningen af alle Samfunds­klassers Kvinder, deres neutrale Holdning over for alle politiske Partier, det indlysende i den saglige Kritik af Modstandernes Grunde, og ikke mindst det udmærkede sociale Arbejde, som udføres af de svenske Kvinder, er en Borgen for, at vor Sag føres imod Sejren.