« Tilbage til søgeresultaterne
Smaatræk fra Samlivet paa Rødkilde Højskole med Fru Jutta Bojsen-Møller i 1906
Det var i Sommeren 1906, at vi stævnede til Rødkilde, for at opleve et Par Maaneders Højskoleliv. Budet var gaaet over Lande til de unge Piger om at komme paa Højskole, og 112 unge havde efterkommet Indbydelsen. Vi var alle spændt paa og optaget af, hvad vi skulde opleve den Sommer, men ingen var i den Grad optaget og spændt baade i Frygt og Glæde, kan vi næsten sige, som Fru Jutta Møller, først i Frygt for at der ikke skulde komme ret mange Piger til Højskolen, og da det viste sig, at der blev nok, saa der var Anledning til Glæde, saa var der ligegodt nogen Frygt for, om de Piger nu ogsaa kunde faa saa meget ud af deres Ophold, at de kunde være glade derved. Men dermed havde det ingen Fare, for fra første Øjeblik Fru Møller havde været ude at tage imod Eleverne og budt dem Velkommen paa den hende ejendommelige, hjærtelige og glade Maade, saa følte man sig at være kommet til et Hjem, hvor der baade var Deltagelse og Tid til at høre paa og tage sig af den enkelte. Ved Aabningsmødet talte de to Brødre Bojsen og Fru Møller tilsidst; men skøndt de to andre havde talt godt, saa tror jeg uden Overdrivelse at kunne sige, at hun mere end nogen anden tog Forsamlingens Øre og Hjerte; denne hyggelige, jævne og hjærtelige Maade, hun tiltalte de unge paa, befæstede den Fornemmelse, man følte ved hendes Velkomsthilsen, at her var den, man kunde betro sig til i stort og smaat, og om man ellers havde nogle smaa Skavanker, var hun den kloge Kone, der vidste Hjælp og Raad derfor. Fru Møller var Morgenmand og færdedes tidlig og sildig mellem Eleverne; allerede Klokken 7 om Morgenen kunde man træffe hende i Spisesalen, med et Stykke Smørrebrød i den ene Haand og en Skaal Kaffe i den anden Haand, hvor hun med frisk Stemme og venligt Smil bød os Godmorgen.
Derpaa skyndte vi os op i Skolestuen, hvor Fru Møller samlede os til Morgensang og Morgenbøn. Tidt knyttede hun sine egne Betragtninger til et eller andet Ord eller en Linje af et Salmevers, og hendes Ord kom fra Hjerte, og gik til Hjerte. Fra hendes Stade i Skolestuen kunde hun holde Øje med Skoleklokken, der hang i Gaarden, og som blev ringet af den Lærer, der havde den første Time; henad Tiden holdt hun Øje med Klokken, og naar Læreren ikke var at øjne, mente hun, at vi nok kunde synge „en lille Sang til"; ellers maatte vi skynde os af Sted til Foredragssalen. Hun selv var for det meste med (misundelsesværdige Utrættelighed til at holde ud at høre!) De 3 Gange om Ugen fortalte hun selv for Eleverne; det var om hendes Faders Liv og Levned, om hendes Barndomshjem og hendes eget senere Livs Oplevelser, og det blev fortalt med en Friskhed, et Humør og en Selvhengivelse, som fremkaldte baade Smil og Taarer. Hun fortalte ogsaa om Hostrup, sang en Del af hans Lejligheds-sange, og om Kold, (videre hørte jeg ikke, men der fulgte flere efter). Maaltiderne delte hun sammen med Eleverne, undtagen en lille privat Frokost med Havregrød og lidt Kaffe, hun nød sammen med Lærerpersonalet. Ved Middagsbordet lød der tidt munter Skæmt og Passiar. Eleverne blev inddelt i flere Embedsklasser for at varetage de forskellige Tarv. Der var en Pige, der hed Foged, det gav Anledning til at hun blev vores Sognefoged, som vi skulde henvende os til i mindre i juridiske Spørgsmaal. En Indenrigsminister savnede i vi heller ikke; et af hendes Embeder var at sige de Piger til, der skulde til „Besøgelse" hos Fru Møller, det gik nemlig paa Skift og var en Gang ugentlig. De lykkelige, der skulde af Sted, pyntede sig da paa det bedste, og kom da ved halvotte Tiden ind til Fra Møller i hendes private Lejlighed; der var saa festet for dem med Blomster og Belysning, og „ Besøgelsen" endte altid med en Beværtning af en eller anden Slags.
Formaalet med disse Besøg var, foruden at lære hverandre at kende lidt nøjere, saa ogsaa at lære at kende Navnene, hvad ikke var saa ganske let. Der var ingen saa ivrig paa det som Fru Møller, og det gik temmelig nemt for hende, medens vi andre ikke paa nær kunde maale os med hende. Det var nu gerne Begyndelsen af Aftenen, derefter fulgte forskellige Lege af den Slags, der ikke skulde saa megen Plads til, for der var ikke meget at bevæge sig paa. Stundom havde Fru Møller et eller andet at læse op eller bringe for; tilsidst sang vi en Aftensang og gik fornøjede hjem med, hvad vi havde oplevet. Lærerne var ogsaa indbudt til disse Sammenkomster.
