« Tilbage til søgeresultaterne
Kristus og Kvinden
Blandt det meget mærkelige i Kristi Liv her paa Jord, var hans og Kvindens gensidige Forhold noget af det mærkeligste.
Saadan en Oplysning som ved Bespisningen i Ørkenen, at der var mange Kvinder til Stede, eller som i Luk. 82, at der endog var en Del Kvinder, som fulgte med ham og de 12 Apostle paa deres Vandring gennem Byer og Landsbyer, vidner om en mærkelig Bevægelse mellem Jødelands Kvinder den Gang. Vel var disse ikke Haremskvinder, vel havde de en vis Frihed og ikke liden Indflydelse indenfor Hjemmet, men de mødte ikke i offentlige Forsamlinger uden ved store Folke- og Familiefester, hvor de traadte en Slags Dans og sang Vekselsange med Manden, hvert Køn for sig.
Men her hører vi, dels at de flokkedes om Jesus langt fra Hjemmet, hvilket vist var uhørt, brød altsaa med Sæd og Skik, hvad Kvinden gør endnu nødigere end Manden, dels at de ligefrem forlod Hjemmet og fulgte med Jesus og de 12. Der var gifte Koner, som Kong Herodes Hushovmesters Kone. Johanne, Zebedæus Kone, Salome og Susanna - der var ugifte Kvinder, blandt hvilke nævnes Maria Magdalene. Tænk denne lille Mandsskare med denne lille Kvindeskare, der kogte og syede og tjente efter bedste Evne disse Mænd, tænk dem slaa Lejr i en By eller Landsby. Hvor var det dog upassende efter vor Tids Begreber, langt mere efter Datidens! Hvilket Stof for onde Tunger! Og medens Folk ellers ikke undsaa sig for at skælde Jesus ud ikke blot for gal, djævle-besat, Folkeforfører, men ogsaa for „Fraadser og Drukkenbolt", Math. 11 19. saa hører vi ikke et Ord om, at nogen har kastet Smuds paa ham og hans for dette Forhold, som dog ellers mer end noget andet kan sætte den urene Indbildningskraft og de værste Beskyldninger i Bevægelse - og det er saare mærkeligt. Der maa have været noget saa rent over dette Forhold, at selv de værste Fjender ikke kunde finde paa noget at sige. Først i 19. Aarhundrede har enkelte søgt at blande det erotiske ind i Jesu Liv og Færden. Man har villet finde det i den Begivenhed, Joh. 20 1, hvor Maria Magdalene mødes med den opstandne Jesus, falder ned for ham og ligesom vil omfavne ham, og han siger: „Rør mig ikke; thi jeg er endnu ikke opsteget til Faderen". Man maa have en uhyggelig erotisk Indbildningskraft for at kunne forestille sig, at der skulde kunne opstaa den mindste Erotik i en Kvinde, som mødes med en, der er opstanden fra de Døde, og Jesu Ord til hende siger jo blot: at holde ham fast kan hun ikke, før han er opsteget til Faderen, først da han kan ejes, favnes i Troen, aandeligt og evigt.
Hvori laa det nu, at Kvinder følte sig saa stærkt draget til Jesus, uden at det mindste erotiske blandede sig i dette Forhold? Svaret er kort: Jesus selv behandlede og omgikkes Kvinder, som var det Mænd eller Søstre. Og vi ved jo godt, at mellem Søskende er Kønnet noget ligegyldigt i den indbyrdes Omgang. Medens ellers Kvinden var udelukket fra al egentlig Undervisning og dybere Samtale som et Væsen, der manglede Aand til at forstaa det højere, saa gjorde Jesus her ingen Forskel paa Mand og Kvinde. Vi har allerede set det med Kvinderne i Ørkenen, og dem, der fulgte ham og hans Apostle.
