« Tilbage til søgeresultaterne

Smyrna Tæpper.

« Se emneord

Om disse meget yndede Tæpper, af hvis Tilvirkning hele Distrikters Befolkning ernærer sig, kunde det maaské interessere danske Læsere at høre, nu da Kunstvævning begynder at komme paa Mode som Husindustri, og man søger at efterligne de forskellige Slags Vævemaader.


Smyrnatæpperne bliver kun for en ringe Del lavede i Smyrna; de væves i de noget fjærnere liggende Distrikter af Lilleasien, men de bliver udført fra Smyrna. De mest yndede Sorter, de grove og tykke Tæpper, som tillige er varmere end de kort afskaarne persiske Tæpper, kommer fra Uschak, Giordes, Kula, Demirdschik, Melas, Ladik, Pergamos og Sparta. Uschak med sine 20,000 Indbyggere er Hovedoplagsstedet for denne Industri og ligger i en meget frugtbar Egn. Beboerne tager alle direkte eller indirekte Del i Tæppefabrikationen. Ad to forskellige Veje føres Tæpperne til Smyrna.


De Hjælpemidler, man behøver til at lave Tæpperne, er meget simple. Ulden bliver taget af „Fedthalerne”, en Faareart, som bliver holdt meget der paa Egnen. Mændene vasker Ulden i de nærliggende Bække, de gamle Koner spinder den, Farvningen foregaar i de saakaldte Boya Hanes. Til at lave en Kvadratalen Tæppetøj behøves omtrent 8 Pund Uldgarn.


Vævestolen dannes af to tykke Pæle, som nedrammes i Jorden i en vis Afstand fra hinanden. To bredere Pæle bliver fastslaaet dertil, en forneden og en foroven. Ved Foden af denne meget primitive Vævestol sidder ofte henved tolv Væversker ved Siden af hinanden, og over deres Hoveder er Spolerne anbragte, hvorom Garnet er vundet.


Et Tæppe kan faa hvilken som helst Længde, men det afhænger af Vævestolens Størrelse, hvor bredt det kan blive. I Uschak, som har 500 saadanne Vævestole, kan der væves Tæpper af 12 Alens Brede.


Ved at arbejde paa denne primitive Maade opnaar man at faa et blødere, om end løsere Væv, end man faar paa de mekaniske Vævestole.


Vævningen bliver udelukkende udført af Kvinder, mest unge, som staar under de modnere Kvinder, ikke alene mens de arbejder, men ogsaa naar de gaar fra og til Arbejdet.


En Væverske laver en Kvadratalen Tæppe om Dagen, og for dette Arbejde faar hun kun 75 Øre. Vævestolene er for det meste anbragt i usle Hytter, som lige netop beskytter dem imod at blive alt for forfrosne om Vinteren og imod Solens Straaler om Sommeren. En rig Købmand vilde lade opføre en ordenlig tidssvarende Bygning til Vævestolene, men man var ligefrem derimod. Mændene var bange for, at de forbigaaende gennem Glasruderne skulde se paa deres Koner, lige som de ogsaa frygtede for derved at miste deres Uafhængighed.


Smyrna Tæpperne inddeles i tre Slags: de tykke, de mellemtykke og de tynde. De tykke er de bedste og kommer fra Uschak.


De mindst gode, som kaldes Barhano, kommer ogsaa fra den Egn, medens de mellemtykke stammer fra Kula, Giordes og Demirdschik. Forskellen paa Tæpperne er navnlig den, at Tæpperne fra Uschak alene bliver lavede af Uld, mens de andre, mindre gode, faar Bomuld til Rennegarn. De fineste og bedste Tæpper kaldes Tuk Iplik.


Tæpperne har forskellig Benævnelse, efter det Mønster, de har. Sarpat Killet er skævt mønstrede, Japrak de bladmønstrede, og saa Tæpperne med Medailloner. Af de skævt mønstrede har man Tæpper, som er over to hundrede Aar gamle: nu bliver det Mønster mindre benyttet. I England synes man bedst om Japrakmønstret i røde, blaa, grønne og orange Farver. Mens Tæpperne med grønne og blaa Medailloner i rød Grund er de mest efterspurgte i Frankrig og Amerika. I den nyere Tid begynder Købmændene ogsaa selv at foreskrive Væverskerne Mønstre. Saaledes laves i Kula og Demirdschik mest kun Fantasimønstre.


Under Abdul Azizs Regering kom de grelle Farver mest i Mode. Fabrikanterne begyndte at anvende Anilinfarver til Garnet. Denne Mode fortog sig heldigvis snart, og nu bruges igen vegetabilske Farver, Kochenille og Indigo.


Efterspørgslen af disse Tæpper er i de senere Aar steget i den Grad, at Købmændene i Smyrna har flere Bestillinger, end de kan levere i et halvt Aar.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner