Fru Jutta Bojsen-Møller

Fru Jutta Bojsen-Møller fylder den 17. Marts 70 Aar I 13 Aar har hun været „Dansk Kvindesamfund"s Formand. Hendes Iver har været utrættelig; hendes Haab for Sagens Fremgang og Sejr har aldrig svigtet; hendes kærlige Sindelag har overvundet og ind­taget alle; hendes glade Selvhengivelse i Arbejdet er et efterfølgelsesværdigt Eksempel for en­hver, der tager en Samfundssag op.

 

Tak for Henvendelsen til mig om at skrive noget om Fru Bojsen-Møller, da De mener, ingen kender hende bedre end jeg. Det ved jeg nu ikke, men jeg kan jo snakke lidt med hende om det, saa gaar det vel. Som De ved, blev Fru Bojsen-Møller Dansk Kvinde­samfunds Formand i 1894. Hun siger selv, hun har været en elendig Formand og kan ikke begribe, at man Aar efter Aar har villet vælge hende igen, saa hun nu har været Formand i 13 Aar og maa kaldes D. Kv. Sf.s gamle Formand.

De beder mig om at lade Dem lidt vide om Fru Møllers „inderste Forhold til Kvindesagen", saadan som den har udviklet sig i Tidens Løb.

Hun fortæller da, at hun er opdraget under det gamle Syn paa Kvinderne, at deres eneste Opgave var at blive Hustru og Moder og forsørges af Manden; derfor lærte man kun lidt af hvert den Gang. ikke noget der kunde fortjenes noget ved eller blive til et Levebrød. Hendes Fader var F. E. Bojsen, Præst i Vilstrup i Sønderjylland, ogsaa kaldet Budstikke Bojsen. Da hun var knap 20 Aar, blev hun gift med Præsten i Sejling, som var Ven med Digteren Hostrup, der den Gang var Præst i Silkeborg en halv Mil fra Sejling. Til deres Bryllup digtede Hostrup en af sine bedste Bryllupssange: „Se hvor Sejling Præstegaard". Og Venskabet forplantede sig nu ogsaa til den unge Hustru - baade med Ho­strup og med hans prægtige Hustru Elisabeth Hauch. Af disse to lærte hun at forstaa Kvindesagen. Hun mindes, at hun i den første Tid bebrejdede Hostrup, at han i sine Komedier: Intrigerne, Feriegæsterne o.s.v., havde gjort Nar af de stakkels gamle Jom­fruer, som ikke var blevet gift, ikke havde noget eget Hjem, og altid følte sig tilovers i Verden, de skulde oven i Købet gøres latterlig offentligt, og det af saadan en Mand, som Hostrup. Haa svarede dertil, at det undrede ham, at vi ikke kunde forstaa, at det var den bedste Tjeneste, han kunde gøre Kvin­derne, at Forældrene kunde l’aa Øjnene op for, hvilken Forbrydelse det var imod deres Døtre, at de lod dem gaa der og vente paa at blive gift uden at bruge deres Evner og Kræfter til at lære noget, medens det var Tid, som kunde skaffe dem en selvstændig Stilling i Verden, naar de ikke blev gift, og Foræl­drene faldt fra. De vilde da komme til at staa hjælpeløse og maatte ty til andres Naade og Barmhjærtighed for at opholde Livet (naar de da ikke havde Formue), og dette Liv vilde føre til, at de blev saadanne mis­undelige, gnavne, misfornøjede, snerpede Sikkelser, som dem han havde skildret i Kome­dierne. Dette slog hende som Lyn fra Him­len, og nu blev hun Kvindesagens varme Ven og fulgte Sagen gennem Hostrups Skridt for Skridt, til hun paa deres Anbefaling blev opfordret til at være Formand for hele Bevægelsen.

Dette duede hun nu ikke til, siger hun; det var hun ikke praktisk nok til, men paa Fru Hostrups gentagende Opmuntringer og efter Kristine Frederiksens (som var den afgaaede Formand) og andres Løfte om Hjælp, saa paatog hun sig det virkelig.

Da Kristine Frederiksen døde, var hun henvist til de andres Hjælp, og blandt dem mindes hun med stor Taknemlighed Eline Hansen og Fru Scheuer, som hun ligner ved de smaa hvide Heste, der trækker Karusellen bag et Tæppe, mens Føreren faar Æren!

Nu er hun jo snart 70 Aar og har i Sinde at trække sig tilbage i Bevidstheden om, at Sejren egentlig er vundet, idet Princippet „Lige Ret for Mand og Kvinde" er anerkendt i Regerings for slaget, og gaar det ikke igennem i Vinter, som vi da haaber, saa er det af a n d r e Grunde, som ikke kommer vores Sag ved, og som vil overvindes ad Aare. Men vinder vi Sejren i Vinter ogsaa i Udførelsen af Prin­cippet og faar Valgret og Valgbarhed i Lighed med Mænd, saa bliver hun straaleglad, og saa holder vi en ordentlig Fest paa hendes Fødselsdag, den 17. Marts.

En Veninde *) af Fru Jutta Bojsen-Møller.

 

*) De, som kender Fru Jutta Bojsen-Møller, vil let opdage, hvem denne „Veninde" er.

Red.

 

I Januar 1893 var Sammenslutningen mellem Dansk Kvindesamfunds Kredse under en Fællesstyrelse vedtaget. Samfundet bestod den Gang af 7 Kredse med Fru Birgitte Berg-Nielsen som Formand. Samme Aar af­holdtes det første Fællesmøde i Aarhus, hvor Frk. Kristine Frederiksen afløste Fru Berg-Nielsen som Formand, og hvor den, der skri­ver disse Linjer, blev valgt ind i Fællesstyrelsen. Paa det andet Fællesmøde i København ved Pinsetid 1894 kom Fru Jutta Bojsen Møller i Fællesstyrelsen, der konstituerede sig med hende som Formand, og jeg blev hendes Sekretær. Hun er bleven paa sin Post til Dato, jeg opgav min 1903 paa Grund af Ophold i Udlandet.

Til disse 9 Aars Samarbejde knytter der sig for mig mange kære Minder. Fru Jutta Bojsen Møller forstaar som faa at knytte sine Medarbejdere til sig; den Maade, hvorpaa hun som den ældre kommer de yngre i Møde og viser dem Tillid og Fortrolighed, skaber hende trofaste Venner. Paa sig selv og sin egen Dygtighed stoler hun kun lidt; jeg mindes, da hun i 1894 overtog Formandspladsen, erklæ­rede hun frejdig, at hun forstod sig ikke paa Forretninger, men naar kun jeg vilde hjælpe hende, saa skulde det nok gaa fremad.

Og med hende som Formand er Dansk Kvindesamfund gaaet fremad. Hun mødte til Arbejdet med usvigelig Tro paa Rettens Sejr og med Begejstring for Kvindesagen: Kvin­dernes Frigørelse og Dygtiggørelse. Fru Møl­ler er i Besiddelse af et uopslideligt Humør, som ikke Sorg eller Modgang kuer. Utrættelig og beredvillig er hun vandret til de forskellige Autoriteter og skiltende Ministre, for at tale Kvindernes Sag. Hver ny Rigsdagssamling ventede hun skulde bringe os den kommunale Valgret, som altid for hende var den første Skanse, der skulde tages.

Hun kunde være saa sikker paa, at til næ­ste Fællesmøde havde vi naaet det store Maal atter og atter glippede det; men aldrig tabte hun derfor Haabet eller Modet.                        

