Jus Suffragii

Jus Suffragii,

udgaar 15. Marts med et tosidet Tillægsblad, fordi Beretningen fra England er saa lang.

England. - 8. Marts forelagde W. H. Dickinson, Underhuset, en Kvindestemmeretslov. Loven krævede samme Valgret for Kvinder - ogsaa de gifte - som for Mænd. Forskellige store Kvindeforeninger støttede Sagen gennem offentlige Møder. Kvindestemmeretsforeningernes nationale Union foranstaltede en Demonstrations Procession, der til Trods for indtræffende daarligt Vejr siges, at have været „den største og bedst organiserede, der er gaaet gennem Londons Ga­der”. Den var en Fjerdingvej (engelsk Mil) i Længde, og dens Forbimarscheren tog en Time. Den bestod af 3000 Kvinder, som repræsenterede Forbund, hvis samlede Medlemsantal anslaas til ca. en halv Million. Dagen før Processionen havde Unionen sammenkaldt et Møde af Foreninger, der arbejder for Kvindestemmeretten, og der vedtoges en Resolution, hvori det erklæredes, at hverken Køn eller Ægteskab skulde komme i Betragtning med Hensyn til Valgret, at en Lov øjeblikkelig burde gives, der indeholdt dette Princip; den nationale liberale Federation opfordredes til at sørge for, at en Kvindestemmeretslov blev forelagt i nærværende Parlamentssession, og Forsamlingen opfordrede i Betragtning af de kvindelige Arbej­deres Nød Arbejderpartiet i Parlamentet til at holde de Løfter, det havde givet Tekstilarbejder­skernes og andre Arbejderskers Foreninger. 26 Foreninger var repræsenteret. Til Førsteministeren sendtes et Brev med Opfordring til at foreslaa Underhuset, at de fem Kvinder, der underskrev, Brevet, fik Tilladelse til personlig at møde i Par­lamentet og til at forsvare og begrunde en Petition om Kvindens Stemmeret. Brevet, der med Mini­sterens Tilladelse er blevet offentliggjort, begynder med at takke Campbell Bannermann for den Støtte, han allerede har ydet Sagen. „Ønsket om at faa Tilladelse til at begrunde Petitionens Indhold, naar denne forelægges Huset, vil maaske”, hedder det, „først synes Ministeren umulig at opfylde for Underhuset; men bortset fra den Kendsgerning, at Kvinder efter vor Mening i svundne Tider har mødt for Underhuset for at støtte et Bønskrift, saa hviler vor Anmodning om denne Tilladelse saa en Begrundelse, der er meget forskellig fra den, Mænd kunde fremkomme med i lignende Tilfælde; thi Mænd har altid været repræsenteret i Underhuset, først nylig alle Klasser af Mænd, men altid Mandkønnet. Derfor kan enhver Sag, Mænd ønsker at fremføre for Huset, altid forklares af Mænd og ud fra Mænds Standpunkt. Kvinders Ønsker om Ligestilling er aldrig - undtagen den Gang, De, Sir, sidste Maj modtog vor Deputation, officielt blevet fremført af Kvinder for Landets Regering og Lovgivere. Vi paastaar, at Kvinder er ligesaa tro Undersaatter af Hans Majestæt som Mænd; de statistiske Rapporter viser, at der kun findes en ottende Del saa mange Forbrydere mellem Kvinder som mellem Mænd; Kvinderne betaler Skat ganske som Mændene; professionelle og arbejdende Kvinder bidrager ved deres Arbej­de til Landets Velfærd, medens Værdien af Kvin­dernes huslige Gerning er af en Betydning for Folket, som næppe kan beregnes, og den Iver, som talrige dygtige Kvinder har vist overfor de forskellige sociale Reformer har paa meget værdi­fuld Maade paavirket Landets Tilstand. Parlamentet, der er Kilden til al Lovgivning, ønsker uden Tvivl at øve Retfærdighed mod alle, og vi mener, at ingen af Hans Majestæts Undersaatter trænger i højere Grad til Retfærdighed end Kvinden, der ikke er repræsenteret.”

