mentor nyhed artikel

Mentor: Gode resultater trods coronarestriktioner

Målet er, at 30 procent kommer i job eller uddannelse. Men i 2021 lykkedes det for næsten dobbelt så mange af de mentees i KVINFOs mentornetværk, som svarede på evalueringsundersøgelsen efter afslutning af et mentorforløb.

59 procent kom i job eller uddannelse. Heraf 44 procent i job og 15 procent i uddannelse.

”Resultatet er klart bedre end forventet. På trods af at vi har en målgruppe med sproglige udfordringer, manglende netværk og andre barrierer i forhold til arbejdsmarkedet, så er det et stort antal, der kommer i job,” siger Christian Larsen, projektleder i KVINFOs mentornetværk.

KVINFOs mentornetværk har 20 års erfaring med at koble integration og beskæftigelse. Mentornetværket henvender sig til kvinder med flygtninge- og indvandrerbaggrund med lille eller ingen arbejdserfaring i Danmark.

Et år med coronarestriktioner

De gode resultater kommer til trods for, at 2021 var et meget udfordrende år præget af omfattende coronarestriktioner i Danmark.

”Mentees, mentorer og koordinatorer har tilpasset sig og fået det bedste ud af situationen,” fortæller Christian Larsen.

Som eksempler nævner han, at mentorforløbene i 2021 var kortere og mere intensive end normalt, samt at man ikke kunne lave helt så mange aktiviteter som ønsket.

De fleste bliver bedre til dansk

Nogle forløb i KVINFOs mentornetværk har særlig fokus på sprogudvikling for derigennem at forbedre mentees’ muligheder for at komme i job. I denne gruppe svarede 83 procent, at de i meget høj grad, i høj grad eller i nogen grad havde udviklet deres danske sprogfærdigheder.

Hvis man måler på mentees’ tilfredshed med deres mentorforløb, så angiver 82 procent, at de i meget høj grad eller i høj grad er tilfredse med den introduktion, de fik til mentorforløbet. Og 79 procent var enten meget tilfreds eller tilfreds med deres match med mentor.

Muligheder for udvikling

Tallene findes i den årlige statusrapport for 2021. KVINFOs mentornetværk afleverede statusrapporten i slutningen af april 2022 til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), der finansierer projektet.

Den seks siders lange statusrapport indeholder både kvantitative og kvalitative oplysninger baseret på evalueringsundersøgelserne fra mentees. Men rapporten skitserer også mulighederne for videreudvikling.

KVINFOs mentornetværk ønsker blandt andet at udvide indsatsen geografisk til gavn for flere mennesker i Danmark. Allerede i de første måneder af 2022 er Nørrebro og Amager kommet med. I forvejen arbejder KVINFOs mentornetværk i udsatte boligområder i Aarhus, Odense, Svendborg, Slagelse og Tingbjerg i København.

Brug for lokal medfinansiering

Nu er fokus rettet mod at få kommuner og andre lokale aktører til at bidrage mere til finansieringen af mentorarbejdet. Det er nødvendigt, fordi KVINFOs bevilling fra SIRI halveres fra næste år, som det ser ud nu.

”Vi er nødt til at fokusere på den lokale medfinansiering, for at de eksisterende indsatser kan fortsætte på det nuværende niveau,” siger Christian Larsen.

”KVINFO kommer med metode, projektledelse, evaluering og de organisatoriske rammer. I dag dækker vi også udgifterne til lokalkoordinatorens løn. Men fra 2023 er der brug for medfinansiering på det lokale niveau til koordinatorens løn og udgifter til lokale aktiviteter. Her ønsker vi sammen med helhedsplanerne at få de lokale politikere og kommunen på banen. Ellers kan vi blive nødt til at lukke lokale indsatser, når vores bevilling fra SIRI til næste år går ned fra fire til to millioner,” siger Christian Larsen fra KVINFOs mentornetværk.

 

Læs mere om KVINFOs kombinerede beskæftigelses- og integrationsarbejde i mentornetværket, på dette link.

 

Hvis du selv vil være mentor, så begynd her.