« Tilbage til søgeresultaterne
I Anledning af „Det, som bør dø”
Til Fru Martha Ottosens Svar-Artikel i Nr. 7 for 15. April skal jeg tillade mig at bemærke følgende:
Fruen mener, at det „vilde være et Tilbageskridt" at forlange Ægtepagt tvungen. Hvorfor? - „I Lovene skal dog helst al unødig Tvang undgaas." - Frue, hvad er Lovene andet end Tvang? Et lovbundet Ægteskab er Tvang, som Samfundet i Moralens Navn dikterer sine Medlemmer. Og saalænge en moralsk Pagt lovlig skal sluttes af Stat eller Kirke - en sikkert ikke unødig Tvang i de første mange hundrede Aar - saa længe bør Staten, Loven altsaa, ogsaa befatte sig med de, ved denne Pagt opstaaede, materielle Vilkaar.
Fruen finder Fejlen hos Kvinderne. Fordi de ikke ved og kender de Love, ved Hjælp af hvilke de kan beskytte sig mod Overlast. Jeg synes, det er en falsk Beskedenhed at finde al Fejl hos Kvinderne. Det var ikke bare, hvad de materielle Vilkaar angik, at Mændene i Aarhundreder dikterede Kvinden Syn og Stilling, men ogsaa med Hensyn til, hvad de skulde beskæftige deres Aand og Tanke med. Og det var sandelig ikke med at læse om og kende de Love. med hvilke han bandt hende, men med flittig at studere Biblens: „I Kvinder, tier!" Den tromme, ydmyge og uvidende Kvinde var i Aarhundreder traditionel, og blandt Hovedsummen af Mænd er hun det endnu. Mange er de Mænd, der finder det ganske unødvendigt, at deres Døtre lærer noget bogligt. Og naar en ung Kvinde systematisk oplæres til Ringeagt for al anden Beskæftigelse end den strengt huslige, saa finder hun meget sjælden af sig selv paa at befatte sig med Studier om Love, før den bitre Erfaring belærer hende - for sent. Som Ægteskabet er ordnet nu, er det en Rævesaks; den som kender Mekaniken slipper helskindet fra at gifte sig; den, som ikke kender den, sætter Lykke og Velfærd paa Spil.
Saa skriver Fruen noget om den ugifte Kvinde; jeg forstaar ikke, at en saa klog og sikkert, meget erfaren Dame kan udtrykke sig saa blindt og saa vitterlig uretfærdigt, og jeg viser Beskyldningen tilbage med al min Indignation. „De har kun sig selv at sørge for, kun sig selv at tænke paa, naar deres Arbejde er endt . . . Det giver Livet Værd, at andre Menneskers Vel er afhængig af en selv?" .... saaledes skriver Fruen.
Andre Menneskers Vel kan ogsaa ligge i Hænderne paa den ugifte Kvinde - mange fleres undertiden, fordi hun har Tid til at ofre sig for mange flere. Det er sandelig en vovet Paastand at gøre os til unyttige Egoister, fordi vi foretrækker at leve ugift. Kærlighed, Offervillighed, Hjælpsomhed o. s. v. er Blomster, der gror flere Steder end netop i Ægteskabets Have.