Lad os tage et Par andre, velkendte Billeder fra Jesu Liv. Han kommer ind i Huset hos en Kone, der hed Martha. Hendes Søster Maria sætter sig ved Jesu Fødder, hvilket ikke er at forstaa bogstaveligt, da de sikkert begge sad paa Gulvet efter østerlandsk Skik. Nej, det betyder blot, at hun var Jesu Lærling, Der sidder nu de to Mennesker sammen som et Par Kammerater. Den ene med et uendelig dybt Livsindhold, givende den anden modtagende. Da de saa bliver forstyrret af Husmoderen, der har travlt med at traktere af al sin Evne, bebrejder Jesus hende mildt, at hun ikke har forstaaet at lade denne stundesløse Travlhed fare og sat sig i det samme Forhold til ham som Maria. Lukas 10 38.
Et andet endnu mærkeligere Livsbillede er hans Samtale med den samaritanske Kvinde, el simpelt, uvidende Bondefruentimmer, der har levet et saa let! Liv, at hun efter fem Gange at have været gift nu lever ugift med en Mand. Man skulde ikke mene, at her var Evne til at modtage. Og dog har Jesus Tro paa, at der findes Dybde i hendes Aand. Han sætter sig hen til hende, og efter at have bedt hende om en Drik Vand, begynder han en af de dybeste Samtaler, der er ført mellem lo Mennesker. Joh. 4 7. Han siger hende først, at kendte hun noget til, hvad Gud har at give Mennesker, og hvem han var, da vilde han kunne give hende friskt rindende Vand, som vilde blive en Kilde i hende, der vældede frem lil evigt Liv. Først forstaar hun ham slet ikke, men da hun begynder at fatte, at han har noget vidunderligt at give hende, vaagner de dybeste Længsler i hendes Sjæl, og hun spørger om, hvorledes man dog skal finde den rette Maade al tilbede Gud paa. Saa taler han saa dybt til hende, som var hun en af Tidens dybeste Aander, taler om Gud som Aand, der vil tilbedes i Aand og Sandhed og selv søger efter saadanne Mennesker, der kan tilbede ham saa; og tilsidst siger han hende, at han er den Kristus, om hvem hun har hørt, at han vil bringe Menneskeslægten Losningen af de dybeste Livsspørgsmaal.
Dette, at Jesus behandlede Kvinderne med en saadan Agtelse, ja Kammeratlighed, drog dem til ham. De følte sig saa trygge, saa menneskeligt hjemme hos ham; de følte slet ikke deres Køn. De var vant til at blive behandlet, ikke som Mennesker, men udelukkende efter deres Køn - en Tid at være Genstand for Mandens heftige Attraa, blive beundret, næsten tilbedt, og naar den Ild var slukket, da som langt ringere Væsener, om hvem der kunde disputeres, om de overhovedet havde en Sjæl. Mishagede de Manden, kunde de forskydes, retsløse som de var, blot mod at faa igen det Gods, de mulig havde medbragt ved Indgaaelsen af Ægteskabet. Naar Jesus talte saa alvorlige Ord mod Skilsmisse Math. 19, da var det ikke for at give en Lov, der forbyder al Skilsmisse, men for at hævde, at Kvinden har samme Ret som Manden i Ægteskabet.
Derfor søgte han ogsaa at værge dem som Genstand for Mandens Attraa; alle kender vi hans Ord i Math. 528: „Hvo. som ser paa en Kvinde saa at han attraar hende, har allerede bedrevet Hor med
hende". Han forlanger, at Manden skal se paa Kvinden og omgaas hende uden Attraa, omgaas hende ikke efter hendes Køn, men efter hendes Menneskeværdighed. Det kønslige skal være tilbagetrængt, og det almen menneskelige være det herskende i Omgangen mellem Mand og Kvinde, før omgaas vi aldrig hinanden, som det bør sig, før kommer Kvinden aldrig til sin Ret. Dette er og bliver det store Spørgsmaal, naar Talen skal være om Kvindernes Ret. Alle Spørgsmaal om Kvinders Valgret og retslige Ligestilling med Manden er underordnet i Sammenligning med dette store Spørgsmaal: kan vi dog ikke naa at omgaas hinanden som Mennesker uden Hensyn til Køn?