Herpaa fulgte Underskrivernes Navne; blandt dem var den fra i Sommer herhjemme kendte Millicent Garrett Fawcett.

Svaret var et venligt Afslag. Ministeren mente, at der ikke fandtes noget Præcedens for Kvinders Foretræde for Parlamentet som Forsvarere og Understøttere af en Petition, og skøndt „Ministe­ren fuldt ud værdsatte Kraften af de Argumenter, der fremføres for Kvindens Valgret - var det ham under de nuværende Omstændigheder umuligt at yde Kvinderne den Hjælp, de ønskede”.

13. Februar (den anden Dag efter Parl. Aabning) holdtes der i et af Underhusets Værelser et Møde af de Parlamentsmedlemmer, der var gun­stig stemt for Kvindens Valgret. Som før var ogsaa denne Gang Kvindestemmerets Foreningens Union tilsagt og mødte med ca. 30 Repræsentan­ter. Til Stede var ogsaa flere Parlamentsmedlem­mers Hustruer.

Da Trontalen 13. Februar havde betaget Kvin­derne Haabet om at faa deres Ønsker opfyldt, besluttede Kvindernes sociale og politiske Union at sende en Deputation med en Resolution, hvori de udtalte deres Harme, til Førsteministeren.

Deputationen blev, som bekendt, tilbagevist af Politiet, der kun foretog faa Arrestationer, men i Modsætning til hvad engelske „Policemen” plejer, optraadte temmelig brutalt, særlig mod de mindre velklædte Damer.

Kl. 8 Aften samledes man atter til et Møde og Mrs. Pankhurst holdt en glødende Tale, der endte med det kendte Feltraab: „Rejs jer, I Kvin­der!” som Tilhørerne øjeblikkelig besvarede med et: ”Nu!” Forsamlingen marscherede straks for anden Gang til Parlamentsbygningen, men blev som før standset af Politiet, der denne Gang gik endnu voldsommere frem. - Jus Suffragi bemær­ker dog udtrykkelig: „Ingen af Fangerne har klaget over Politiets Behandling. Alle Klager er indsendt af udenforstaaende Tilstedeværende; Kvin­derne, der var med, var alle villige til at tage deres Handlings Følger”.

De fangne løslodes i Begyndelsen af Marts.

Med Hensyn til den megen Tale om den Skade, Stemmeretskvinderne har gjort Sagen etc. siger et Blad, „at dersom vi maa tillade os et Paradoks, saa har Kvindesagen kun mistet den Sympathi, som den aldrig ejede. Det er kun de Mænd (og Kvinder), der alligevel aldrig vilde støttet Sagen, der nu bruger disse Begivenheder som Undskyld­ning for, at de ikke vil være med i Frihedsbe­vægelsen”. Miss Janet Achurch spørger i „Chronicle”, om „hvilken Maade at forlange Stemme­ret paa, der mon vilde vinde Bifald hos den Mand, der var fast besluttet paa ikke at give Stemme­ret”.

Der har i England i den sidste Tid dannet sig en Antistemmeretsbevægelse, med en lille, men fornem Bestyrelse, som har indgivet en Petition mod Kvindestemmeretten undertegnet af 2100 Navne. Ganske karakteristisk er det, at ingen af de Damer, der har sat Petitionen i Gang, har underskrevet den, men ladet deres Sekretær alene give Navn til!

Miss. Cl. Black samler Stemmer paa en Kvinde­stemmerets-Erklæring, hun støttes af mere end 100 Komiteer og har allerede første Maaned faaet 3000 Underskrifter.

Spørgsmaalet om Kvindernes Valgret er i Eng­land (ligesom hos os) blevet sammenblandet med andre, uvedkommende Spørgsmaal og derigennem forkludret. 8. Marts, da Sagen var for i Underhuset, forhaledes Tiden med lange Taler for og imod og Forklaringer, saa at Formanden afsluttede Mødet, uden at Sagen blev fremmet.