« Tilbage til søgeresultaterne
Den undre Världen. En lifshistorie. (Stockholm.Wahlstrom & Widstrand.)
Udgiveren, Klara Johanson, siger i sit Forord, at den lille Bog „år ingen novell," men Dagbogsoptegnelser af en i Fjor død, otteogtyveaarig Kvinde, der har levet en prostituerets ulykkelige Liv. En Udskrift af Politiets Bøger er vedføjet til „bestyrkande og komplettering" af Dagbogen. Dens lidet sentimentale Tone, den kolde Nøgternhed, hvormed den holder sig til Kendsgerninger, synes ogsaa at godtgøre, at det ikke er en digtet, men virkelig Fortælling om et Menneskeliv, vi her læser. Bogens Betydning ligger i, hvad den lærer os om det Samfund, vi lever og er Parthavere i - dette udadtil saa velordnede Samfund, hvor Loven og dens Haandhævere staar paa Vagt for Bevarelsen af en Overflade, der tager sig ud; dette Samfund som respekterer Sæd og Skik, Orden og Vedtægt, og som dækker over „den undre Världens" Dyb af vild Uorden, Rædsler og oprørende Uretfærdighed. - For Gadeoptøjer, for at vise sig beruset, for at gøre Modstand mod Politiet er denne prostituerede Kvinde idømt Bøder, der i et Aar løber op til 700 Kr. og har i de 7 Aar, hun stod under Politiets Opsigt, tilbragt 3 Aar og 2 Maaneder i Fængsel. Men de samme Love, hvorefter hun dømmes, tillader Prostitutionen, der ikke kan drives uden Rusdrik, og skrider ikke ind mod Bordelværtinderne, der tvinger Pigerne til Drik og øver en sand Røvertrafik over for dem, som er lagt an paa at hindre dem, der en Gang er kommen i deres Vold fra at frigøre sig - disse Love brændemærker den prostituerede Kvinde uden i mindste Maade at forulempe de Mænd, der køber hende, og hvis Laster er en Hovedaarsag til Prostitutionen. Dette hykkelske Samfund straffer Forbryderen og gennem sin Straf spærrer det ofte alle Veje for ham og tvinger ham til at vedblive at være en Forbryder, der saa atter straffes, og for hver Gang dette gentager sig, med Nødvendighedens Magt stødes dybere og dybere ned i Ulykken. Dette har den unge Kvinde, der skrev disse Optegnelser, følt stærkt, og hun udbryder et Sted: „Jag kan inte tænka paa nogen bättring, når jag ser hur orättfårdigt det går till i denne vårld.”
Den lille Bog er da et Anklageskrift. Den minder om, hvorledes den Vrangside af Livet, der saa ofte skjules, egentlig ser ud. Og den maner Kvinder til Kamp mod en Form for Uretfærdighed, en Art af Nedværdigelse, som kun Kvinder forstaar i al dens Rædsel, og for hvis dybe Saar de, som Kvinder, er kaldet til at læge Samfundet.