Kønnet skal naturligvis ikke ønskes udslettet, da det er en Naturens Herlighed og Helligdom; men det skal blive, hvor det hører hjemme; paa sin naturlige, rette underordnede Plads. Men nu har det erotiske i Aarhundreder skyllet over alle Bredder, og enhver Oversvømmelse volder Ulykker. Meget af Nutidens Litteratur forherliger det, som var det det alt bestemmende, det alt beherskende i Forholdet mellem Mand og Kvinde, og derfor bliver den Litteratur saa væmmelig usand og saa ødelæggende. Naar det kønslige bliver paa sin rette Plads, saa det er et Led i den dybe, agtelsesfulde Kærlighed mellem Mand og Kvinde, da er det den hellige Kilde hvoraf udspringer Liv. Og er den ikke hellig og ren i sig selv saa er der intet helligt. Men udenfor dette Forhold, er det kun Synd og Ødelæggelse. Det er især Manden. der her har gjort blodig Uret mod Kvinden. Endnu kræver de fleste Mænd Straffrihed for sig i denne Henseende. Hvorledes Jesus stiller sig her, kan vi begribe og har tilmed en Begivenhed, der klart viser det, Joh. 81.
Nogle Mænd kommer til ham med en Kone, som er grebet i Hoer. Han undser sig for deres Raahed, bukker sig ned og skriver i Sandet, for ikke at se paa de væmmelige Mandfolk. Da de vover at trænge ind paa ham for at faa en Dom over Konen, siger han blot: „Lad den, der er ren blandt Eder kaste den første Sten paa hende", og bukker sig atter ned. Saa forsvinder de.
Lige Ret for Mand og Kvinde, samme Dom eller samme Barmhjertighed i dette Forhold. Bjørnstjerne Bjørnson har fremstillet dette i sit Drama: „En Handske",
Jeg kan naturligvis ikke besvare, hvorledes vi skal naa til dette naturlige, ægte menneskelige Forhold imellem Mand og Kvinde, saa vi kan omgaas hinanden som Mennesker, og det kønslige komme til sin naturlige Ret paa sin underordnede Plads. Men vi maa søge tilbage dertil for Menneskehedens Livslykkes Skyld. Ikke ydre Anordninger, men kun det at blive besjælet af den rette Aand, kan gøre det. Men ydre Anordninger kan hjælpe til at jævne Vejen dertil. Lad de to Køn faa samme Undervisning og fælles Undervisning, saa de lærer at omgaas hinanden paa lige Fod og kappes med hinanden i at vinde frem! Det er ganske vist, at i Landsbyskoler! har dette fundet Sted, uden at det har baaret megen sædelig Frugt, men dog nogen. Men der er mange andre Forhold, som her gør sig gældende. Og den sædelige Tilstand paa Landet er dog bedre end i Byerne, saa vidt jeg ved. Lad Kampen for Tilværelsen blive den samme, fri Konkurrence for Mænd og Kvinder, giv Kvinden retslig Ligestilling og Valgret sammen med Manden, og hun skal nok tvinge Manden til at agte sig og tænke mindre paa Kønnet. Det kan maaske blive haardt nok for Manden i Kampen for Tilværelsen, men vil blive saare gavnligt for ham som for hele Samfundet. Det almen menneskelige vil trænge det kønslige tilbage paa dets underordnede Plads.
Kirken har ikke magtet Opgaven; derom fortæller ikke blot de adskilte Kirkestole og det, at en Brud altid skal høre. at hun skal være sin Mand underdanig, for ikke længe siden endog, at hendes Attraa skal staa til ham - men hele det sociale Forhold i Kristenheden.
Kirkens Hovedfejl har vist været, at den har lagt og lægger i den Grad Vægten paa det gudelige, Gudsforholdet, at den har trængt det menneskelige, det sædelige Forhold mellem Mennesker noget tilbage.
Kirken ejer i Evangeliet om vor fælles Børneret for Gud ved Troen paa Jesus Kristus, den Aands-magt, som ikke blot kan stille os det ideale, rette Forhold for Øje, men kan give os guddommelig Kraft til at virkeliggøre det.
Nykøbing F.
Axel Kemp, Stiftsprovst.
