Otte Dages Skilsmisse.

Men var det virkelig hende selv, der sad ved dette Bord og udtalte sine Tanker i saa mange Ord og havde en ny besynderlig Fornemmelse af, at hun var et Menneske med Legeme og Sjæl, og at alt, hvad hun saa omkring sig, kun var saare lidet i Sammenligning med det Uforgængelige? Medens Larm og Munterhed herskede omkring hende og Lamperne straalede i østerlandsk Pragt, havde hun et Øjeblik en Fornemmelse som vaagnede hun, en Fornemmelse, som hun aldrig i Livet skulde glemme.

Imidlertid kom Vinen, og Stemningen var livlig. En Rektor foreslog en Skaal.

„Mine Damer og Herrer, en Skaal for vor Vært og for en Værtinde. Naa, Du har ingen Vin! Ja, det er lige meget. Jeg drikker det røde, et Billede af den mandlige Kærlighed, og Du det hvide, et Billede af den kvindelige Uskyldighed - det bliver jo en herlig Forening, ikke sandt. Og saa er der det Gode ved Ægteskabet, at man fortryder det aldrig, har jeg ikke Ret, Fru Brügge?”

Valeria for sammen. „Ak ja!” raabte hun livligt. Hun havde ikke hørt den sidste Del, hun havde tænkt paa den mandlige Kærlighed og den kvindelige Uskyld.

„Se, der har vi en Frue, der er enthusiastisk”, sagde Rektoren. „Der hører Du selv et Vidnesbyrd fra en indviet. Skaal, Gedde. Skaal for dig selv og din tilkommende Frue!”

Konsulen takkede høfligt Selskabet, nikkede til hver især, idet han sagde et venligt: „Ja, ja;” men Valeria fik Lov til at sidde med sit Glas urørt. Han havde ikke drukket med hende.

Da det blev sent, kørte Selskabet hjem, ved Havelaagen steg de ud og havde i Sinde at skilles.

„Skal vi saa hastigt ende Dagen?” sagde Konsul Gedde. „Skal vi ikke have en lille Nattevagt, det er jo Sankte Hans? Beate, vil Du tænde Lampen paa Verandaen og give os noget at drikke.”

Det var de lyse Nætters Tid, og Havens Træer og Buske saa ud som uvisse Skygger. Byens Summen hørtes langt borte, og Stilheden i og omkring Villaen mærkedes derfor tydeligere. Roser og Kaprifolier udspredte deres søde, bedøvende Duft; det var Midsommerstemning, en Smule vemodig og hemmelighedsfuld. Den røde Hængelampe tændtes. Damerne forsøgte at spøge, og Herrerne tændte deres Cigarer, men Munterheden, der ikke syntes at passe i Billedets Ramme, døde lidt efter lidt bort.

„Nu maa en af os fortælle”, sagde en ung Lærer. „Konsul Gedde skal fortælle noget.”

„Hvad skal jeg fortælle? „Jeg kan ingen Spøgelseshistorier.”

„Noget fra Deres Rejser.”

Han tav nogle Øjeblikke. - „Nu vel, ja”, sagde han, „noget fra Sønderjylland.”

Det blev ganske stille. Det var, som havde det været et helligt Navn, et Navn, der traf hver især midt i Hjærtet.

„Jeg var der i Sommer, det var første Gang efter Krigen. Jeg havde ikke kunnet bære det over mit Hjærte før, og selv nu faldt det mig svært.

Vi kørte ind i Gaarden hos en Storbonde. Baade Mand og Hustru kom ud paa Trappen for at ønske os velkomne. Vi mente at kunne udrette vort Ærinde uden at staa af Vognen, men det var ikke muligt. Uagtet vor Modstand maatte vi ind, og snart stod der en festlig Frokost paa Bordet.

„Først nu vil jeg ønske Dem velkommen”, sagde Konen smilende, „først nu, da De har taget til Takke med, hvad Huset formaar.”

Medens vi nu sad der og snakkede ved Maden, faldt Talen ganske af sig selv paa Krigen.

„Ja, Mor og jeg, vi er alene paa vore gamle Dage, og dog har vi set seks prægtige Sønner vokse op omkring os. Fem af dem faldt i ærlig Kamp - Fred være med dem - og den sjette - - ”

„Aa, Far”, afbrød Hustruen, „tal ikke om det, lad det være glemt overfor Fremmede.”

„Skal jeg ikke tale om det?” sagde Manden hæftigt „Den sjettes Ære var større end de andres, og jeg ser paa Herren der, at han ikke er fremmed. Han har Hjerte for Sønderjylland. Den sjette ...”

Konen sad med Ryggen imod os. Hun lagde Hagen paa sine Hænder, der laa sammenfoldede paa Kanten af Bordet.

„Ja,” sagde Manden med Kraft, „den sjette var den flinkeste af dem allesammen - men han faldt ikke - han alene blev i Live. Og Krigen ophørte. Da skulle Regimenterne frem og mønstres og aflægge Eden. Da Turen kom til hans Afdeling, gik han frem af Geleddet og raabte saa højt, at hver Mand i Hæren, ja, i hele Omegnen kunde høre det: „Jeg sværger ikke den tyske Konge eller den prøjsiske Fane Troskab, og jeg opfordrer mine Kammerater til at følge mit Eksempel”. Han blev straks greben - han førtes til en Fæstning, men det var dem for stærk en Ørn at sætte i Bur. Gitteret knækkede hans Vinger. Han hentæredes synligt, og da han var Døden nær, fik han Lov at komme hjem. Naa ja, det var jo godt, han fik Lov at dø hos mig og Mor.

„Ser Du, Moer”, sagde han og pegede paa mig, „ser Du, han der, han har Hjerte for Sønderjylland. Ja, man kan jo nok sige, at hans Gerning ingen Nytte var til, at han spildte sit Liv forgæves - - - men det er ikke sandt. Naar Retfærdighedens Time en Gang slaar, da skal ogsaa alle saadanne gamle Historier ledes frem, og der vil maaske blive lavet en Vise om det, tror De ikke det?

„Jo”, sagde jeg rørt, „sligt vil aldrig glemmes, det vil være Fængkrudt til en anden Slægts Heltegerninger.”

„Jo”, sagde Prokurator Petersen, „det er rigtigt. Kommer en Gang Gengældelsens Dag, saa vil der ikke være Mangel paa levende Minder. Har de, mine Herrer og Damer, hørt Tale om Oberst Frederiksens sidste Ronde? Det var samme Aften han blev tilbudt at blive General for anden Hærafdeling.