« Tilbage til søgeresultaterne
Det som bør dø
Frem gennem Livet er min Retfærdssans bleven saarbar. Det er ikke saa meget sket ved at læse om Lovenes Uretfærdighed , som ved ude i Livet at opleve Konsekvenserne, Dramaerne selv. Levende Mennesker, som stred og døde - eller som stred, lod sig knægte og blev Pjalte, hvilket er at dø paa anden og sørgeligere Maade.
Jeg er faret op og har hidsig spurgt: Jamen dette er da umuligt i et kultiveret Samfund! og man har svaret med et Skuldertræk og et hypokondert Smil : Loven, kære !
Jeg kendte en ung Kvinde - formuende - hun blev gift, Ordningen var Formuefællesskab selvfølgelig. Hun kendte ikke Ægtepagt af Navn, og havde hun kendt den, havde hun formodentlig ikke taget den, saa poetiske er vi Kvinder jo endnu, og endda beskyldes vi for at være beregnende, intrigante og mange andre pæne Ting.
Vedkommende unge Kvindes Formue gik ind i Mandens Bedrift; der gik nogle Aar, og de fik Børn. Saa kom der en kedelig Historie op, hun havde forfalsket et Produkt fra Bedriften, gjort det Gang paa Gang, til Modtagerne endelig opdagede det. Det laa specielt under hendes Varetægt, men ingen var i Tvivl om, at han, selv om han ikke just havde hjulpet hende, saa dog hele Tiden havde været medvidende om, hvad der skete. Inden Sagen gik til Politiet, tilbød imidlertid Bestyrelsen at lade Sagen dø hen mod en rimelig Erstatning, en cirka tusinde Kroner. Manden afslog Tilbudet. Og den unge Kone havde ikke Ret til at tage af sin egen Formue og redde sit Navn. Sagen gik til Politiet, hun fik sin Dom, udstod sin Straf, kom hjem og døde et halvt Aars Tid efter af Svindsot - en Familiesygdom ganske vist, men fra den Dag hun kom tilbage fra Fængslet og til hendes Lig førtes bort, havde hun ikke været udenfor Hjemmets Dør! Man sagde folkeligt det traditionelle: hun havde sørget sig ihjæl.
Hvorefter Gemalen ved Hjælp af sine fordoblede Midler giftede sig med et derefter afpasset Parti og førte en ny Formue ind i Bedriften samt Stedmoder til Afdødes Børn.
Det er ikke min Mening at ville forsvare et Bedrageri, fordi det er gjort af en Kvinde. Men mangfoldige Mennesker, Mænd som Kvinder, er bleven reddede ved en Pengesum bag Kulisserne og har siden levet ulasteligt. Det der den Gang, ligesaavel som i Dag, krænkede min Opfattelse af individuel Ret, det var, at hun raadede saa lidt over sine egne Midler havde dog haft de fleste -
At det skulde bero paa hans Naade, paa den Ene-Afgørelse, som Loven hjemler Manden, hvorvidt hun skulde straffes eller ikke. I de fleste Tilfælde vilde en Mand have dækket, derom er der vel ingen Tvivl, men han kan, hvis han vil, rolig putte hendes Penge i sin Lomme og lade hende faa Vand og Brød. I dette Tilfælde kostede Lovens Partiskhed et Menneske Livet.
Det er sagt saa ofte, at Loven ikke er retfærdig, det er snart saa fortærsket, at ingen gider høre det mere. Kun i det Øjeblik man støder paa de rene, skrigende Eksempler, da løftes Forstaaelsen et mægtigt Stykke i Vejret, for da er det Livet selv, som prædiker.
Kristian den femtes danske Lov var klar. Eftersom den viste sig at være saa altfor upassende, at den maatte reformeres, er der kludret og kludret, givet Indrømmelser som Hanefjed, snart maskerede Naragtigheder som Paragrafferne »myndig men uraadig« snart virkeligt velmente, men kun ikke konsekvent gennemførte Forsøg som Loven om Ægtepagt. Først naar Ægtepagt bliver tvungen, bliver den konsekvent.
For det er saa utrolig, som Kvinder kan være latterlig tillidsfulde, saasnart de elsker. En Tillidsfuldhed, som kan komme til at koste dem deres Livs Velfærd. Og som er, hvad de rent materielle Vilkaar angaar, ganske malplaceret. Selvfølgelig skal det hedde sig, at Ægtepagten i sin nuværende utvungne Form, er en Lovens Indrømmelse for at elskende kan enes idealistisk om Tingene og ikke ordne deres Lykke forretningsmæssigt. Det turde imidlertid være, at Loven her for en Gangs Skyld har indladt sig paa Floskler. Loven skal ikke have noget med Folks Kærlighed at skaffe, kun med Folks Penge, Afkom og Sæder. Loven skal være saa kortfattet som mulig og saa klar som mulig, og den skal saavidt mulig forhindre, at de dumme bliver bedraget. Derfor duer Loven om Ægtepagt ikke, før den kort og godt er tvungen.