Efter saadan at være i Virksomhed en hel Dag (thi foruden Eleverne havde Fru Møller en stor Kor-respondence og Regnskab), skulde man ikke have undret sig over, om Fru Møller havdet trukket sig tilbage i sin egen Lejlighed; men nej, det blev der aldrig tænkt paa; naar Lamperne blev tændt i Skolestuen, hvor Pigerne lejrede sig med deres Haandarbejder, saa var Fru Møller der med en Bog, som hun læste op for dem lige til Sengetid, uden man mærkede til Træthed. I Diskussionsmøderne tog hun levende Del og var den ledende; alle Tidens brændende Spørgsmaal var fremme, og særlig Spørgsmaal vedrørende Kvindens Stilling og Kvindesagen havde i hende en varm og virksom Talsmand.
Da hun nu har haft Lykke til at kunne holde ud at virke til sit 70. Aar, saa kan man nok sige, at hun med Ære kan trække sig tilbage fra sin Formandspost, og det under vi hende af Hjærtet at blive fri for det Besvær, der følger med, og saa bringer vi hende vor bedste og varmeste Tak for godt og trofast Arbejde i Kvindesagen.
En der var med paa Rødkilde.
Fru Møller skulde komme og gæste os. og der var en festlig Forventning. Det var ingen inkvisitorisk Husmoder, man ventede; der blev ikke braset og stegt eller ryddet op i hver en Krog, det var saa uvæsentlig, det gjaldt kun om rigtig at have god Tid til at snakke los med hende. Det blev en stormende Modtagelse, og omsider fik man den kære Gæst til Sæde og sad spørgende og lyttende om hende. Hun satte sig til Rette i sin Yndlingsstilling med Benene trukken ind under sig. l gamle Dage vilde hun under en slig Situation have bidt Negle. Denne Livsnydelse, som kun de indviede forstaar, har Alderen berøvet hende De ny Tænder har skaffet hende en uforskyldt Dyd. Hendes Øjne straalede, hun var fuld af Planer. Egentlig skulde hun ind og leve ganske stille i København af sin Mands Pension; men hun havde hele Ungdommens Mod til at kaste sig ud i en Virksomhed. Hun vilde begynde paa det kæreste, hun vidste: en Højskole, og den skulde ligge ved Sorø. Hun rev som altid sine Tilhørere med sig. Vi byggede Luftkasteller med hende og var overbevist om, at det vilde gaa storartet. „Saa kommer I alle over og hjælper mig med Indvielsen?" - „Ja! ja! lød det i Kor; alle Indvendinger og Tvivl var blæst bort, hvor Fru Møller førte an.
Der kom Grundmur under Luftkastellet, og Sorø Højskole blev den skønneste Virkelighed. Det blev Fru Møllers Forlovelsestid med Højskolearbejdet, og hendes Øjne straaler, naar hun mindes den første bedaarende Tid der. Trods mange A års Slid i Højskolen er dette Arbejde hende lige kært; men i Sorø aabenbaredes det for hende, hvilke Evner hun havde til at vinde de unge, og der var Indtrykkene saa ny og friske, som de kun er første Gang. - - - - Maaltidet er endt i den lange, lavloftede Spisestue. Fru Møller staar i Døren i Træk; men hun mærker det ikke. Over hundrede glade, unge Piger ryster hendes Haand og takker for Mad, idet de kniber sig ud forbi hende. Fru Møller har et venligt Ord eller Smil til hver især, og de unge elsker hende. - Den, der kun kender til at aabne sit Hjærte for den snævreste Familiekreds, mens alle andre Mennesker er dem ligegyldige, begriber ikke Fru Møllers rummelige Hjærte. Kun de, som har haft med unge at gøre, der gik én i Møde med Tillid og Tro paa. at man vilde dem det bedste, forstaar, at man havde Lyst. om man kunde, at slaa sine Arme beskyttende om hele Skaren og sige, jeg holder af jer allesammen og beder Gud hjælpe og velsigne jer, naar I atter drager ud fra Fristedet her. Noget saadant har Fru Møller tit følt og sagt saaledes. at det varmede de unge, og derfor fik hun deres Kærlighed Det er saa karakteristisk for Fru Møllers Forhold til de unge, at disse ganske glemmer hendes Alder og betragter hende som deres jævnaldrende. Deraf kommer det mærkelige, at Hjærteanliggender, som de ikke tør sige til Far og Mor, betror de Fru Møller, og hun lytter interesseret som en tyveaarig Mø, der netop fornylig har gjort lignende Erfaringer og derfor saa levende kan sætte sig ind i den unge Karls eller Piges Kærestesorg.
Der er Familiebryllup, og Fru Møller er selvfølgelig indbudt, og hun kommer, om saa Rejsen er aldrig saa lang og besværlig. De unge danser, og Fru Møller danser selv saa let og smilende, som om hun ikke kendte til stive Ben. Hun hviler sig og har samlet et Par ligesindede om sig, og nu laves der Partier henne i Familiehjørnet, lidt for aabenlyst; men Fru Møller troede selv, hun er saa diplomatisk. Hun gaar gærne i Ilden for de to. som hun har udset for hinanden. Og lykkes det virkelig, og det bliver til Forlovelse, saa slaar Fri? Møller glædesstraalende Hænderne sammen og siger: „Gud ske Lov!" Trods alle Livets Skuffelser staar Forlovelser for hendes romantiske Sind som Indgangen til Livets Paradis.
Er der Sorg. kommer Fru Møller ogsaa med sin varme Deltagelse. Hun kender ikke til Fortvivlelse, hun ser altid Solen bag Mørket, og er derfor til saa stor en Trøst for dem, Sorgen har ramt.
En Neglebider.