Jeg skrev ikke, Frue, det fra „Per Gynt" saa velkendte troldske: vær dig selv nok; det bliver noget ganske ’andet, og jeg tillader mig bestemt at vise Anklagen for Egenkærlighed tilbage. Jeg skrev: man gøre sig til en stærk og selvstændig Person og leve sit Liv selv den, som ikke er en stærk og selvstændig Person, vil ogsaa i Ægteskabet komme til kort) og det er ikke et egoistisk Program i den Forstand, som Fruen mener. At leve sit Liv selv, staa sikkert paa sine egne Ben, er ikke en letvindt Omskrivning af at kærtegne sin egen Magelighed, men en Henvisning til personligt Liv, Udfoldelse af alle sin Aands Evner, ikke blot de moderlige, til friere at kunne gribe i Samfundets Tøjler. Den ugifte Kvindes Liv aabner den videste Mark for filantropisk Virksomhed - og mange Gange ogsaa for et videre Livssyn. En Moder inddeler ofte Verden i to Felter; i det ene er alt, som tjener hendes Børns Vel og Fremme, i det andet det modsatte. Det ene bekæmper hun, det andet fremmer hun, døv og blind for, hvad der stort set var rigtigst for Helheds-Udviklingen - mange Gange ogsaa for, hvad der var moralsk, Man har haft Eksempler paa, at en Moder har lokket sin Søn til at svigte den fattige unge Pige, han havde besvangret. - - Jeg tror slet ikke, der er saa faa, der fødes med en mere eller mindre bevidst Trang til at gøre godt; det var langt fra dem alle, der lærte det af deres Børn, for de fik ingen. Undertiden netop derfor. Stundom var det de barnløse, der viste den videste Kærlighed.
Om jeg har set en Moder kærtegne sit Barn, spørger Fruen. Ja, det har jeg. Men den Følelse, som da folder sig ud, fødes sandelig ikke til Verden som et hemmelig Appendiks til det nyfødte Barn; hun bærer den i sig, Kvinden, og hun ofrer den paa andre Væsner og andre Gøremaal, naar Børn ikke indkasserer den. Jeg synes, det er saa gammel en Praksis, at Fru Ottosen maa vide det lige saa godt som jeg. Og jeg protesterer derfor imod at ugifte Kvinder, der ønsker at leve deres Liv selv, skal beskyldes for gold og sjælstør Egoisme.
Thit Jensen.
Fru M. Ottosen imødegaar i sidste Nr. af „Kv. og Sf." nogle Udtalelser, der faldt i Frk. Thit Jensens Artikel her i Bladet d. 30. Marts.
Disse lød og er sikkert ogsaa noget overilede og overdrevne.
Men paa Grund af Mænds og Kvinders højst forskellige Stilling i Samfundet og i Lovene, eksisterer der saa meget sørgeligt og oprørende, at jeg forstaar den Kvinde, der af og til bliver hvidglødende af Indignation og kan komme til at udbryde: „Før skal mit Skød visne, før jeg sætter en Mand ind i Verden, at han bagefter skal sætte sin Hæl paa min Nakke!"
Og det egentlige Point i Frk. Thit Jensens Artikel: „Det som bør dø", var saa fyndigt og rigtigt sagt, at jeg synes det havde fortjent en lille Anerkendelse i Fru Ottosens Kritik.
Mon Fru Ottosen har Ret i sit bestemte Nej til Frk. Jensens Ønske, at Loven om Ægtepagt var „tvungen"? Og i at motivere det med: „Det er ikke her Fejlen ligger. Vi maa søge den anden Steds: Hos Kvinderne".
Det tror jeg er uretfærdigt. Man kan vist ikke vente, at en uerfaren, forelsket ung Pige, af eget Initiativ, skal være saa forsigtig ved Ægtepagt at gardere sig og sine mulige Børn imod sin Mands fremtidige mulige Letsindigheder og Dumheder.
Og mange Kvinder er endnu saa forvirrede og forvrøvlede i deres Begreber om, hvad der tilkommer Mænd, og hvad der tilkommer Kvinder, at jeg synes, man ivrigt ønsker dem en Smule fornuftigt Formynderskab igennem Lovene. Indtil det, som Fru Ottosen siger, „store Fremskridt, det vil være, om Kvinderne blev saa oplyste, at de kendte de Love, som giver dem Rettigheder, og forstod at benytte sig af dem". Hvortil jeg vil føje, at saa maa man sandelig sammen med Kvinders Oplysning ønske Lovene grundigt reformerede, for ellers bliver det lidt vel magert med de Rettigheder, vi skal kende.
Naar Fru Ottosen skriver om den store og tiltalende Forandring, der sker med Kvinder, der bliver Mødre, vil jeg gærne have Lov til at spørge ganske stille, om det ikke skulde være en af de Floskler, som ogsaa hører ind under „det som bør dø?"
