Kraftige Skolebørn.
Naar man ser engelske Skolebørn af Middelstandsklassen, vil man gennemgaaende finde dem kraftige og med et kækt Udtryk, hvorimod de københavnske Piger og Drenge, der hver Dag myldrer ud af Instituter og Realskoler, ser blege og forknytte ud. Man kommer da vilkaarlig til at spørge sig selv, hvad der kan være Grunden til denne Forskel mellem Børn, der lever under samme gode Kaar.
Sportsmænd vil naturligvis svare: det er Sporten, de dejlige Friluftsøvelser paa de aabne Pladser, som aldrig noget engelsk Barn forsømmer. Vi vil indrømme, at det er en væsenlig Grund, og vil ønske de Bestræbelser til Lykke, som ogsaa herhjemme gøres for de unge i den Retning. Men det er ikke Hovedgrunden. Den egenlige Aarsag er en Art Faste, som saa godt som alle københavnske Mødre, selv de forstandige og ømme Mødre, tvinger deres Børn til. De lader nemlig deres Børn gaa i Skole og arbejde til Kl. 3, efter at disse ikke har faaet andet end en Kop Te og en halv Tvebak. - Ganske vist har Barnet 2 - 3 Stykker Mad med, som det i Frikvarteret kan drikke lidt Vand til, men ellers arbejder ofte en 12 - 14 Aars Dreng eller Pige uafbrudt Time efter Time. Fransk, Tysk, Mathematik, Historie.,Stilskrivning, Regning. Opregning af Talstørrelser og Gloser veksler uafbrudt, og hertil kræves en Anstrengelse af Hukommelsen, som undertiden nærmer sig til Barbari. Naar Pigebarnet kommer fra Skole, har hun endnu en Musiktime, medens Drengen gaar omkring hjemme og er uartig og ondskabsfuld, fordi han endnu skal vente 2 Timer, førend der spises til Middag. Hvis Mødrene blot vidste, at al Uartighed, al Ondskabsfuldhed var borte, om Barnet havde faaet et solidt Maaltid Mad, inden han gik i Skole.
Af den Grund behøver de engelske Børn aldrig Tugt, Mødrene har saa godt som alle Forstand paa sanitære Forhold, og man hører næsten aldrig dette uhyggelige Skænderi paa Børnene, som desværre er saa almindeligt hos københavnske Mødre, og som undergraver Barnets Æresfølelse, fordi det i Virkeligheden er uretfærdigt, og det burde være Moderen, der irettesatte sig selv, for sin Mangel paa Forstaaelse af Barnets fysiske Tilstand.
Hos en Middelstandsfamilie i England begynder Dagen med en Tallerken Havregrød, derefter stegt Skinke (bacon), Æg og Smørrebrød samt Kaffe eller Te dertil. Man forstaar, at det er et temmelig solidt Grundlag at begynde sit Arbejde paa, og vi Danske burde lære af dem.
Men kan de københavnske Mødre maaské ikke overkomme at gøre Maaltidet slet saa stort, saa bør ingen Moder, der har Skolebørn og som har Raad dertil, tillade sit Barn at gaa i Skole, uden at det først har spist en Tallerken Havregrød med Mælk, det er en dejlig Ret og den bringer et behageligt Velvære med sig.
I England, hvor Kvinderne er tidligt oppe, laves Grøden i Almindelighed af Gryn, som koges stille og længe i deres udmærkede lukkede Ovne, hvor ogsaa Skinken, „bacon”, samtidig steges. Hele vort Kogeri herhjemme er ikke saa praktisk indrettet, men man maa tage Forholdene, som de er. Husmødre herhjemme, som ofte kun har meget lidt Tid, inden Barnet om Morgenen skal af Sted til Skole, maa helst koge Grøden af Mel. Naar Vandet koger i Gryden, drysser man det tørre Mel deri; det har ingen Tilbøjelighed til at klumpe, og et kort Opkog er tilstrækkelig til, at Grøden er, som den skal være.
Men det er nødvendigt altid at sikre sig friske Varer, hvilket bedst sker ved at købe Melet hos Melhandlerne i aaben Vægt; køber man det i Karduspakker, betales 10 - 15 Øre mere pr. Pakke.
Havre bliver meget let bitter og harsk, og Grøden taber derved sin Næringsværdi og Smag.
Vi behøver vel neppe at tilføje, at til denne Grød kan kun bruges skotske Havregryn eller Mel, som for Resten kan faas hos enhver større Melhandler, men man bør erindre at forlange Hunters Varer.
Vi haaber, at disse Linjer dog vil bringe nogle Mødre til at betænke det farlige for Børnenes Sundhed ved at passe deres Skolearbejde i saa mange Timer, uden at have faaet tilstrækkelig Næring, og forsøge Grøden af „Oatmeal”.
Naturligvis vil Børn, som er vante til kun at nyde en Kop tynd Te, ytre Utilbøjelighed til at begynde deres Maaltid med Grød, men der maa da begyndes med smaa Portioner, der lidt efter lidt stiger til et passende Maaltid. Det vil rigeligt lønne sig ved Sundhed og Velvære hos Børnene.