Det var herligt i den første Tid at besøge i hende i Sorø, hvor hun var i travl Virksom­hed for at danne en Kreds, men ved Siden deraf lige saa ivrig for at faa oprettet en Husholdningsskole for derigennem at dygtig­gøre Kvinderne til deres nærmeste Opgave i det daglige Liv. Fru Bojsen Møller har en sikker Overbevisning om. at Dygtighed i de hjemlige Forhold giver Kvinderne en sikker Grund at staa paa. Hun har selv følt Mangelen paa huslig Dygtighed. Hun fortæller, at i hendes Tid forlangtes der kun af de unge Kvinder, at de skulde være som Markens Blomster, der ikke spandt og vævede. Uden at kende til Husførelse, blev hun gift; Manden var tilfreds med hende, som hun var; men saa kom den første Bispevisitats. Middagen stod paa Andesteg. Ænderne blev pæne nok, men Sovsen blev Anstødsstenen, hverken hun eller hendes Pige kunde faa den til at hænge sammen, fordi ingen af dem forstod den ringe Ting „at skumme Fedtet af".

Da Fru Møller senere flyttede til Lyngby, saas vi endnu oflere. Med ungdommelig Iver mødte hun i de forskellige Foreninger, hvor hendes Repræsentations pligt førte hende. Fru Møller skulde bare naa det sidste Tog til Lyngby. I Vinterens Slud og Søle har det ofte været drøje Ture fra Stationen igennem eller langs med Sorgenfri Park tilbage til Højskolen, for Fru Møller havde Time paa Skolen næste Morgen tidlig.

Forsigtighed med sig selv kendte hun ikke til. Mange af de gamle Venner fra den første Tid vil mindes det udmærkede Møde i Horsenskredsen. Mødet holdtes i Søvind Forsamlingshus; Præsterne Konradsen, Hvirring, og Bertelsen, Elbæk, som nu begge er borte, havde deltaget i Mødet og været Værter for Gæsterne. Tilbagekørslen fandt Sted i aabne Vogne under et heftigt Tordenvejr med Sky­brud, saa vi sejlede og kørte paa én Gang. Sent om Aftenen kom vi til Horsens; drivvaade var vi alle. Fru Møller skulde med Nattoget, hun havde Morgentimer paa Høj­skolen. Af Værten paa Højskolehjemmet laante hun en langærmet Uldtrøje under sin vaade Kjole; denne blev efter at være vredet, strø­get over for at fjærne noget af Fugtigheden. Mens vi andre gik i vore lune Senge, drog hun ud i Mørket, ledsaget af Højesteretssag­fører Svend Høgsbro, der sønlig tog sig af hende.

Senere er hun Gang paa Gang draget ud paa Foredragsrejser og har dannet ny Kredse. Hun har rejst fra Sted til Sted paa Landet, sovet i en ny Seng hver Nat; ofte har hen­des Datter, Lægen, rystet paa Hovedet af Moders Letsindighed; men hidtil er det jo gaaet godt.

Paa Fællesmøderne var Fru Møller det op­livende Element. Naar jeg før Møderne skulde skrive hendes „Dosmerseddel", som hun kaldte den, et Uddrag af, hvad der var sket i Aarets Løb, for at hun kunde anvende det i sin Aarsberetning, saa fandt vi som oftest, naar vi drøftede den sammen i Lyngby, at det kun var smaat og fattigt, hvad vi havde at be­rette; men naar saa Fru Møller ved Fælles­møderne i de forskellige Landsdele istemte en eller anden kær kendt Sang. med en Stemme, der rev andre med, saa var den rette Stem­ning der, og naar saa Beretningen blev aflagt, var det med Flugt og Farve, der satte Kulør paa de tørre Fakta, og man kom til at se at der dog var noget at være tilfreds med og glad for. - Bedre og bedre blev hun som Formand, sikrere og stadig bedre forstaaet af sine Medarbejdere.

Naar til Tider Bølgerne gik højt, og Mod­sætningerne var skarpe, var hun altid den mæglende og forsonende, den, der kunde se det gode ved enhver Sag eller Person, den. der fandt det rette Ord paa det rette Sted, aldrig ømtaalig for sin egen Ære.