For alle, baade Mænd og Kvinder, er det jo en Lykke at kunne elske nogen og med Glæde sætte sig selv til Side for andre; det er uden Tvivl den bedste Hjælp til at erhverve sig Deltagelse for sine Medmennesker.
Og det er naturligvis sandt, at Forholdot mellem en Moder og hendes Børn er et af de stærkeste, der eksisterer - men jeg synes ikke, noget tyder paa, at det virker særlig udviklende, fremfor andre alvorlige, gode Menneskeforhold.
Naar man i Tankerne gennemgaar de Kvinder, man kender - Mødre og Ikke-Mødre - er de sidste saa egentlig ikke lige saa deltagende, for-staaende, kærlige og opofrende, som de første? Det er i alle Tilfælde min Erfaring. Mellem begge er der udmærkede Kvinder og ogsaa Mangel paa saadanne.
Det er indlysende, at det udvikler en Kvinde at faa Børn, som hun elsker og opofrer sig for - naar hun i det Hele er eller har Betingelser for at kunne hlive et kærligt og samvittighedsfuldt Menneske. Men af og til - og maaske egentlig ikke sjældent — ser man en Moder gøre noget for sit Barn, som sikkerl intet vilde faa hende til at gøre blot tilnærmelsesvis for noget andet Barn.
Ja, er det nu saa ophøjet eller at regne for Frugt af nogen god Udvikling?
Er det ikke blot den gamle Egoisme paa en lidt anden Maade?
Og er det sjældent, at Mødre ikke en Gang gider amme deres Børn? Jeg har da kendt et Par, som fandt det meget rimeligt, at de ikke vilde det, for de blev „saa bundne", og de havde ikke Lyst til at give Afkald paa Selskaber og anden Morskab. Og hvor ofte er det ikke Moderen selv, der passer sit lille Barn, medens det er ganske hjælpeløst og ikke vil kunne fortælle om nogen daarlig Behandling; det overlades med stor Ro til en Barnepige, der, for hvad Barnets Moder kender til hende, kan være meget samvittighedsløs.
Jeg taler ikke om de Tilfælde, hvor en Moder paa Grund af sit Arbejde maa overlade sit Barn til andre - det sker vist ofte med Sorg - men jeg taler om alle de mange Tilfælde, hvor velstillede Mødre har Raad til at befri sig for Besværet og giver det fra sig, fordi de ikke gider have det.
Hvis det at være Moder havde den herlige Evne at overvinde Menneskers Egoisme og forandre dem saa smukt, som Fru Ottosen tror, kunde sligt vist ikke saa ofte ske.
Ser man af og til paa en god Kvinde, der er Moder, en særlig Forandring, der føles som noget smukt og lykkeligt, tror jeg slet ikke det er dette specielle, at hun er Moder, vi kan takke for det; endnu mere er det sikkert det, at hun er en af de meget faa, der i sit Ægteskab oplever et dybt forstaaende, harmonisk Samliv.
Der er en Udtalelse af Frk. Thit Jensen, som Fru Ottosen finder særlig slem. Denne: „Hver Kvinde gøre sig til en stærk og selvstændig Person, det er Maalet - og leve sit Liv selv".
Ja, hvis Frk. Thit Jensen ønsker det udlagt, som Fru Ottosen gør det, nemlig, at det vil sige at leve egenkærligt for sig selv, saa er jeg enig med Fru O. i, at det er en meget uheldig Opfordring.
Men saadan forstod jeg det slet ikke, da jeg læste det. Jeg gik ud fra, at Frk. J. ønsker for Kvinder, at de maa blive saa selvstændige og klare i deres Begreber, at de ikke har Lyst til at snakke og leve efter gamle Fordomme og Floskler om, hvor deres Plads er i Verden, men at de prøver paa „at leve deres eget Liv og fylde den Plads, hvor deres Evner og deres Kærlighed sætter dem, saa godt som muligt. Det ønsker i det mindste jeg, baade for mig selv og for alle andre Kvinder.
Anna Koefoed.