« Tilbage til søgeresultaterne
Drachmann og Kvinden
„En Guldring om din Finger
Lægger i Kvæld jeg ned,
For alt det uendelig skønne,
Du sagde om Kærlighed."
Saaledes lyder Jonas Lies Festtelegram til Drachmann. Det er underligt, hvor ofte Forfattere og Digtere forveksler Begreberne: Kærlighed og Elskov. Det er paa Tide, at der fra kvindelig Side gøres Indvending mod denne Forveksling. Drachmann tror sikkert selv, at han har hyldet Kærligheden i sin Sang, men hans Liv og hans Udtalelser vidner om, at han end ikke ved, hvad Kærlighed er.
Den, der uden Blu kan tale om „min Hustru, den syvende i Rækken", kender end ikke Kærligheds Natur, men har kun benyttet Hustrunavnet som et Dække for den skiftende Elskov, der er blevet Elskerinder til Del.
Drachmann stiller Kvinden lavt. Allerede af et Ungdomsdigt: „Mary" i „Dæmpede Melodier" fremgaar det som hans Mening, at Kvindens hele Opgave er at yde Manden en kortvarig Tilfredsstillelse, hvorefter han med oprejst Pande kan forlade hende, da hun bør føle sig rigeligt holdt skadesløs for Livet ved den store Lykke og Hæder, som hans elskovsfulde Tilnærmelse i korte Øjeblikke har forskaffet hende. Den forladte Mary udbryder overfor sin Faders Bebrejdelser:
„Jeg gav mig hen til ham, jeg gav ham alt, Men tusindfold har han mig det betalt".
Det er for Manden et saare bekvemt Ideal, at en Kvinde skal kysse den Fod, der støder hende bort, skal synes at hun er „tusindfold betalt" for sit Livs Ødelæggelse.
Og det er som Kærlighedens Digter, Jonas Lie besynger Drachmann, og det er „Engiftets" Talsmand, Bjørnson, der begejstret hilser ham i Sang. - Mærkeligst af alt er det dog, at Kvinder ikke har undset sig ved at bringe en Mand som Drachmann deres Hyldest, ledsaget af Gaver og Blomster. Naar fremragende Kvinder tager sig paa at forherlige en Mand, der stiller Kvinden i samme Linie som Vin, saa staar det i Sandhed kun daarligt til med Kvindesagen. Hvad nytter Ar-bejdsrettigheder og Valgret, naar Kvinden endnu ikke har lært at agte og hævde sig selv ved værdig Selvfølelse.
For nogle Aar tilbage aflivede en stakkels Moder sig selv og sine 4 Børn i Lille Kongensgade i København. Hendes Mand havde forladt hende med en Elskerinde, og hun vidste ikke sit levende Raad, hvorledes hun skulde ernære sine Børn.
Denne Tragedie affødte hos Drachmann en flammende Indignationens Artikel mod de usle københavnske Borgerdamer, der vandrer henad Østergade i Pynt og Letsind, uden at ofre en Tanke paa, hvad deres fattige Søstre gennemgaar i Sidegaderne. Drachmann krævede Kvinder til Regnskab for en stakkels Kvindes Elendighed, fremkaldt af en Mands hensynsløse Troløshed. En Troløshed, for hvilken han og ligesindede har slaaet til Lyd, og som de har gennemført, ofte med langt sørgeligere Udfald, forsaavidt som et fornedret Liv er ynkværdigere end et fortvivlet Selvmord.
Og Mænd med Hustruer og Døtre har været med i disse Dages bacchantiske Festtummel!
Er det da saa, at en Mand skal hædres uden mindste Hensyn til, hvad han er i sig selv, og til hvor dybt han har skadet Samfundet ved sit Liv og sin Gerning?
Hvorvidt Drachmanns Digtergerning har løftet og bygget op ved Siden af, hvad den har nedbrudt, det skal her ikke af handles. Det er kun en Kvinde, der skriver i et Kvindeblad, og søger at hævde kvindelig Værdighed.
