Ligestil 3
Foto: Andreas Dress, Unsplash.

Brug for tilsyn og fornyet fokus: Kun cirka hvert tiende lovforslag bliver ligestillingsvurderet

Går reglerne om at sænke temperaturen på offentlige kontorer til 19 grader ud over ligestillingen?

Gør lovgivning om for eksempel sikkerhedstest af biler eller indretning af skurvogne?

Umiddelbart ikke, vil de fleste nok tænke.

Men det kan sådan nogle regler faktisk risikere at gøre. I nogle tilfælde kan lovgivning ende med at få negative konsekvenser for ligestillingen, selvom den ikke direkte indeholder regler, der gør forskel på kønnene – men det finder man ofte kun ud af, hvis man ligestillingsvurderer lovforslagene.

Altså simpelthen undersøger, om de nye løsninger risikerer at stille det ene køn dårligere end det andet.

På baggrund af Amsterdamtraktaten fra 1997 og ligestillingslovens §4 er Danmark nemlig forpligtet til at lave gender mainstreaming. Det vil blandt andet sige at indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning, og en måde ministerier kan gøre det på, er ved at ligestillingsvurdere lovforslag.

Hvordan laver man en ligestillingsvurdering?

Eksempel: Forslag om at sænke den maksimale temperatur på offentlige arbejdspladser til 19 grader for at spare på energien.

Selvom forslaget ikke giver forskellige rettigheder til kvinder og mænd, kan der være indirekte ligestillingsmæssige konsekvenser.

  • For at vurdere, om en ligestillingsvurdering er relevant, laves en relevanstest. I det her tilfælde er der brug for at identificere målgruppen: Kvinder udgør cirka 68 procent af de ansatte i den offentlige sektor.
  • Derefter laves den egentlige ligestillingsvurdering. Her undersøger man, om mænd og kvinder i målgruppen har forskellige behov: Her er det relevant, at kvinders stofskifte kører cirka 35 procent langsommere end mænds, så de afgiver mindre kropsvarme.
  • For kvinder er 21 grader i forvejen i gennemsnit tre grader for koldt. På den måde vil en sænkning af temperaturen – og det tab i produktiviteten, der følger med – påvirke kvinder mere negativt end mænd.
  • Det kan på lang sigt betyde, at kvinder i højere grad får dårligere forudsætninger for at forhandle løn og avancere.
  • På den måde kan forslaget være en barriere for det ligestillingspolitiske mål om at give mænd og kvinder lige muligheder

Det er en væsentlig negativ ligestillingsmæssig konsekvens, som bør beskrives i lovforslaget.

Men en ny analyse fra KVINFO viser, at kun 11 procent af alle lovforslag i det seneste folketingsår blev ligestillingsvurderet.

Syv ministerier undersøger slet ikke konsekvenser for ligestilling

Beskæftigelsesministeriet stod for klart størstedelen af de ligestillingsvurderede lovforslag, så fjerner man deres andel, var det kun tre procent af alle lovforslag, der blev ligestillingsvurderet.

Samtidig viser analysen, at niveauet har været det samme de sidste mange år.  Syv ministerier – heriblandt Finansministeriet, Miljøministeriet og Forsvarsministeriet – har ikke foretaget en eneste ligestillingsvurdering af lovforslag i løbet af de seneste seks folketingsår.

”Hvis man ikke laver ligestillingsvurderingerne, risikerer man, at nye løsninger stiller det ene køn dårligere, uden at det er meningen. Det er der mange eksempler på – for eksempel er kvinder 17 procent mere tilbøjelige til at dø i bilulykker end mænd, fordi det i mange år ikke har været et krav i lovgivningen om sikkerhedstest, at de skal foretages på andet end mandlige dukker,” siger KVINFOs direktør, Henriette Laursen.

Analysen viser imidlertid, at flere og flere ministerier laver den relevanstest, der som første skridt og tester for mulige ligestillingsmæssige konsekvenser. I 2021/2022 blev ni ud af ti lovforslag relevanstestet.

Det har bare ikke fået antallet af egentlige ligestillingsvurderinger til at stige.

Tyder på at ministerierne ikke lever fuldt op til deres ligestillingsforpligtelse

Formålet med at ligestillingsvurdere ny lovgivning er helt grundlæggende at sikre ligestilling mellem mænd og kvinder – og at sørge for, at det offentliges penge bliver brugt rigtigt.

Analysen viser imidlertid, at der er eksempler på, at selv åbenlyst relevante love ikke er blevet ligestillingsvurderet.

Inden for de seneste år gælder det blandt andet samtykkeloven, lovforslag om styrkelse af indsats mod utryghedsskabende adfærd, styrkelse af ordblideområdet, nedfrysning af æg og jobordning for veteraner.

Derfor lyder konklusionen, at det sparsomme antal ligestillingsvurderede lovforslag og den ujævne praksis tyder på, at ministerierne ikke til fulde lever op til deres forpligtelser under ligestillingslovens § 4.

