« Tilbage til søgeresultaterne
Betty Hennings - Nora
Lørdag d. 9. Febr. opførtes Henrik Ibsens „Et Dukkehjem" for 100. Gang paa det kgl. Teater. Det blev en Festaften for Teatret og for de mange, som her var mødt for at bringe Noras Fremstillerinde. Fru Betty Hennings, deres Hyldest og Tak. Den ydedes den berømte Skuespillerinde i rigt Maal og med fuld Fortjeneste - fremmest som hun staar blandt alle vore Kunstnerinder, baade ved sin glimrende alsidige Kunst og ved sin noble, fintdannede Personlighed. I denne Tid, hvor Fru Hennings fra saa mange Sider modtager Beviser paa Beundring og Taknemlighed, bør der ogsaa her i „Dansk Kvindesamfund"s Organ bringes hende en hjærtelig Tak for alt det store og værdifulde, hun har tilført dansk Kunst og Kultur.
I „Et Dukkehjem "s 3. Akt siger Advokat Helmer til Nora: „Du er jo dog først og fremmest Hustru og Moder", men hun svarer - i Kraft af den gennemgribende Forandring, som netop da er foregaaet i hende: - „Nej, jeg er først og fremmest Menneske". Det slog mig med umiddelbar Styrke, hvor langt dybere - eller maaske højere - Ibsen i denne ene Sætning viser sig at se end sin Tids Mennesker. For hvor mange - det være sig Mænd eller Kvinder - staar det mon fuldstændig klart at Kvinden først og fremmest er Menneske - og derefter Kvinde.
At Mændene maaske sjælden ser det, er forstaaeligt, det er Kvindernes egen Skyld, de giver dem ikke Grund til andet. Men Kvinderne selv - er de sig det klart bevidst, at de først og fremmest er Mennesker? At deres personlige, deres individuelle Udvikling, at det, som er almenmenneskeligt, som ikke er knyttet til nogen Forskel mellem Køn - det er, eller bør være, det værdifuldeste, det egentlige, det fundamentale hos dem? Nej, det ved de fleste Kvinder slet ikke, og deri ligger Kvindens Ulykke, derfor er hun Manden underlegen.
I Sandhed, her ligger et mægtigt Virkefelt for Dansk Kvindesamfund: at hæve alle Kvinder op fra at være blot, eller dog omtrent udelukkende, Kvinder til først og fremmest at være Mennesker.
Var det Maal naaet, da kom alt det andet, vi Kvinder kræver og har Ret til at kræve, naturnødvendigt af sig selv; fordi vi da kunde kræve det med den samlede Myndighed, som vi nu saa ofte mangler.
