Din arbejdsgiver har ansvaret
Alle kan bidrage til at skabe og sikre et godt og respektfuldt miljø på arbejdet uden seksuel chikane. Ifølge loven er det dog arbejdsgiverens ansvar, at det sker.
Ligebehandlingslovens § 4, stk. 6 siger, at arbejdsgiver skal stille et chikanefrit arbejdsmiljø til rådighed og håndtere tilfælde af chikane og seksuel chikane.
Arbejdsmiljølovens § 15 siger, at arbejdsgiver skal sørge for, at arbejdsforholdene er sikre og sundhedsmæssige forsvarlige.
Bekendtgørelsen om psykisk arbejdsmiljø har flere relevante paragraffer:
- § 3: Arbejdet skal i alle led planlægges, tilrettelægges og udføres, så det psykiske arbejdsmiljø er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
- § 22: Arbejdet må ikke medføre risiko for krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane.
- § 24: Hvis der er risiko for krænkende handlinger, herunder seksuel chikane, skal arbejdsgiveren forebygge risikoen og håndtere tilfælde, når de opstår.
Den ny rapport bygger på projektet Respekt i fællesskab, som KVINFO har gennemført sammen med 3F, Dansk Metal og HK.
Projektet arbejder med at gøre det lettere for unge mænd at støtte hinanden og reagere, når noget går over grænsen.
Samtidig har projektet undersøgt, hvad der gør det svært at sige fra over for grov tone, krænkende adfærd og andre grænseoverskridelser på arbejdspladsen.
Frygt for sociale og faglige konsekvenser
En vigtig pointe er, at unge mænds tavshed i forhold til sexisme og dårligt arbejdsmiljø ikke skal forstås som accept.
Mange befinder sig nederst i arbejdspladsens hierarki og er afhængige af mere erfarne kolleger og ledere for at lære deres fag og blive en del af fællesskabet på lære- eller arbejdspladsen.
Flere af de unge mænd udtrykker frygt for sociale og faglige konsekvenser, hvis de udfordrer en kollega med højere status. En del af dem frygter at miste lærepladsen hvis de siger fra.
”Det viser med tydelighed, at ansvaret for et godt og chikanefrit arbejdsmiljø ikke kan lægges på den enkelte lærling eller elev,” siger KVINFOs direktør, Henriette Laursen.
”Arbejdspladser, erhvervsskoler, fagforeninger, ledere og tillidsvalgte skal skabe rammer, hvor det er trygt og legitimt at reagere. Respekt og at være en god allieret er et ansvar for alle – og de unge mænd i projektet viser, at de rigtig gerne vil være med til at tage det.”
Vil gerne sige fra – men hvordan?
Den ny rapport viser, at mange unge mænd har et stærkt ønske om at stå op imod grænseoverskridende adfærd.
Deltagere fortæller, at de har sagt fra over for sexistiske og homofobiske kommentarer, støttet kolleger og hjulpet andre ud af ubehagelige situationer.
Men nogle har også mærket konsekvenserne af det, og mange efterspørger konkrete og realistiske måder at reagere på.
Projektet peger også på en tæt sammenhæng mellem hverdagssexisme og seksuel chikane. Seksualiserede jokes, nedladende kommentarer om andres køn og homofobiske skældsord kan blive opfattet som ‘bare’ en del af omgangstonen.
Men når den type adfærd så almindelige, at den kommer til at føles ’normal’, bliver det vanskeligere at gribe ind – også hvis en situation udvikler sig til egentlig seksuel chikane.
Forebyggelse begynder derfor i hverdagen og handler også om de normer, der bestemmer, hvad man forventes at ville acceptere.
RESPEKTfulde FÆLLESSKABER
Respekt i fællesskaber er finansieret af Alliancen mod Seksuel Chikane under Ligestillingsministeriet.
Målgruppen er praktisk orienterede unge mænd i alderen 16-25 år, med forskellig baggrund i forhold til skole, fag og kultur.
Projektet når cirka 50.000 unge mandlige medlemmer af 3F, Dansk Metal og HK, som befinder sig i begyndelsen af deres arbejdsliv eller under uddannelse.
Grov tone rammer også mænd
En vigtig ligestillingspointe er, at unge mænd ikke kun skal betragtes som mulige allierede for kvinder.
Unge mænd oplever også selv mobning og hård jargon. Arbejdet for ligestilling skal derfor både engagere unge mænd som en del af forandringen og tage deres egne erfaringer, grænser og trivsel alvorligt.
På baggrund af egne erfaringer har de unge i workshops været med til at udvikle et dialogspil og en række korte videoer. Begge dele tager udgangspunkt i hverdagssituationer og foreslår forskellige handlemuligheder.
De to redskaber kan bruges som en slags øvebane, så det kan blive lettere at markere en grænse, støtte en kollega, følge op efter en episode eller hente hjælp hos andre, fordi man har prøvet det i for eksempel et spil.