”Det er ikke fordi at alle lovforslag skal droppes, hvis de viser sig at kunne have negative konsekvenser for ligestillingen. Men det er vigtigt for den demokratiske proces, at det er blevet undersøgt, og at det er gennemsigtigt. Og ofte vil en ligestillingsvurdering vise, at man med små justeringer af lovforslaget kan undgå det. For eksempel ville første udgave af den nye lov om Arne-pensionen fra 2020 have stillet kvinder dårligere end mænd, fordi barselsperioder ikke var regnet med i anciennitet på arbejdsmarkedet – men det blev pdaget og ændret,” siger Henriette Laursen.

Store forskelle mellem ministerierne

Blandt ministerierne er der stor forskel på, hvordan man bruger ligestillingsvurderingerne, viser analysen.

Siden folketingsåret 2016/2017 har Beskæftigelsesministeriet for eksempel relevanstestet og ligestillingsvurderet 100 procent af deres lovforslag.

De øvrige ministerier har kun ligestillingsvurderet mellem nul og ni procent af lovforslagene i samme periode.

Rangering

Uklare rammer

En del af forklaringen på, at ligestillingsvurdering bruges relativt sjældent, kan være, at reglerne og rammerne er uklare.

Analysen viser, at der findes tre officielle vejledninger til ligestillingsvurdering af lovforslag i Danmark, som hører under henholdsvis Justitsministeriet, Finansministeriet og Ligestillingsafdelingen.

Vejledningerne er imidlertid ikke ens, og det er uklart, hvornår man reelt kan sige, at man har foretaget en ligestillingsvurdering. Der findes heller ikke en tilsynsmyndighed, som holder øje med, om ministerierne overholder forpligtelserne til at lave ligestillingsvurdering – og der er ingen sanktioner, hvis de ikke gør det.

”Et stort demokratisk problem”

Tidligere er ministeriernes ligestillingsvurderinger da også blevet omtalt som en ”tom teknisk øvelse” af ligestillingsforsker og nu professor emerita Anette Borchorst fra Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet.

”Der er stribevis af eksempler, hvor man stort set helt lakonisk har konstateret, at der ikke er nogen ligestillingsmæssige konsekvenser af et lovforslag – også selv om der helt åbenlyst er det,” sagde hun i 2016 til Ritzau.

Rasmus Horn Langhoff, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og medlem af ligestillingsudvalget, kaldte i 2018 manglen på ligestillingsvurderinger for et demokratisk problem.

”Fordi så mange ministerier i grove træk trækker på skuldrene af ligestillingsvurderingerne, så vedtager vi ikke lovene på et oplyst grundlag. Det er et stort demokratisk problem”, sagde han dengang til Fagbladet 3F.

Brug for fornyet fokus

Analysen viser dog, at antallet af ligestillingsvurderede lovforslag steg markant i kølvandet på, at Regeringen i 2013 lancerede en strategi for ligestillingsvurdering i det offentlige.

Over tid

Om undersøgelsen

KVINFO har gennemgået rammerne for ligestillingsvurdering af lovforslag i Danmark og foretaget en kvantitativ analyse af ministeriernes ligestillingsvurdering af lovforslag over tid.

Analysen opgør, hvor mange lovforslag, der er blevet relevanstestet for mulige ligestillingsmæssige konsekvenser, og hvor mange der er blevet ligestillingsvurderet.

Analysen tager afsæt i de notater, som hvert år samler høringsresultaterne fra ministerierne, dog med det forbehold, at der mangler en række lovforslag i hver samling.

Analysen gennemgår desuden de tre forskellige gældende vejledninger, der sætter rammerne for ligestillingsvurdering af lovforslag i Danmark.

 

I årene efter blev der også lavet mange ligestillingsvurderinger, men så faldt antallet igen.

”Det tyder jo på, at der i den grad er behov for fornyet fokus på, hvornår og hvordan ligestillingsvurderingerne skal bruges. Samtidig er der brug for, at der bliver holdt øje med, om offentlige myndigheder overholder deres ligestillingsforpligtelser,” siger Henriette Laursen.

På baggrund af analysen anbefaler KVINFO blandt andet, at:

  • Folketinget giver Folketingets Ombudsmand og Rigsrevisionen beføjelse til at føre tilsyn med offentlige myndigheders overholdelse af forpligtelsen til at indarbejde ligestilling i forvaltningen.
  • Folketinget holder øje med antallet af ligestillingsvurderede lovforslag og stiller spørgsmål til de ansvarlige ministre om lovforslag, som mangler relevanstest eller ligestillingsvurdering.
  • Ligestillingsministeren sætter en tværministeriel arbejdsgruppe i gang med at undersøge, om der er behov for en ny strategi for ligestillingsvurdering i det offentlige og udarbejder én ny, samlet vejledning om ligestillingsvurdering af lovforslag.
  • Alle ministerier indarbejder ligestillingsvurdering og brug af de relevante kønsopdelte data i deres procedurer for udarbejdelse af lovforslag og sikrer, at medarbejderne har de rette kompetencer og adgang til de relevante data for at kunne det.
  • Alle ministerier indfører som fast procedure at lave et notat om ligestillingsmæssige konsekvenser for hvert lovforslag og lade notatet følge lovforslaget i høring og behandling i Folketinget.

Læs hele analysen her.