Saaledes som det er nu, kan der fortælles Eksempel efter Eksempel i Lighed med de Forhold, jeg ovenfor beskrev. Og hver Gang man støder paa et af dem igen, føler man paany, hvor haanlig Loven overalt, hvor den kan komme vel med det, søger at holde Kvinden nede - i Klasse med de umyndige. Man maa undres over, at saa mange Kvinder vedblivende gifter sig. Jeg forstaar det ikke. De har det dog meget bedre ved at lade være. Dette med de gyldne Dage indenfor Ægteskabet, det er forbi; dette med Foragten, Gammel-Jomfruer o. s. v. det er ogsaa forbi. Hver Kvinde gøre sig til en stærk og selvstændig Person, det er Maalet - og leve sit Liv selv. Dette med Moderkald som en absolut Nødvendighed eller en himmelsk Pligt - det er de Floskler, som Verden er saa overdaadig med. Der er i Tiden en højst Humoristisk Svingning fremme, nemlig Mænd, der længes sværmerisk efter Børn, Arnekrog, Faderfornemmelser o. s. v. Det er Dekadence, maskulin Svaghed, det er den Race, der engang i svulmende Overskud af Kraft gik paa Togt vide over Verden, mens det svage Køn sad hjemme. Nu længes den maskuline Race ikke længere ud paa de vilde Veje, hvor de store Dramaer udspilles, nu vil de Børn og Kakkelovnskrog*).
*) I denne Betragtning af Faderfølelsen som Dekadence osv. er Forf. efter vor Mening kommen til et højst fejlagtigt Resultat ved ikke at tage alle de Spørgsmaalet vedkommende Faktorer med i sit Opgør. Red.
Og nu vil Kvinden paa Togt.
Kvinden er den aktive, levende Opponent, Manden som Hovedsum den reaktionære Forsvarer af en gammel Dogme-Bygning. Men mod det levende og unge har det gamle aldrig i Længden kunnet holde Stand. Det kan yde den tværeste Modstand, men i følge Livets og Dødens Lov, saa skal det unge vinde Sejr, og det gamle skal udgaa og dø.
Til det gamle hører Mandens Formynderskab over Kvinden. Til det gamle hører den feminine Verdensklasses systematiske Udelukkelse fra al direkte Indflydelse paa det Verdensmarked, hvortil hun fører baade Varer og Købere. Til det gamle, det, som skal dø, hører den skandaløse Ordning, at en Moder ingen Raadighed har over sit eget Barn. Til det gamle, det, som skal dø - og Gud lade det dø snart - hører den Bestemmelse, at Kvinder ikke maa indsættes i de større Embeder, hvortil de –
o Naade! - har faaet Lov at studere. Til det gamle hører hele denne forældede, udviklingsfjendske Lovgivning, som røber et Syn paa Kvinden, der er de vilde Folkeslags Mand-Bestand værdigt, men ikke det tyvende Aarhundredes kultiverede Europæer.
Og til hver den Mand, der siger mig mod, siger jeg, at han forhaaner sin egen Moder. Hele vor Lovgivning er en Forhaanelse af de Kvinder, som satte de Herrer Lovgivere ind i Verden. Og hver den, som holder paa Loven, som den er endnu, han forhaaner den Kvinde, han kalder Moder, den, som satte ham ind i Verden og vaagede over hans Barndom. Give til Gud, at Kvinderne var lidt mere koldblodige - men det kommer maaske, Uret gør kold - var hun først koldblodig nok, saa vilde hun sige: »Før skal mit Skød visne, før jeg sætter en Mand ind i Verden, at han bagefter skal sætte sin Hæl paa min Nakke!«
Jeg har ikke i mit Liv truffet saa dygtigt, klogt og energisk et Menneske som min Moder. Alligevel tvivler jeg slet ikke om, at der findes mange Kvinder ligesaa dygtige, det er mig blot en Gaade, hvorfor saa dygtige Mennesker skal holdes med deres Evner indenfor fire Vægge i Stedet for, at Evnerne kunde være kommen hele Samfundet til Gode. Det er en Luksus, som Samfundet ikke vedblivende har Raad til - der er jo ikke saa overvældende mange Lys i vor maskuline Styrelse, og der bliver færre og færre.
Og hvert eneste Menneske, det være sig Mand eller Kvinde, der mener at have noget at takke sin Moder for, den bør gaa med i Kvindernes Frihedskamp - til Ære for hende.
