Kvindelige Kunstnere.
Vi har her i vort lille Land ikke saa ganske faa Kunstnerinder saavel i Maler- som Billedhuggerkunsten, og det er vort kæreste Ønske, lidt efter lidt her i Bladet at kunne omtale hver især, deres Kunst, deres Fremskridt og de Forhold, de lever og virker under. At vi i Dag gør Begyndelsen med Malerinderne, Frøknerne Marie Luplau og Emilie Mundt, vil sikkert være kært for mange, der kender de to beskedne Kunstnerinders prægtige Billeder som og deres ihærdige Virken for de unge, hvem de i deres Tegneskole giver det første Indblik i Kunstens hellige Mysterier, og hvor Tid, Lyst og Ævner er til Stede, fører dem frem til selve Akademiets Dørterskel.
Ude paa Gl. Kongevej Nr. 136 har de deres Atelier og deres Tegneskole. Der er her øverst oppe i den store Bygning som en hel Kunstnerkoloni, et helt Virvar af Ateliers, og et godt kammeratligt Forhold hersker der mellem Kunstnerne, der her lever deres arbejdsomme Tilværelse højt over Byens Larm og Livets Smaaligheder.
Emilie Mundt og Marie Luplau bor og arbejder sammen. De har rejst i hinandens Selskab, besøgt Spanien og Frankrig, levet i Kunstnerkolonien i Bretagne og i Syden, studeret i Atelierene og Museerne i Paris, taget Sommerophold for Aar tilbage paa Skagen og senere paa andre af vort Hjemlands Kyster, og allevegne fra har de hjembragt en rig Høst af Studiehoveder og Skitser. De er flittige som to smaa Bier, og deres sikre og fine Kunst har bragt dem mange Velyndere.
Frøken Marie Luplau tør vel nærmest henregnes til Landskabsmalerne, skønt ogsaa hun har vellykkede Figurbilleder, hvorimod Frøken Mundt særlig har gjort sig bekendt ved sine ypperlige Genrebilleder og Portrætter. Blandt Genrebillederne staar Asylbillederne højest. Frøken Mundt ser med et ejendommelig sympatisk og dog saa klart Blik paa de Smaa. Hun giver dem som de gaar og staar med alle deres Dyder og Lyder, og hun forstaar at opfatte en Situation og fastholde den paa Lærredet, saa vi egenlig aldrig glemmer det, vi en Gang har set, selv om det kun er et Barneblik der følger den sidste Svedske i en Skaal Grynsuppe.
Men Frøken Luplau er i Besiddelse af samme lykkelige Ævne. Som tidligere bemærket har ogsaa hun malet Figurbilleder, og blandt disse er der et, som selv i det raa Udkast er af saa gribende Virkning i al dets naturalistiske Sandruhed, at man altid vil mindes det og i Aanden se det saa klart som ved første Blik. Motivet er det Indre af en bretagnisk Bondehytte, hvor Fattigdommen knuger Beboerne i Dødens Favn. Begge Kunstnerinderne hører til den faste Stok, den, som hvert Foraar møder op med adskillige ikke blot gode, men udmærkede Billeder paa Foraarsudstillingen paa Charlottenborg, og til dem, hvis Billeder bliver sete og diskuterede og en Gang imellem solgte.
Vi véd jo saa godt, at Kunstnerbanen er trang og at vore Kunstnere, de allerfleste af dem, kun har en krank Lykke med Hensyn til at sælge, til en nogenlunde rimelig Pris, de Arbejder, hvorpaa der er ofret Tid og Omhu og Kræfter, i vort lille fattige Danmark er der jo ikke saa mange Rigmænd, der køber et Maleri til 600 eller 1000 eller 2000 Kr., men nogle er der heldigvis, og der findes ogsaa dem, som foretrækker et virkelig godt Billede for ti mindre gode.
Gid der var endnu flere, saa vilde Kunstnerbanen ikke saa ofte som nu være en Ærens Tornevej!
Hver Tirsdag mellem l - 4 staar Marie Luplaus og Emilie Mundts Atelier aabent for et kunstelskende Publikum, og de hyggelige Værtinder er nok værd at besøge. Malerne har nu ogsaa et sært Greb paa at skabe Hygge og Komfort. Og - man sige dertil, hvad man vil - hvor en Kvinde hersker, der mærkes altid noget vist ubestemmeligt, noget af „das ewig weibliche”, selv om hun udfører en Gerning, der i gamle Dage kaldtes Mandens, der er i det millieu, hvormed hun omgiver sig, en ejendommelig Ro, hvor man ligesom kan sætte sig til Hvile og nyde.
Og gælder det om Kvinden i Almindelighed, saa gælder det i høj Grad det Indtryk, man faar af netop dette Atelier. Omgivelserne sætter straks Beskueren i Stemning til at nyde al den Kunst, der her bydes Øjet.
